Regionerne har i deres korte levetid ikke varslet andet end besparelser på psykiatriområdet – seneste i 2010 for over 70 millioner kroner. De færre penge har haft store konsekvenser for socialpsykiatrien. Det har betydet besparelser på væresteder og botilbud for sindslidende
Mange steder i landet – og også på Frederiksberg, hvor jeg sidder i Socialudvalget og Sundheds- og omsorgsudvalget har besparelserne ramt hårdt, og de visioner og planer, vi som kommunalpolitikere havde for området, er ikke blevet opfyldt. Når besparelserne tilmed rammer antallet af støttekontaktpersoner (og det gør de tit i kommunerne) rammer man ind i en ond spiral. Færre støttekontaktpersoner betyder flere indlæggelser, flere anker og mennesker som er så syge, at deres udskrivning reelt set betyder, at de er til fare for deres medborgere, deres pårørende og vores nærmiljø.
Set i mine øjne, udgør de unge en særlig udfordring. Det er ungdommen vi skal leve af i fremtiden, og en socialspsykiatrisk indsats overfor de unge syge er en høj prioritet for mig. Men der er ingen nemme løsninger. En rapport fra sidste år viser, at 70 % af de syge har mere en ét problem. Det kan være familiemæssige problemer, dårlig økonomi eller stofmisbrug, men alt sammen en cocktail, der gør, at man godt kan glemme alt om standardløsninger og one-size fits all tankegang.
Det der er vejen frem, er i høj grad en-til en behandling, forstået på den måde at vi skal have etableret nogle tilbud, der giver mulighed for en fast personlig støtte, én person, der kan udgøre et fast holdepunkt. Det viser forsøg fra bl.a. Tåstrup og Viborg, og den vej tror jeg, der er meget rigtigt i. At forsøgene så samtidig viser, at det ikke er dyrere med den mere håndholdte og individuelle hjælp, ja, det gør det jo sådan set bare endnu vigtigere at komme i gang.
Selvfølgelig er vi fortsat afhængige af de pårørende. Der er et supervigtigt netværk til sindslidende, er en vigtig ressource i psykiatrien – både som vidensbærere – i form af hjælp støtte og omsorg. De pårørende kan slet ikke overvurderes, men fagligheden må bare også med.
Og det skal der altså være råd til i Danmark. Vi skal vi have ressourcer til at støtte en udvikling – hvor færre indlægges og flere udvikles med nyt selvværd – og får nye erfaringer og en fremtid de tror på. Vi skal arbejde for en socialpsykiatri hvor pårørende og de sociale netværk betragtes som samarbejdspartnere under behandlings- eller støtteforløbet.
Psykisk sygdom rammer bredt. Derfor er det ligeså vigtigt at vi har individuelle og målrettede tilbud som respektfuldt understøtter den syges ressourcer. Bladet Outsideren er på mange måder et klasseeksempel på at det er i krydsfeltet mellem faglighed og socialt netværk, at man kan skabe noget stort.