Tvangsmedicineret, bæltefikseret:

ALENE PÅ STUEN

Fra tidsskriftet Outsideren nr. 77 / Personlig beretning af Berit Borg

Jeg vil prøve, så godt jeg kan, at beskrive den dag, hvor jeg blev bæltefikseret .

Først lidt om mig selv. For ti år siden, i en alder af 40, blev jeg for første gang indlagt med en psykose. Jeg er udddannet sosu-assistent og havde arbejdet tyve år inden for plejen, mest med ældre. Jeg havde ikke tidligere været psykisk syg, men fem måneder efter at jeg fandt ud af, at min mand var mig utro, udviklede jeg en manisk psykose. Ingen på min arbejdsplads havde reageret eller foreslået, at jeg skulle snakke med læge. Jeg blev kørt til den lukket afdeling i Dianalund.

Allerede den første nat blev jeg tvangsmedicineret, da fem personer pludseligt kom ind på min stue. To af dem brækkede mine arme om på ryggen og en tredje trak mine bukser ned. Derefter fik jeg to injektioner (stesolid og cisordinol) og i løbet af få minutter sank jeg sammen, mens cisordinolen fik min tunge til at hæve, så jeg næsten ikke kunne tale. Jeg tænkte ved mig selv; i tyve år har jeg passet andre med respekt – nu ligger jeg her hjælpeløs.

”Jeg tænkte ved mig selv; i tyve år har jeg passet andre med respekt – nu ligger jeg her hjælpeløs.”

Jeg ved godt, at jeg forinden havde revet alle stuens planter op af deres potter og rykket dem i stykker, og at jeg havde kørt min seng ud på gangen og kun beholdt min madras. Den sad jeg nu på som en indianer og bankede mine hænder ind i væggen. Hvad jeg råbte den nat, har jeg glemt.  Men ydmygelsen ved at blive tvangsmedicineret har jeg ikke glemt. Jeg har prøvet det i alt fire gange. Sidste gang kunne jeg have været død, fordi min tunge hævede så meget, at jeg ikke kunne trække vejret. Det opdagede personalet i sidste øjeblik – de gav mig medicin via en sprøjte og lidt efter kunne jeg trække vejret igen. Det var en hæslig oplevelse.

Der gik ialt 3,5 år med indlæggelser. Jeg fik undervejs tolv elektrochockbehandling, fordi ingen antidepressiv medicin hjalp mig. På et tidspunkt var jeg så selvdestruktiv og depressiv, at jeg forsøgte selvmord (jeg skar med en stor kniv venstre hånd halvvejs af,) men jeg blev fundet af en betjent og fik hånden syet på igen og lagt i gips.

Illustration: Maiken Bang

Illustration: Maiken Bang

Så kom dengang for snart otte år siden, da jeg var kommet hjem, og blev anmeldt af nogle i min opgang for at støje, hvorefter politi i fuld uniform kom og hentede mig. Jeg blev taget med til detentionen, hvor jeg larmede så meget, at besøgende på stationen troede, at nogen blev slået.  Derefter blev jeg kørt til den lukkede afdeling – meget af det kan jeg ikke huske, men jeg erindrer stadigt flovheden over at sidde i en politibil til offentligt skue ned gennem byen sammen med to politimænd, som jeg kendte på forhånd.

Fremme på den lukkede sætter jeg mig på gulvet og pludselig ankommer en større flok ansatte. Jeg er højrøstet. De slæber mig ind på en stue, hvor en seng er anbragt i midten. De tvinger mig op på den. Et bredt bælte bliver strammet omkring min mave og et lille bælte spændt fast omkring venstre fod. Mine smykker tages af mig. Bæltet i mine bukser bliver flået af, så en strop i mine bukser går i stykker. Personalet holder mig fast og lidt efter bliver jeg tvangsmedicineret.  Jeg bliver total slap og tavs, men indeni græder jeg. Og det gør jeg også lige nu, mens jeg sidder og skriver, for det er hårdt at tænke tilbage på.

Jeg ligger alene på stuen. Hvor længe ved jeg ikke. Så kommer en ansat ind på stuen med et plastkrus med vand.  Jeg er meget tørstig, men alligevel hælder jeg det ud over mit hoved for at vise, hvor ydmygende det er at ligge i bælte. Jeg beder om endnu et glas vand. – Okay, men på den betingelse, at du drikker det, siger de. Jeg svarer højt; – jeg drikker og pisser, når det passer mig (normalt er jeg ikke så grov i mit sprog).  Jeg får et nyt krus og drikker vandet. Spørger så om lov til at gå på toilettet.  De kommer med et bækken.  Det vil jeg ikke benytte. Jeg tisser ikke på et bækken, så længe jeg kan gå på to ben. Efter toiletbesøget bliver jeg spændt fast til sengen igen. Hvor længe jeg lå der, det husker jeg ikke mere. Men ydmygelsen glemmer jeg ikke. Selve situationen blev heller ikke snakket igennem med mig.  Det kan jeg forstå, at man gør nu om dage.

Sidste gang jeg var indlagt på lukket afdeling er syv år siden og det varede halvanden måned. Der fortalte personalet, at jeg nok havde en maniodepressiv – en bipolar – lidelse. Jeg begyndte at få Deprakine og Seruquel, hvilket har gjort mig så stabil, at jeg har ikke været indlagt siden. Jeg gik en lang periode til psykolog. Den dag i dag snakker jeg stadig med en psykiater ca hver anden eller tredje måned. Men det har taget lang tid at acceptere min diagnose og jeg kan stadig føle mig som et andenrangsmenneske.  Nu er jeg efter otte år så småt begyndt at arbejde inden for plejen igen, omkring to dage om ugen. Det går godt. Og jeg er glad for livet.

Berit Borg er fra Sorø og har sendt denne beretning til Outsideren.

——–

Outsideren skriver om bæltefiksering:

Vi-ved-hvor-skoen-trykker-600x3311I Danmark rimer psykiatri på tvang. Hvert år bliver over 5000 patienter lagt i bælte på de psykiatriske sygehuse herhjemme. Det svarer til at hver femte person, der indlægges på en lukket afdeling i Danmark, udsættes for dette dybtgående indgreb.

Det er ikke bare voldsomt mange. Det er også en gruppe mennesker, der ofte tales om – men som alt for sjældent selv tager ordet.

Tidsskriftet Outsideren har i flere år samlet på historier om tvang på de psykiatriske afdelinger i Danmark, fortalt af de, der har prøvet det på egen krop. Vi ønsker kun at skildre virkeligheden som den er. Uden fordomme. Vi ved, at der er mennesker, der synes, at de har haft brug for at ligge i bælte. Mens andre har oplevet det som et brutalt og yderst krænkende overgreb.

Det har ført til en diskussion på vores Facebook side, om tvang, mennesker og arbejde. En diskussion der viser, at tidligere patienter, pårørende og medarbejdere i psykiatrien, sagtens kan tale fornuftigt sammen om det at ligge i bælte.

Derfor denne opfordring til alle jer, der har ligget i bælte, jer der er pårørende til en der har ligget i bælte, eller dig der har lagt nogen i bælte:

Send din beretning til os. Fortæl hvad der skete. Om det hjalp. Hvordan det påvirkede dig.

Vores mailadresse er: baelte@outsideren.dk

Historierne vil blive offentliggjort i Outsideren, og på et tidspunkt samler vi alle beretningerne i et særnummer.

Vi foretrækker, at der skrives med navn, men garanterer anonymitet, hvis det ønskes. Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at sende en mail eller ringe på tlf: 35 39 71 24. Vi har åbent mandag-torsdag 10-15.

2 Kommentarer

  1. "Fegelein"

    Ja. Det er jo så ikke første gang, at pt. på Dianalund efterlades uden den obligatoriske vagt ved bæltefiksering. Første tilfælde hørte jeg om i tooghalvfems. Utroligt de ikke har nået at lære loven endnu. Og hvis de gør, er det utroligt, at de ikke har lært noget af den.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.