På Søbæk Skole i Jyderup er der muligvis fundet en vaccine mod cutting – et fænomen, der i disse år breder sig voldsomt og som hovedsageligt rammer piger og unge kvinder. Der er stadig ikke tilstrækkelig dokumentation omkring den samlede virkning af eksperimentet, men der ser ikke ud til at forekomme bivirkninger. Tværtom. Projektet blev mere eller mindre tilfældigt påbegyndt i begyndelsen af december 2010, og tovholder Jesper samt den uundværlige kollega Michael har indtil videre helbredt 5 cuttere med emotionelle personlighedsforstyrrelser, og der er flere på vej mod en overraskende afslutning af skoletiden med komplette og flotte afgangseksamener.

Det lille mirakel i Jyderup:

Cuttere mod en lysere fremtid

Tidsskriftet Outsideren / Af Ronnie Rasmussen

Selvskade med cutting, hvor man skærer i sig selv et sted på kroppen, er en reaktion mod uudholdelig indre smerte. Det er faktisk et næsten rationelt instinkt. Belastende tanker og psykiske problemer flyttes til synlige fysiske sår, der er mere håndterlige. Pigerne i denne særlige klasse på Søbæk skole kender alle til impulsive handlinger som selvskade.

Jesper og Michael fik den tilsyneladende vanvittige ide at skabe en klasse med 3 af Søbæk Skoles mest belastede og belastende piger samt 5 andre med en nogenlunde ensartet adfærd. De 3 piger førte sig frem som pushere på skolen og var yderst temperamentsfulde og aggressive.

Lærerne havde pejlet sig ind på hinandens pædagogiske indfaldsvinkler og var på forhånd enige i de overvejende principper for en velfungerende klasse. Forstanderen med en opvækst på en skole for adfærdsvanskelige børn accepterede uden indvendinger ideen for at skabe endnu bedre rammer og trivsel for de omtalte piger. Han tilbød lærerne en afsides liggende bygning, der forbedrede mulighederne for en god opstart, hvor de konfliktsøgende piger var næsten isolerede. På skolen er der ellers over 100 andre elever at blive uvenner med. Forstanderen er tydeligvis en mand med hjerte og empati.

Lærerne studerede pigernes sagsakter. De fleste vurderedes med henvisninger til emotionelle personlighedsforstyrrelser. Med oplysningerne i mente gik de i gang med projektet. De skulle nu strukturere hverdagen for pigerne, hvor de fleste ubevidst var dybt anarkistiske. Lærerne indførte anerkendende kommunikation, hvor tovholderen Jesper øjeblikkeligt krævede struktur. Pigerne lærte hurtigt ikke at afbryde og række fingeren op, hvis de havde kommentarer. Desuden får de under læringen teknikker til selvhjælp og redskaber til stabilisering. På det område handler det om navigering af følelserne, så eleverne kontinuerligt udvikler mindre selvskadende eller aggressive handlinger, når psyke og tanker provokerer.

Skoledagen begynder med en gåtur og derefter morgenmad, hvor den første halve time er elevernes mulighed for at fortælle om deres sindstilstand, hvis den er i uføre. Hurtigt accepterede og værdsatte de denne stadig fungerende ordning, og de kommer gerne med forslag om at sove, hvis de mærker konflikter i horisonten. Lærerne drejer gerne denne ikke specielt udviklende ide ind på udviklende lektielæsning i enrum. Og den version magter pigerne som oftest. Nogle dage starter med en snak om familien eller kæresten, der ofte giver dem følelsen af nederlag, fordi de føler sig utilstrækkelige. Som oftest får lærerne overbevist dem om deres værdier, og så kører de videre ad en mere positiv tangent.

Ingen mennesker er ens, men et glimrende samarbejde med PPR (Pædagogisk psykologisk Rådgivning) fra Holbæk hjælper endvidere til klassens trivsel. Deres visitationer er ofte så præcise at elever, der anbefales hurtigt passer ind i skabelonen. Dog skal de i begyndelsen ofte en have alternativ undervisning med Søren ”Sømand”, der er en erfaren skibsrotte i håndtering af adfærdsvanskelige børn og unge. Søren er for nylig blevet fastansat i klassen i stedet for en funktion som den flydende vikar, som alle elever kender.

Kendetegnende for eleverne er dårlig trivsel i folkeskolen. Og de alle var opgivet af skolesystemet, men nu vil de hellere promovere på viden end eksempelvis på, hvor mange gram hash de kan ryge. Ofte parkeres piger med deres problematik i bokse, hvor kravene er formindskende små. Hvis bare skole og opholdssteder kan få dem til at opføre sig nogenlunde fornuftigt er pengene for anbringelserne normalt tilstrækkeligt for kommunerne.

Desuden oplever jeg fællesskab og sammenhold for første gang. Jeg har også fået mod på ikke at være så indelukket. Efter sommerferien er jeg optaget på HG, og hvis det går efter planen, læser jeg videre på gymnasiet. Det har godt nok kostet sved og tårer at komme så langt, men hvor er jeg dog glad for det nu.

De elementære spilleregler er forholdsvis simple. Eksempelvis har Jesper indført, at mobning er en synd, der behandles særdeles seriøst. Det giver eleverne tryghed. Flere af pigerne har mobbet som en forsvarsmekanisme, men nu trives de ved, at de ikke behøver den adfærd for at undgå en udsat defensiv rolle.

Det kræver en idealistisk og gennemgribende indsats at bevare den gode struktur, men lærerne nyder resultaterne. De første 3 yderst besværlige elever er dog et lille minus blandt alt det gode. Ikke fordi de ikke passede deres skolegang og fungerede i undervisningen, men da de var lige omkring de 18 år, ønskede de respektive kommuner ikke at bruge flere penge på deres udvikling, så de befinder sig nu på produktionsskoler.

De øvrige elever formår nu med den løbende tilgang af nye elever at fungere, selv når lærerne en sjælden gang dropper tavleundervisningen og eksperimenterer med friere tøjler. Undervisningen er baseret efter en stram tidsplan, hvor fagene integreres, således kan Darwin, Freud og Georg Brandes blandes i en cocktail med samtidige historiske begivenheder. Det er målrettet undervisning, for en fællesfaktor for næsten alle elever er meget fravær og dermed meget mistet viden.

Og de første 5 elever har fået de første eksamenskarakterer. I biologi præsterede 4 elever 10 og en enkelt 7. En storartet præstation af alle. Jesper betragter det som en selvfølge, at eleverne fortsætter med karakterer på det niveau.

Der er 13 elever i klassen. 5 er på vej væk fra Søbæk skole med en komplet afgangseksamen, hvilket er overraskende for de fleste. Jesper håber inderligt, at redskaberne virker i deres fremtidige skoling, så de undgår promiskuitet og bekræftelse fra alt og alle.

Jeg interviewede pigerne, der nu forlader de trygge rammer for at høre og forstå udviklingen som en helhed. Det var ren fornøjelse. De optrådte åbenhjertede og charmerende:

Første elev på 18 år forklarede forvandlingen: ”Jeg gik i 2 folkeskoler. Der var for mange elever, og jeg var særdeles indelukket. Jeg mobbede, når jeg endelig åbnede munden. Og jeg pjækkede ofte. I 7. og 8. klasse var jeg stort set ikke i skole, så kommunen fandt en plejefamilie, og jeg startede på Søbæk skole. I plejefamilien fungerede jeg ikke godt, så jeg har boet på Søbækkollegiet siden november. Jeg er nu kommet i Jesper og Michaels klasse, hvor lærerne tydeligvis ønsker at hjælpe. Desuden oplever jeg fællesskab og sammenhold for første gang. Jeg har også fået mod på ikke at være så indelukket. Efter sommerferien er jeg optaget på HG, og hvis det går efter planen, læser jeg videre på gymnasiet. Det har godt nok kostet sved og tårer at komme så langt, men hvor er jeg dog glad for det nu.”

Anden elev på 17 år forklarede forvandlingen: ”Jeg kom til Søbæk skole for cirka 5 år siden. Overflytningen til denne klasse med struktur og frihed under ansvar har betydet mere ro i sindet. Og jeg er flyttet fra plejefamilien til Søbækkollegiet, hvor jeg er glad for at bo. Jeg har langt mere overskud til skole og læring end tidligere, hvor jeg brugte den begrænsede energi på at mobbe. Jeg snørede altid lærerne, så jeg fik sjældent ballade, men skoledage var aldrig gode. Jesper giver stabil undervisning og ro, og så kan jeg ikke snøre ham. Han har også lært mig glæden ved fællesskabet.”

Tredje elev på 15 år forklarede forvandlingen: ”Fra 6. til 8. klasse gik jeg sammenlagt i skole i 4 måneder. Jeg evnede ikke at enes med hverken lærerne eller eleverne. Fritiden brugte jeg på udvikling af et hashmisbrug, og i perioder fra 6.-8. klasse var jeg konstant sammen med ældre veninder, hvor sammenholdet byggede på hashrygning. I 7. klasse nåede jeg trods fraværet at komme op at slås med en lærer, hvorefter jeg nødtvungent gik til skolepsykolog. Efter 8. klasse kom jeg på opholdsstedet i Jyderup. I begyndelsen var jeg nærmest som Maude fra Matador. Diskussioner eller ømtålelige emner betød, at jeg gik. Jeg var indelukket, sur og syg, men efterhånden mærkede jeg mere og mere glæde. Jeg fik veninder i klassen og udviklede mig socialt. Det har givet selvtillid.

I begyndelsen var jeg nærmest som Maude fra Matador. Diskussioner eller ømtålelige emner betød, at jeg gik. Jeg var indelukket, sur og syg, men efterhånden mærkede jeg mere og mere glæde.

Strukturen i klassen er endda overført til hjemmet. Når jeg er hjemme affinder jeg mig med tider. Fredag hygger jeg med familien, og lørdag må jeg med frihed under ansvar gå i byen. Der aftales inden afgangen et tidspunkt, hvor jeg skal være hjemme, og det overholder jeg.

Det smitter, at lærerne stoler på mig. De giver også tryghed. Fagligt vurderer Jesper, at jeg er dygtig nok til gymnasiet, men socialt er jeg ikke stærk nok endnu, så jeg tager uden protester et år mere på Søbæk skole.”

Fjerde elev på 18 år forklarede forvandlingen: ”Jeg gik på to skoler inden Søbæk, hvor jeg ikke lavede lektier og pjækkede. Jeg havde problemer med lærerne og meget andet. Fra 7.-9. klasse fik jeg ingen undervisning, da jeg fravalgte skolen helt.  Jeg forsøgte selvmord, da jeg havde opgivet. Derefter kom jeg i terapi hos en psykolog, men det hjalp først på min selvtillid, da jeg kom på Søbæk skole. Det har så sandelig hjulpet med tid og støtte fra lærerne. Jeg har ændret overbevisningen fra, at jeg intet kan til holdningen, at jeg faktisk evner meget. Derfor har jeg fået mod på SOSU og derefter en funktion som pædagogmedhjælper.”

Femte elev på 18 år forklarede forvandlingen: ”Jeg flyttede meget i opvæksten og skoletiden. Jeg kom jævnligt i skole indtil 7. klasse, hvorefter jeg helt droppede skolen. Jeg havde hele tiden haft et dårligt forhold til lærere og andre elever. Jeg gik hjemme et stykke tid. Derefter kom jeg på en specialskole, hvor jeg fik lidt undervisning. Nogle episoder medførte, at jeg flyttede hjem til min kontaktperson, men det føltes akavet, fordi hun var overbeskyttende. Der udvikledes ingen tillid. Derefter kom jeg på opholdsstedet ved Jyderup og på Søbæk skole. Jeg havde mine første opgør med Jesper, allerede inden jeg begyndte i klassen, men han var belastende derved, at han altid trak sig ud af diskussionerne som vinderen. Det gav en form for tilknytning, så da Jesper og Michael startede klassen op, tvang han mig ind i klassen. Jeg havde indstillingen, at jeg intet evnede, men Jesper krævede, at jeg prøvede og overbeviste mig efterhånden om, at jeg faktisk kunne fungere i en klasse og lære af undervisningen. Tidligere havde jeg ingen tillid til andre mennesker og var ofte voldelig, men begge dele er ændrede. Jeg kan føle tillid nu, og jeg reagerer ikke impulsivt og aggressivt længere. Jeg er ikke nervøs for eksamenerne nu, selvom jeg var håbløst bagud inden starten i klassen. Jeg tager nu en komplet afgangseksamen, hvorefter jeg starter på HG. Under sidste statusmøde forklarede jeg sagsbehandleren, at jeg havde behov for Jesper som støtte til moralsk opbakning og lektiehjælp, og kommunen accepterede heldigvis uden protester, at han bliver lønnet kontaktperson. Jeg tror på en god fremtid nu.”

Jeg havde indstillingen, at jeg intet evnede, men Jesper krævede, at jeg prøvede og overbeviste mig efterhånden om, at jeg faktisk kunne fungere i en klasse og lære af undervisningen.

Sjette elev på 17 år forklarede forvandlingen. Hun pressede på i baggrunden for at få lov at fortælle: ”Jeg er en af de nyere i klassen. Jeg har altid haft problemer i skolen. Jeg er især elendig til læsning og skrivning. Derfor kom jeg på en privatskole i et stykke tid, men det blev ikke bedre. Jeg har boet i plejefamilie i mange år grundet sociale vanskeligheder. Allerede nu efter 4 måneder i klassen har jeg det meget bedre. Jeg er mere glad. Jeg tror mere på mine muligheder, så nu skal jeg snart videre på HG. Jeg vil stå i butik. Jeg har boet hos ejeren og hans kone det sidste halve år, og det har været skøn tid.”

Eleverne: Vi har Danmarks bedste lærer

Der var måske engang, hvor de ikke duede til noget, men den tid er forbi. Eleverne har uden Jespers vidende indstillet ham til Ude og Hjemmes pris som Danmarks bedste lærer med disse ord:

“Hej Ude og Hjemme.

Vi er en klasse der hedder Iss på Søbæk Skole i Jyderup. Det er en specialskole, der tilbyder hjælp til børn og unge med sociale og indlæringsproblemer. Vi vil gerne tilmelde vores lærer Jesper Rasmussen til Danmarks bedste lærer.

Mange af os kommer fra opholdssteder og plejefamilier, fordi vi har haft mange problemer, da vi boede hjemme. Inden vi kom på Søbæk Skole, havde vi ikke gået i skole i flere år og derfor lå vi kun på et tredje/fjerde klasses niveau.

Efter at Jesper begyndte at arbejde på Søbæk Skole, og vi fik ham som lærer, er vi nu fem elever, som skal op til en fuld FSA række her til sommer.

Vi har kun haft Jesper som lærer i halvandet år, og da han begyndte at arbejde på Søbæk Skole i vores klasse, fik han et kæmpe chok over, hvor langt nede vi lå fagligt og psykisk.

Der var store problemer med grov mobning og folk smuttede fra skole, hvis tingene ikke gik efter deres hoveder. Der var også nogle, som havde et hashmisbrug, og de fleste dage kom de i skole og var skæve.

Men Jesper holdte hoved højt og tog kampen og hjalp os igennem de svære tider.

Jesper er en meget åben person. Han lukker med glæde folk ind i hans hjem, hvis han kan mærke, at der er behov for det. Vi kan ringe til ham alle dage og tider i hverdagene efter skole og i weekenderne, hvis man er ked af det, har et problem eller har brug for hjælp til andre ting.

Der var f.eks. nogle, som ikke havde nogle steder at holde jul sidste år. Jesper sagde straks sagde, at hans hus var åbent og man kunne holde jul sammen med ham og hans familie.

Jesper kan komme i skole og være glad, selvom han har siddet oppe hele natten og forberedt vores undervisning til ugen, der kommer. Man ved, at man altid kan komme og få et kram af Jesper, hvis man har brug for det.

Hvis man har haft en hård weekend derhjemme, og man kommer i skole og er rigtig ked af det eller sur, så kan Jesper Rasmussen altid finde et smil frem på vores læber.

I det halvandet år vi har haft Jesper har han hjulpet os så meget, at vi har fået stabilitet i hverdagen, vi ligger nu på et normalt niende klasses niveau, og vi fungerer socialt og psykisk igen.

Derfor ville det betyde rigtig meget for os alle i klassen at give ham denne titel som Danmarks bedste lærer, fordi den titel har han i vores hjerter. Vi vil gerne give ham denne titel for at vise vores taknemmelighed for alle de ting, han har gjort for os.

Håber, I kan se, at han er verdens bedste lærer, for det kan vi.

Kærlig hilsen FSA eleverne på Søbæk Skole
Simone, Amanda, Cille og Yasmin.”

Det er en smuk og sentimental beskrivelse af hans gerninger. Pigernes ærlige og kærlige vurdering af en lærer, der bestemt og i sikker stil har ændret deres adfærd er et af få guldkorn i et land, der i en ny OECD rapport er dokumenteret som landet i verden med flest mentalt nedslidte.

Som afrunding benytter jeg udsagn fra interviewene med Michael og Søren Sømand: I begyndelsen fik de med Jesper grovfil. Det var nødvendigt for at skabe ro. Ingen troede, de duede til noget, men nu er det er en spændende klasse med vidt forskellige meninger. De kan være lumske og søde, men de er i dag gode til forståelse og accept af hinandens problemer. De støtter også hinanden socialt og fagligt. Vigtigst af alt har de fået troen på en god fremtid.

Ronnie Rasmussen, forfatter til denne artikel, vil også fremover skrive om cutter-fænomenet til Outsiderens hjemmeside. Red.