På hver side af den lange gang er der døre. Inde bag hver dør bor et menneske, med en eller anden form for psykisk problem. Dørene bliver sjældent åbnet. Ude på gangen står designerstolene tomme. Outsideren har besøgt Thorupgården, et af landets bocentre for sindslidende, for at opleve stemningen indefra.

Af Klavs Serup Rasmussen og Niels Gjern Johansen | Kobberfigurene er lavet af ‘E’

Et stenkast fra søerne, ligger en kolossal firkantet bygning. De røde murstensvægge, dyre møbler og grønne planter i foyeren, giver indtrykket af et finere hotel i indre København. Man skal hen og banke på dørene, før det viser sig, at det store hus i den stille gade, er noget helt andet.

Thorupgården på Nørrebro, er et psykiatrisk bosted med 112 boliger. De fleste beboere har nogenlunde samme forhistorie. Langvarige indlæggelser på psykiatriske afdelinger og psykiske problemer der nægter at gå væk. Engang imellem kommer de psykiatriske bosteder i vælten, når for mange beboere dør, eller det afsløres at der er rod i medicinen. Derefter diskuteres problemerne af fagfolk og politikere. Mennesker udefra. Men hvordan det egentlig er, at bo et sted som Thorupgården, ved kun de færreste. En af beboerne på Thorupgården hedder ’E’ – hun har indvilget i at fortælle om sin hverdag.

E er en 33-årig kvinde, med strithår. Når hun fortæller, er det tydeligt, at det er ord, der er blevet tænkt over og vendt mange gange. Sat i system. Måske for at få tiden til at gå. Måske for at give hverdagen en retning. Der bliver hældt kaffe op. Trætheden sidder stadig i E’s øjne. Hun har sovet i 15 timer.

– Det hænger ikke kun sammen med den medicin jeg får. Når jeg står op klokken tre, er det som om jeg er klar til at stå op. Som om alt bøvlet er på plads og jeg er mig selv, fortæller E.

Resten af dagen går oftest i lejligheden. Det giver ikke den store mening, at forlade den.

– Gangen udenfor min dør, ligner noget fra en forladt russisk hotel. Den er lang og øde. Alle billederne er pillet ned, og der står nogle smarte stole som ingen bruger. Gulvtæppet har været dyrt, det er tydeligt. Og der er vævet et mønster ind i det, som sjovt nok ligner en kæde af kromosomer. Men jeg tænker altid på et fængsel, når jeg går på gangen, siger E.

“Boligen var ikke kun været det første redskab mennesket udformede til sig selv, det formede også mennesket” Le Corbusier, arkitekt

Billederne blev pillet ned, da en af beboerne hængte sine egne op. Sidenhen har væggene være nøgne.  E bliver afbrudt, da der bliver banket på døren. Der er joints til salg. E siger nej og sender ham væk, ikke i dag.

Andre gange bliver der røget igennem. Så går der nogle uger med det, indtil længslen efter at der skal ske noget afgørende nyt, tager over. Noget der ville styrke E’s selvtillid. Så tvivlen om, hvorvidt hun kan gennemføre noget som helst, ikke får overtaget.

– Jeg vil egentlig gerne have nogle flere ting, jeg skal. Jeg kan bare ikke lige se hvordan. Som det er nu, går jeg til healing og spiller backgammon. Og jeg får NADA-akupunktur (akupunktur i øre-regionen, red.). Det giver en indre ro, og det hjælper. Jeg har ikke brug for så meget medicin, når jeg får NADA. Jeg havde også et drivhus på min altan, som jeg passede. Men det blæste væk, og jeg gider ikke starte et nyt op, siger E.

E’ bor i halvstort rum, der bliver delt af en række skabe, i alt 2 værelser i kommunens øjne. Gule planter, der vist engang var grønne, står i vinduet. Reolen er fyldt med antikke tegneserier. På arbejdsbordet ligger der handsker, limpistol og akupunkturnåle, en kop med gammelt blod i, det er den ægte vare. E er i gang med at lodde en figur, hun kalder medicinhovedet. Kobbertråde og piller vikler sig om hinanden.

– Jeg var svingdørspatient i mange år, før jeg blev indlagt i lang tid på Sct. Hans. Den indlæggelse kom efter, jeg en morgen fandt en god ven død. Han lå ved siden af mig og var helt kold. Jeg vil gerne ud og have en helt almindelig bolig en dag, det er mit ypperste mål. Men samtidig vil jeg ikke være svingdørspatient igen. Så hellere tage det helt stille og roligt og bo som jeg gør nu, siger E.

Ude på gangen lugter der lidt af plejehjem. Toner af hakkebøf og gammel røg. E tager aldrig elevatoren, efter en beboer havde tisset i den. For enden af gange er der en opslagstavle, med ugens begivenheder. En uge var den vigtigste besked ”Yoghurt med drys, aflyst.”

Ønskede sig en radio

– Jeg flyttede ind her, efter at have været indlagt på Skt. Hans i 21 måneder. Det er lang tid. Og der sker noget med ens hoved, når indlæggelsen varer så længe. Færdighederne forsvinder. For første gang i syv år – eller fem, hvis man trækker indlæggelsen fra – lavede jeg linsesuppe forleden. Det tog mig syv år før jeg var i stand til det. Ikke fordi jeg ikke ved, hvordan man laver linsesuppe. Jeg har bare ikke kunnet gøre det før. Men man bliver også raskere af at være indlagt, det er lidt mystisk, siger E.

’E’ fortsætter,

– Da jeg flyttede ind her for fem år siden, var Thorupgården præcist, hvad jeg havde brug for. Ingen blandede sig, ingen krævede noget, og man skulle ikke være sammen med andre. Min kontaktperson virkede ligeglad med mig. Jeg kunne passe mig selv, og det var godt, siger E.

Men det der er godt i perioder – at der ikke er blevet stillet krav – præger også hverdagen på Thorupgården. E kalder det en ghetto, fordi stedet er en form for kunstig tilværelse, afsondret for omverdenen.

– Der var en fest, jeg ikke deltog i, fordi der kom en ballonmand. Han lavede ballondyr og spurgte hvad beboerne ønskede sig. En ønskede sig en radio, sjovt nok, men ballondyr er noget man laver til børnefødselsdage. Der er også sommerkoloni, jeg ikke deltager i, fordi retorikken omkring den ikke er så heldig. Det er sådan noget med, at hvor er det flot, at I kan hygge jer, selvom I er psykisk syge. Men det er velment, så jeg bærer over med det, siger E.

”Rytmen på Thorupgården er medicin, masser af medicin og kage. Men jeg er træt af kage.”

Personalet kommer engang imellem med forslag til ting, E burde lave. Eller kunne. Indtil videre er det ikke noget, E har gjort mere ved.

– Jeg bor her og får penge fra kommunen, uden at der er stilles nogen krav til gengæld. Det er måske ikke altid så god en idé, bare at lade folk passe sig selv 24 timer i døgnet. Men det var det engang, for mig. Omvendt, er der er også nogen der går ned på det. Mennesker der går på arbejde, får ligesom styret deres tid. En jeg kender, der arbejder fem timer om dagen, fortalte mig, at når hun var på job, fik hun fri for sig selv. Det lød meget behageligt og er det bedste argument for at arbejde, jeg nogensinde har hørt, siger E.

Ånderne

Ligesom de andre beboere på Thorupgården, opholder E sig for det meste i sin lejlighed. Der er fællesspisning i kantinen morgen, middag og aften, men det er sjældent at E spiser med. I stedet går tiden på egen hånd. Med ting, der kan være vanskelige at forklare.

– Især når det bliver aften, kommer der nogle åndevæsener hen til min lejlighed. Og jeg kan ikke finde ud af, om de er energier eller noget psykotisk. Jeg har fornemmet dem i mange år, og de var inde i mig, da jeg var indlagt. Ånderne plejer at blive på hospitalet, men det gør de ikke mere. Jeg mærker dem, men ser dem ikke. I min journal kaldes de følelseshallucinationer. Det er en uge siden, de var her sidst, men de stresser og presser mig.

Jeg taler engang imellem med personalet på etagen om det – bare ikke psykiateren. Der var en kontaktperson som var god at tale med, han har så desværre sagt op, det er egentlig også lige meget – det er godt at få fortalt om det, selvom de ikke helt forstår hvad jeg taler om.

Det er jo en parallel virkelighed, men hvad er virkeligheden egentlig? Jeg kan godt selv høre, at det lyder lidt psykotisk, men det vigtige er ikke, hvad det er. Det er, hvad det gør ved mig, og hvordan jeg kan håndtere det. Og de væsener gør mig bange og utryg. Om aftenen kan jeg trække gardinerne for og lægge mig under en kugledyne og slappe af. Tage piller. Om dagen er der ikke så meget at gøre.

Jeg ville rigtig gerne kunne gøre noget, en eller anden form for handling, tilkalde en åndemaner, siger E og griner imens hun tegner små figurer på et papir. Kuglepennen i hendes hånd reklamerer for et medicinalfirma. E samler på dem, og snupper altid et par stykker hos sin psykiater.

Der bliver hældt kaffe i koppen. E ser træt ud når hun fortæller om sine helt egne kampe, dem kun hun kender til bunds. Samtidig er hverdagen på Thorupgården begyndt at gå hende på.

– Der er mange problemer, som man ikke gider have med at gøre, men som man alligevel bliver rodet ind i. Folk spiller høj musik, og nogen er bare tossede. Der er kun én her, som jeg egentlig har lyst til at omgås. Og hun bor på 3. Så nu tænker jeg meget på at flytte, siger E – Det er også mærkeligt at bo et sted, hvor der hele tiden er nogen, der dør. Så bliver vi samlet og får at vide, at en eller anden oppe på 4. er død. Og hvis man ikke er hjemme, hører man måske aldrig om det. Et par gange er jeg gået med til en begravelse, hvis jeg var knyttet til den døde, men det er længe siden. Lige da jeg flyttede hertil, tog jeg mange mennesker ind, men jeg blev bare fyldt op på et tidspunkt. Nu lærer jeg kun nye at kende, hvis de selv er meget opsøgende. Det nye personale kender jeg knap nok, siger E.

E har taget hul på den eneste ting, hun føler hun kan gøre,

– Jeg er klar til at flytte og venter bare på at det går igennem i kommunen. Jeg ved ikke hvor smart det er, at samle en masse mennesker med psykiske problemer i et stort hus, som her på Thorupgården. Der hvor jeg gerne vil flytte hen, bor der ganske vist også syge mennesker, men de er mere på afstand. Væggene er tykkere der, psykisk, for hér kan man møde anstrengende mennesker, bare man går ud af sin dør. Der hvor jeg gerne vil flytte hen, bor man i en opgang med adskilte lejligheder. Der er lidt mere distance. Håber jeg, siger E.

_____

’E’ har ønsket at være anonym. ’E’ understreger at Thorupgården, var det helt rigtige tilbud til hende, de første år hun boede der. Der er bare sket noget siden. ’E’s rigtige navn er selvfølgelig redaktionen bekendt.

Outsideren gør opmærksom på, at henvisningerne til skandalerne i medierne om de psykiatriske bosteder, ikke har handlet om Thorupgården. ‘E’ anser Thorupgården for at være et af de bedre steder.

6 Kommentarer

  1. Birgit Christiansen

    Jeg har boet på Thorupgården, siden september måned 2007.
    Dengang var der liv i huset. vi tog på udflugter sammen, kanalrundfart, Tivoli, Zoologisk Have, Planteskolen, Ikea, oh så videre. Men vores tryghed forsvandt, dengang da Thorupgården lige pludselig ikke længere måtte anvendes som plejehjem. Og alle beboerne blev adspurgt om de gerne ville flytte. Men nej hvorfor i alverden skulle de dog flytte? Jo det skulle de nemlig alligevel ha`gjort, ser man, ser man, fordi nu hvor det kaldes for Center Nørrebro, så skal man dele facilitèter med mennesker uden selvkontrol. d.v.s aktive narkomaner, samt ludomaner, folk med alvorlige psykoser, personer med adfærdsforstyrrelser, og andre handicaps,autister, det er kun ganske få, ganske vist, som hele dagen er overladt til sig selv. Og vi andre, ja vi tør jo knap gå udenfor en dør, af frygt for at blive antastet eller overfaldet.
    Gudskelog er der opsat overvågningskameraer næste overalt,ligesom man har anbragt dørspioner i samtlige boliger, således at man kan opdage hvem der ringer på. (Undtagen naturligvis de personer, som sidder i kørestol, for de skal nemlig rejse sig i fuld højde for at kunne nå dørspionen…! og dette er betegnende for alt hvad der foregår i huset, desværre… INGEN OMTANKE INGEN HENSYN INGEN KONTAKT, INGEN KOMMUNIKATION, TOMGANG, LIVSLEDE OG KEDSOMHED. Man siger endda, at det skuldes besparelser, men jeg skal da lige love for at der bliver ruttet med pengen til renovering af fællesarealer og aflønning af medarbejdere. Beboerne, de må da bare passe sig selv. OG DET VI FANDME BLEVET GODE TIL!

    Svar
    • Birgit Christiansen

      hVIS LEDELSEN BLEV SKIFTET UD MED EN PERSON, SOM FORSTOD HVAD NÆRVÆR BETYDER, SÅ VILLE DET VÆRE EN BEFRIELSE!! Sådan en som X, der ganske vist er stedfortræder for Y, men ham kan vi sagtens undvære. Hvis X kunne få lov at være forstander, så tror jeg at vi allesammmen ville kunne ånde lettet op. Og så de åndssvage regler; At man henviser folk til Thorupgården, når de faktisk burde være tvangsindlagt!!!

      Bemærk: Der er redigeret i dette indlæg af Outsiderens redaktion. Såfremt du er uenig i dette indlæg, er du velkommen til at kommentere på det, red.

      Svar
      • Mahad

        Jeg knebede din mor. Hver fucking dag af året. Hun skreg som en muslimsk kaste sten

  2. Meriem Chawes

    Thorupsgade 8. Et mareridt uanset eget netværk udenfor stedet. Indbrud. alvorlig sindsygdom, vold. lopper og uendelig mange pludselige dødsfald hos beboere. Ingen kontakt med ansatte (hvem det end skulle være). Undertegnede slap væk i tide til at redde livet. Væk fra deres sindssyge “lægemidler”. Har taget mange billeder af stedet plus foretaget optegnelser såfremt andre end styrelsen for patientsikkerhed skulle være interesseret. Plæderer for nedlæggelse af stedet. Fik aktindsigt efter fraflytning via advokat. incl de interne noter.

    Svar
  3. Meriem Chawes

    Thorupsgade 8. Et mareridt uanset eget netværk udenfor stedet. Indbrud. alvorlig sindsygdom, vold. lopper og uendelig mange pludselige dødsfald hos beboere. Ingen kontakt med ansatte (hvem det end skulle være). Undertegnede slap væk i tide til at redde livet. Væk fra deres sindssyge “lægemidler”. Har taget mange billeder af stedet plus foretaget optegnelser såfremt andre end styrelsen for patientsikkerhed skulle være interesseret. Plæderer for en hastig nedlæggelse af stedet. Fik aktindsigt efter fraflytning via advokat. incl de interne noter.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.