Lige nu er der fokus på identitet, fordomme og sindslidelser. Får man en psykiatrisk diagnose, medfører det ofte stigmatisering, skam og tavshed imellem den sindslidende og andre. Men det kan også føre til noget positivt. Faktisk har jeg været heldig at få nye venner score på lykkepiller.
Essay af Niels Gjern Johansen
Jeg tog HF-eksamen sidst i 90’erne, og det var muntre tider dengang. Ecstacypiller, også kaldet dansekiks, var den sidste nye festnarko på markedet. Dansekiks tog man til den nye hippe form for fest, kaldet raveparties. De gav en lykkerus, så man dansede i neonlys til elektronisk musik til den lyse morgen. Men man skulle huske at drikke en masse vand i nattens løb, og så var der også kedelige virkninger: Man var deprimeret de næste dage, indtil det bliver weekend igen og man kan begynde forfra.
De deprimerede dage bragte de sidste 90’ere dog også en kur imod. Lykkepiller! Rygtet om lykkepiller kom fra USA, hvor de kaldtes Prozac, mens de kom til Danmark under navnet Fontex. I de år tog jeg lykkepiller, men af helt andre grunde end de, der tog ecstacy. Der var en vis mystik og noget eksotisk over lykkepiller. Lykkepiller var noget bohemer tog, lidt ligesom de drak absint i 20’erne og blev blinde og skøre i hovedet. Man skal også huske på, at nogle år før var Michael Strunges samlede digte var udkommet i en stor, sort bog, og bogen blev fast inventar på værelser på landets efterskoler. Samtidig spredte rygtet om digterens maniodepressive sindslidelse sig og den gamle kobling imellem gal og genial blev genopfrisket.
Jeg tog Hf på det Frie Gymnasium på Nørrebro i København, men man kunne også kalde det det Frie Misbrugsgymnasium, og stedet var mere eller mindre en filial af Ungdomshuset med mange autonome elever. Folk havde generelt et meget frit forhold til diverse rusmidler på gymnasiet. I 10-frikvarteret om formiddagen var der som regel nogle gutter i sorte hættetrøjer, der sad ved et bord i kantinen og ristede en cigaret og smuldrede en klump hash, som de brugte til at rulle en joint. Den røg de så udenfor på Møllegade. Om det var almindelig høflighed, eller om det var frygt for en eventuel en irriteret irettesættelse fra andre elever, er ikke godt at vide. Når klokken ringede, gik de til undervisning, men havde af gode grunde svært ved at koncentrere sig, og så gik de ned i kantinen og stod og spillede bordfodbold til langt ud på eftermiddagen. Ellers blev der også drukket en del, men her gik folk ikke ud på gaden. I stedet slæbte de gerne flere kasser øl ind i kantinen.
Alt på det Frie Gymnasium blev bestemt ved et ugentligt møde med lange diskussioner, hvor alle elever havde en stemme. Her blev gymnasiets budgetter lagt og vedtaget, og nye lærere ansat og i visse tilfælde fyret igen. Og på et tidspunkt blev der lavet en regel, som sagde, at man ikke måtte drikke alkohol før klokken 14. Men om fredagen måtte man dog gerne drikke fra klokken 12. Det kunne elevmødet godt have sparet sig, for der blev drukket som altid. Der blev til gengæld ikke lavet regler for de, som røg hash, for det foregik jo ude på gaden uden for gymnasiets område, så det var deres egen sag.
Det var altså et sådant et miljø, at jeg gik og tyggede på mine antidepressive piller, hvilket jeg af en eller anden grund fortalte andre åbent om. Og det med lykkepiller, var noget, der satte folks fantasi i gang. Det blev anset for at være en form for ecstacy på recept, som frit kunne købes på apoteket, og jeg blev ofte spurgt af forskellige, om de ikke lige måtte smage en enkelt pille eller to. Jeg sagde altid nej. For det første ville jeg ikke give medicin til nogen, der ikke havde brug for det, og det ville også skuffe folk, for de fleste forventede at få en slags kick, som når man tager kokain eller amfetamin. Sandheden var, at man blev træt og fik kvalme og helt sikkert ville kastet op, når man tog dem om morgenen efter en fest. Det ville jo ligesom tage lidt af mystikken. Og så gik jeg ikke i den traditionelle sorte hættetrøje, posede bukser og udtrådte kondisko, som både nu og dengang var fast uniform i de kredse, men altid i hvid skjorte og lang frakke, så lignede slet ikke de andre, men et eller andet fra det 1800’ende århundrede. Jeg læste stort set aldrig lektier på Hf, men læste som en rasende og kunne nå fire-fem bøger på en uge, og den slags bliver man jo også klog af. Jeg kun citerer alle mulige bøger og tale om filosofiske emner, som andre ikke helt forstod, men fornemmede de burde kende til. Især var jeg glad for et citat af Nietzsche:
”Den syge er en parasit på samfundet. I en vis forstand er det uanstændigt at leve længere. Det at vegetere videre i fej afhængighed af læger og praktikker, efter at meningen med livet, retten til livet er gået tabt, burde medføre en dyb foragt fra samfundets side. Hvad lægerne angår, skulle de netop være formidlere af denne foragt – ikke af recepter, men derimod af en ny dosis væmmelse ved deres patienter hver dag.”
Og den slags kunne altid starte en samtale, interessere nogle piger og i nogle tilfælde føre til, at man scorede.
Så lykkepiller, litteratur og en balancegang imellem gal og genial var alt sammen med til at give mig min særlige bohemeattitude, og som sådan fik jeg faktisk meget godt ud af at være ramt af diverse former for kuk i låget. Men der var også en anden Niels, som ikke var skideklog, en smule gal og charmerende ved fester og på ture ud i byen. Det var ham, de andre ikke så, fordi han sad derhjemme og spærrede sig inde i dagevis i sin lille, smadrede lejlighed på Rantzausgade, med et fyldt askebæger, rander under øjnene, en masse rod, tomme flasker og en ringende telefon, der ikke blev taget. Jeg havde 20 % fravær på Hf, hvilket på alle andre gymnasier ville have medført selvstudie eller udsmidning. Men ikke på det Frie Gymnasium, og faktisk var 20 % fravær ikke meget over middel i min klasse. Og så fik jeg et gennemsnit på 9,5 efter den gamle skala, og det var meget flot, for i folkeskolen havde mit gennemsnit været under 8. Til fordel for så mange andre perioder af mit liv, var de to år på Hf på det Frie Gymnasium dog en rigtig god tid.