Denne artikel er en kommentar til artiklen “Hvem er Oliver?” fra Tidsskriftet Outsideren nr. 78. Den er skrevet af psykolog Arnfinn Thorsteinsson, fra Sinds Psykologiske Rådgivning i København.
Den årvågne læser af Outsideren vil måske have bemærket annoncerne fra Sinds psykologrådgivning. Her tilbyder vi psykologsamtaler til psykiatribrugere, pårørende og borgere med psykosociale problemer af forskellig slags. Vores unge-gruppe Den Blå Planet henvender sig særskilt til psykisk sårbare unge.
Pudsigt nok dukker en annonce op midt i artiklen med Oliver Williams besynderlige rejse i psykiatriens verden med tvangsindlæggelser og bæltefikseringer som nogle ubehagelige fix-punkter. Vi har også forsøgt at være Williams behjælpelig i den komplicerede sag. Han er på sin vis et godt eksempel på en type brugere, som man fra Københavns Kommune gerne vil gøre en særlig indsats for. Det er mennesker som ham, der trods alt har mange gode ressourcer og menneskelige egenskaber, som kan komme i spil igen, og komme samfundet til gavn.
”Psykiatrien er fuld af skæbner som Olivers”, nævnes det i artiklen. Vi møder i vores hverdag mennesker med tilsvarende oplevelser som Williams, -men også folk der føler sig godt hjulpet af behandlingspsykiatrien. Selvom der er masser af eksempler på det modsatte, skal man ikke glemme solstrålehistorierne.
Et sådant eksempel er Mona (fiktivt navn), som har været udsat for noget af det samme som Williams. Hun er blevet indlagt af det opsøgende psykoseteam på Bispebjerg, fordi de to døtre er yderst bekymrede for hendes mentale og fysiske tilstand. Hun isolerer sig i sin lejlighed, og alting er ved at gå i opløsning omkring hende, incl. hende selv. Ifølge den ældste datter, som deler sine bekymringer med os, spiser moderen ikke noget, taber sig alarmerende, isolerer sig fra sociale kontakter og hjemmehjælpere, der kommer i lejligheden er ved at give op for rod og brok.
OPS-teamet dukker op på et tidspunkt hos moderen,-og får mistanke om, at hun er psykotisk på paranoid vis og antager, at det formentlig skyldes medicinsvigt. På et tidspunkt må teamet skride til handling, da moderen opfylder Psykiatrilovens bestemmelser om at være psykotisk og, at undladelse af behandling vil forværre hendes psykiske tilstand. Hun bliver indlagt under vilde protester på gule papirer, og beskylder samtidig døtrene for at stå bag et komplot for at få hende af vejen.
Som pårørende i den situation, står man ofte i et dilemma. På den ene side vil man gerne sikre ens syge mor den hjælp hun har behov for,-men på den anden side vil man også være solidarisk over for hende. Her er det vi som professionelle rådgivere igen og igen må betone, hvor vigtigt det er at kunne DMS´e. Dialog, motivation og samarbejde imellem mennesket og systemet er nødvendigt, hvis der skal komme noget godt ud af i den anden ende.
Tilbage til Williams-sagen. Hvor kunne det være godt, hvis man havde kunnet DMS´e fra start til slut i det behandlingsforløb. I Monas tilfælde lykkedes det fra afdelingens side at starte en dialog op. Selvom det gik langsomt opstod en behandlingsalliance efter nogle måneder. Motivationen begyndte at indfinde sig,-så man undgik medicinsk tvangsbehandling,-en begyndende sygdomserkendelse og et fornuftigt samarbejde førte til en udskrivning ca. 1/2 år efter. I Olivers tilfælde må man have sprunget et led over i DMS-kæden. Det kan skyldes frygt hos behandlerne for, om der her var tale om en farlig mand, som man ikke formår, at føre en åben dialog med. Svært at sige, men set som parallelle forløb, må Mona anses for at være en succeshistorie, fordi man kun bruger minimal tvang, mens Williams historie er mere tvivlsom.
Vores kernegruppe af psykiatribrugere har meget til fælles, men også noget der skiller. I begge tilfælde er der komplekse livshistorier bagved, som man må tage hensyn til fra behandlernes side. Her er Oliver og Mona igen eksempler på, at hvis en behandling skal lykkes, er der ikke nogen smutveje over gærdet. Man kan fylde nok så meget medicin på patienter med eller uden tvang,-men hvis den empatiske behandlingsalliance ikke er tilstede, nytter det hele ikke så meget.
Den går vel og mærke begge veje,-og for at skære budskabet ud i pap, duer det ikke at handle uden en fælles forståelse af, hvad der skal handles på. Det kan være det tager tid at DMS –e, men som hovedregel er det umagen værd. Det er i det perspektiv, vi råder vores brugere, pårørende og behandlere at kombinere DMS med TTT,-tid-tålmodig og tillid, som er det andet ben i vores behandlingssyn. Så har man alle ingridienserne til en god cocktail.
