Charlotte Dichmann havde for længe siden fået stillet diagnosen ”borderline”, og gennem årene skrev hun engageret og modigt om de muligheder, den enkelte fik stillet til rådighed af behandlingssystemet og om de problemer, det medførte.

I begyndelsen af august måned valgte Charlotte Dichmann at begå selvmord, i en alder af kun 30 år. Nedenstående artikel, som hun sendte til Outsideren i juli måned, blev den sidste fra hendes hånd.

PÅ TVÆRS

Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 79 / Af Charlotte Dichmann

”Hvis du vil indlægges, skal du love os ikke at lave ballade!”.  Hvor ofte har jeg ikke bare hørt den bemærkning, men også mødt den som et krav for at jeg igen kunne blive indlagt på psykiatrisk afdeling.

Charlotte Dichmann

Men hvem er jeg egentlig? Jeg hedder Charlotte Dichmann, er snart 30 år gammel og bor som single i egen lejlighed i centrum af Odense. Jeg er psykisk syg (borderline) og lever et aktivt liv med megen sport og aktivitet. Jeg arbejder som frivillig i PIO (Psyk- Info Odense), som er et gratis informationscenter, hvor alle kan få hjælp og informationer om psykiatri og dens sygdomme. Jeg skriver fordi jeg selv i de 7 år jeg fast har været indlagt på psykiatriske afdelinger, har oplevet rigtig mange gode og dårlige ting som andre måske kan lære af inkl. DIG!

Men hvorfor kommer vi patienter og vores pårørende ofte så meget skævt af de personaler der behandler os? Jeg vil prøve at skitsere et par eksempler:

Et eksempel kunne være, at jeg ofte i forsøget på at blive set og hørt laver en hulens masse ballade for at få opmærsomheden, præcis som da jeg som barn i forsøget på at få mine forældrenes opmærksomhed tværede min mors læbestift ud i gulvtæppet, eller da jeg stak hul i min fars nye højtalere.

Borderlinere som mig er på nogle områder som små børn. Og det er ikke nedværdigende ment. Men vi mangler en omsorg og opmærksomhed, vi ikke har fået i vores barndom og som så i de sene teenageår og opefter skal indhentes, men da vi ofte har store relationsproblemer,  kæmper vi for at få omsorgen et andet sted end i vores families skød.

Det er ikke altid til at forstå, hvad der sker i mit og andre menneskers hoveder, og har man en psykisk lidelse, kan det være uforståeligt. Men vi er jo alle mennesker og derfor kan det være interessant at snakke med dem og sætte sig ind i deres verden, hvis man altså vil!?

Mistillid koster liv

Mistillid er en rigtig grim ting at have med at gøre. Både for personalet, den syge selv og de pårørende. Det er min opfattelse, at der er meget af den i Danmark og at den er svær at komme til livs. Det kan koste menneskeliv, hvis det ikke bliver forvandlet til tillid, for uden tillid til hinanden vil et samarbejde ALDRIG kunne fungere, men vil kun trække parterne længere og længere fra hinanden og ødelægge behandlingens succeskriterier.

Jeg kommer til daglig, som mange andre, på DAT (Dialektisk AdfærdsTerapi) i Svendborg og er meget glad for det. Men dernede SKAL man samarbejde, hvilket kan være hårdt for os med borderline, fordi vi hele tiden skal holde ud, øve færdigheder og hver dag træne på de øvelser som er aftalt med behandlerne.

Dernede er det simpelthen et regulært krav, at man samarbejder. Intet samarbejde eller lyst til at prøve at lære at gøre noget andet, end de skadelige handlinger for en selv og andre, som man som borderliner gør – ingen behandling.

Det kommer ikke bare på et sølvfad serveret med kniv og gaffel. Har man ingen fremgang eller succes i behandlingen, afbrydes den.

I psykiatrien er det desværre sjældent sådan, at man mødes nogen steder, hvis man er usamarbejdsvillig eller rettere ”på tværs”. Alle døre lukker så-at-sige i, og man bliver overladt til en almen distriktspsykiatrisk sygeplejerske en gang om måneden, hvis man er så heldig.

Fandens værk

Jeg mener der skal tages hensyn til de mennesker, der har det så psykisk svært af den ene eller anden årsag, som ikke magter at samarbejde pga. deres psykiske tilstand.

Som jeg beskrev tidligere er der altså situationer og sygdomme som gør, at vi som patienter ikke kan samarbejde pga. vores sygdom hvad enten det er skizofreni, depression, ADHD eller andet.

I de situationer er der tilsyneladende mange steder kun én måde for personalet at få gennemført deres vilje på, og det er ved at bruge den magt, de besidder.

Hvorfor ikke tage MIG som det hele handler om, med på råd, når man skal give en type behandling eller medicin, så jeg ved hvad jeg skal arbejde med og på, i stedet for at trække en behandling jeg ikke ønsker ned over hovedet på mig. Lyttede de og gjorde de det, så ville samarbejdet måske glide bedre.

I folkeskolen burde man måske tage det mere alvorligt med emner som psykisk sygdom, euforiserende stoffer og mobning. Det kunne nok spare en del for en masse problemer, hvis man som barn havde lært i skolen OG selvfølgelig hjemme hos forældrene, hvor skadeligt sådan noget som mobning og stoffer og alkohol er.

Mange unge i dagens Danmark har psykoser, fordi de i en tidlig alder legede med hash, ampf, ecstasy og andet skadeligt stof som virker uskadeligt i mange unges øjne. Men tag dog ikke fejl… Det ER farligt. Og afhængighedsskabende. Og dyrt. Og alt muligt andet! Tro mig, jeg har selv været lidt ude i det og det er fandens værk!

Jeg vil sådan ønske for alle psykisk svage, at der kom større indsigt fra alle ikke kun psykiatripersonaler, men også Hr. og Fru Danmark. Det opnås ved at sætte sig ind i deres lidelser og ikke kun dømme dem ud fra ens egne holdninger, men undersøge sygdommen til den pårørende de er i kontakt med, for på den måde måske bedre at kunne forstå og hjælpe den pågældne sindslidende.

Ved mere indsigt, forståelse og hjerterum ER DET MULIGT at slippe af med og forhåbentlig aldrig modtage mærkatet besværlig og på tværs!!

—————–

Alle på tidsskriftet Outsideren vil gerne her sende de varmeste tanker til Charlottes efterladte, familie som venner.

En kommentar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.