“Arbejdet er blevet et kald, som fylder mere og mere i vort liv. Vi søger og finder hele vor identitet på arbejdet, arbejdspladsen er blevet den platform hvorfra alt andet udgår, det er hér vi kæmper og sejrer, lider og elsker…”

 Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 79 / Af journalist Martin Kjeldsen

Som Tommerup Stationsby på Højfyn fremtræder denne solbeskinnede formiddag i juli, er det meget let at glemme, at der findes noget som hedder stress. Vi er langt fra hungersnød, massakrer, krig og kynisme. Vi er langt fra storbyens blinkende lygter, hastige trafik og åndenød. Der er stråtag på husene og vejen er ikke engang asfalteret. Ren idyl, som vor mor (vistnok) lavede den.

I det tidligere hjulmageri, der blev bygget i 1894, bor Jette og Lars Nunnegaard. Med hund og kat, naturligvis. Vejen er byens ældste og nogle af husene har ligget her i over 300 år.

Lars er folkepensionist, men Jette arbejder stadig, så vi har huset for os selv.

Lars Nunnegaard

For Lars tog problemet sin begyndelse med nedlæggelsen af amterne i 2006 og da regeringens strukturreform året efter blev en realitet. Lars var på dette tidspunkt leder af en kommunal daginstitution i den fynske kommune, hvor han stadig har sin bopæl.

– På det tidspunkt havde det stået på i næsten to år med konferencer, seminarer og diplomuddannelser og Gud ved hvad, fortæller Lars, mens han hælder kaffe op. – Forberedelser til de nye ændringer. Vi fik en ny chef-gruppe, og pludselig var der alle mulige bolde i luften og ingen kunne overskue noget.

I Lars’ organisation havde man aldrig haft underskud på budgettet, og det var gået stille og roligt i rigtig mange år. Nu følte Lars det som om hele det lille kongerige faldt sammen.

Som eksempel nævner Lars rengøringsbudgettet på den to-etagers institution, han var leder af. Før kommunalreformen havde de 27,5 ugentlige arbejdstimer til rådighed. Nu kom de ned på 13 timer.

– Vi havde altid haft det princip, at tingene nok skal gå, hvis bare vi tror på vore medmennesker og i det hele taget har tillid til hinanden. Det var med ét slut. Der var alt for meget gas på og vi skulle forholde os til så mange nye ting. Det var ikke til at følge med i. Til sidst sov jeg ikke. Jeg kunne ikke magte det. Jeg var 62 år og lå og kogte og rystede om natten. Det var første gang i mit liv, jeg oplevede sådan noget, ja, bortset fra en enkelt dag, da jeg blev skilt fra min første kone. Men det var noget helt andet.

Efter små 30 år indefor pædagogik og 10 år på den samme arbejdsplads måtte Lars give op.

– Jeg syntes ellers, at jeg var dygtig nok. Men det overskud, vi havde vænnet os til, forsvandt med strukturreformen, og alle folk løb forvirrede omkring i næsten halvandet år. Jeg blokerede simpelthen for alle indtryk. Pludselig kunne jeg bare ikke ta’ mere. Der var simpelthen ikke plads til at tage mere ind. Hovedet var i forvejen fyldt af en masse ting, som var næsten umulige at bearbejde. Det var ikke sådan, at jeg aktivt lukkede af. Det var bare umuligt at tage mere ind. Der var lukket.

Forelsket i arbejdet

For Michael Pedersen, der til daglig arbejder med ledelse og virksomhedsstrategier på Copenhagen Business School, er forvirringen omkring selve begrebet stress medvirkende til at gøre det endnu mere komplekst.:

– Set fra et socialfilosofisk perspektiv er stress et abstrakt begreb, et udsagn, et slags navn som vi giver det at have travlt og at investere sig selv, især på arbejdspladsen. Og som altid, når vi bruger et navn om et abstrakt begreb, har det ligesom fået sit eget liv, er blevet et begreb i begrebet, og der er skabt en hel diskurs og til en vis grad en konsensus omkring det.

“Man kan ikke forlange af folk, at de skal møde engagerede og inspirerede op på arbejde hver dag og være i stand til at “definere sig selv” og “være et helt menneske” for bare at nævne et par af de mange floskler, man som medarbejder i en moderne virksomhed vil støde på…”

– I de sidste tyve år har vilkårene i virksomhederne ændret sig dramatisk, fortæller Michael Pedersen. – Fokus har ændret sig. Hvor de ansatte før havde klart afgrænsede funktioner og en mere eller mindre klart defineret autoritet til at sætte grænser og stille krav, er det med tiden blevet mere og mere op til den enkelte medarbejder, hvordan han/hun vil administrere sin arbejdstid. Samtidig er der blevet indført et ofte totalt uoverskueligt system til administration og ikke mindst kontrol af medarbejdernes arbejdsindsats. Det er blevet en del af virksomheden, af organisationen, som også kræver både fokus og arbejdsindsats.

Derfor, mener Michael Pedersen, er stress ikke bare et individuelt problem, men et problem som også virksomhederne og arbejdsgiverne må tage alvorligt. Og det ved man godt ude i arbejdslivet. Man kan ikke forlange af folk, at de skal møde engagerede og inspirerede op på arbejde hver dag og være i stand til at “definere sig selv” og “være et helt menneske” for bare at nævne et par af de mange floskler, man som medarbejder i en moderne virksomhed vil støde på. Især ikke, når der ikke er klart afgrænsede funktioner at definere sig selv ud fra.

Det handler om et arbejdsmarked, hvor størrelser som øget ansvar, selvstændighed, fleksibilitet og personlig udvikling siden 80’erne har været kernebegreber. Når vi går på arbejde er det ikke mere bare for at tjene nogle penge, så vi kan forsørge os selv og vores familie. Arbejdet er blevet et kald, som fylder mere og mere i vort liv. Vi søger og finder hele vor identitet på arbejdet, arbejdspladsen er blevet den platform hvorfra alt andet udgår, det er hér vi kæmper og sejrer, lider og elsker.

Samtidigt har virksomhedskulturen ændret sig dramatisk. I løbet af de sidste tyve år har vi bevæget os fra den klassiske industrikultur til informationskulturen. .

Michael Pedersen ser dette som én af hovedårsagerne til den grundliggende usikkerhed, der hos flere og flere resulterer i invaliderende stress. Hvor virksomhedens krav til den ansatte før i tiden bare var, at han mødte til tiden og udfyldte sin velafgrænsede funktion, har kravene nu ændret sig til at den ansatte skal investere sig selv i jobbet og virksomheden, definere sine egne rammer for arbejdets udførelse, være ‘selvledende’ som det hedder på nydansk.

Som Michael Pedersen udtrykker det, så er det primære krav, at man møder forelsket op på arbejdet, og en almindelig lønarbejders forhold til sit arbejde kan med rette sammenlignes med et parforhold, hvor det ikke blot er krævet at du er fremme i skoene fagligt, men også at du kender til og er loyal overfor virksomhedens værdigrundlag og har en brændede lidenskab for det, du gør.

Vel at mærke hver dag. Fem dage om ugen. Over 40 uger om året.

Dunk i nødden

Lars kan sagtens genkende dette scenario.

Som de fleste andre af samme generation har han arbejdet hele sit liv. Og han har, helt fra sit første job i tresserne som komis med en månedsløn på 1200 kroner, altid været kendt som en hårdtarbejdende, dygtig og samvittighedsfuld medarbejder. Sammenbruddet kom derfor som et kæmpechok.

Før i tiden kunne der måske være en eftermiddag, hvor Lars rystede lidt og var lidt ved siden af sig selv, men han var altid i stand til at berolige sig selv og ligesom sige ‘det skal nok gå’. Desuden havde Lars en dygtig og rutineret personalegruppe, hvor der ligesom var plads til det hele.

– Men der er sket noget med arbejdsmarkedet, og det er svært at sætte fingeren på, hvad det præcist er, siger han. – Jeg er jo ikke den eneste, der har oplevet det. Men det er ikke svært at give  ledelsesstrukturen skylden. Før i tiden blev man chef ved at arbejde sig op igennem organisationen, og det betød, at chefen vidste, hvad der foregik på alle niveauer. Sådan er det ikke længere. Nu bliver folk uddannet til stillingerne. Al respekt for uddannelser, men man når man kommer frisk fra en uddannelse og skal overtage en chefstilling i en fyrre år gammel virksomhed, så er det et problem for hele virksomheden. Det duer bare ikke. De har ganske enkelt ikke forstand på det. Før i tiden var princippet, at når man skulle spare, så tog man fra toppen. Det dér med, at besparelserne skal tages fra bunden, det er noget helt nyt og det er helt vanvittigt. Man udnyttede, at arbejderne havde forstand på det de lavede, at de vidste hvad det handlede om. Det gør man ikke mere.

“Ordet humanisme er snart forsvundet fuldstændigt ud af vort sprog. Man hører det stort set aldrig. Kravene til produktion og konkurrence efterlader ikke plads til menneskelighed. Økonomi og systemtænkning er blevet parametrene for al aktivitet..”

På Lars’ arbejdsplads betød denne fagre nye verden indførelse af massive kontrolfunktioner.

– Før i tiden tog vi ud og snakkede med folk i familierne, når der var problemer. Med tiden udviklede det sig i en retning, hvor det mere og mere var den interne kontrol og bureaukratiet, der blev det vigtige. Det er ligesom det ikke mere er mennesker, vi har med at gøre, men regneark på en skærm. Da jeg startede, kunne jeg gribe knoglen og ringe til min chef og få en snak med hende samme dag, og sagen var allerede i gang med det. Umiddelbart før jeg holdt op, under den nye ledelse, kunne jeg blive kaldt til samtale på grund af udformningen af en rapport. Ikke noget om indholdet, men formen, strukturen på rapporten. Hvordan det var skrevet, ikke hvad der stod. Det er jo vanvittigt. Spild af ressourcer. Det gi’r stress…

– Der sker jo det, at man gi’r op, fortsætter han. – Mit personale forventede, at jeg bakkede dem op, og samme tilgængelighed forventede jeg jo fra mine overordnede. Før i tiden kunne jeg for eksempel forvente af min chef, at han til en vis grad ville tage mine skideballer for mig, og man kunne altid banke på hans dør og sige ‘Jeg har et problem’. Ingen kan jo overskue alt alene. Man har brug for andre at vende tingene med, konflikterne såvel som det positive. Også når det gælder interne problemer i personalegruppen. Vi støttede hinanden. Gennem alle processer og på alle niveauer. Alt dette var med ét slut. Så ligger man dér om natten og spekulerer, og man ved egentlig godt, at det kun kan føre til én beslutning, nemlig at gi’ op…

For Lars havde netop denne beslutning karakter af en enorm lettelse.

– Der gik et stykke tid med at overdrage alting til dem, som skulle overtage. Jeg skulle ligesom have skibet sikkert afsted. Efter det var der en periode, hvor jeg ganske enkelt ikke gad noget som helst. Det var en mærkelig tid. Mig, der altid havde gang i mange ting og snakkede som en hest. Det tog mig cirka to år at bearbejde den personlige omstilling. At erkende at mit arbejdsliv var slut…

I denne periode blev lokalsamfundet en vigtig faktor for Lars. At bo i en lille landsby, hvor alle kommer hinanden ved og man snakker med hinanden.

– I efterrationaliseringens klare lys har nedturen jo lært mig en masse om mig selv. I situationen var det selvfølgelig verdens undergang, det totale kollaps af alt hvad jeg kendte til. Men på den anden side havde jeg godt af at få det dunk i nødden. Finde ud af, at jeg var et menneske. Sådan har vi mennesker det jo med at overleve. Som årene går falder brikkerne på plads.

– Før i tiden kunne jeg klare de her krusninger på livets hav ved at forlade huset og gå en tur. Altså ikke noget med at stikke af eller gå på værtshus, men simpelthen bare gå en tur. Og få brikkerne til at falde på plads. Ligesom når man lægger puslespil. Sikkert også for at få brændt adrenalinen af. Jeg var jo helt oppe at køre på adrenalin, da jeg gik ned med stress. Det føltes sgu som at være på stoffer.

De forsvundne ord

Nadja Prætorius er psykolog og psykoterapeut med speciale i at supervisere stress-ramte offentligt ansatte. Hun ser stress som et udtryk for magtesløshed, og de stigende krav til kontrol som en af hovedårsagerne til det stigende antal stress-patienter.

-Mange steder, også i det offentlige, bliver medarbejdernes indsats målt i kvantitet i stedet for kvalitet, analyserer Nadja Prætorius.  – I sundhedssektoren, hvor arbejdet består i relation mellem mennesker og hvor den enkelte arbejdsopgave er baseret på menneskelig samvær, er kontrolfunktionen simpelthen ødelæggende for udførelse af arbejdet. Dermed bliver det menneskelige system ganske enkelt udsat for en dobbeltimpuls. Medarbejderen vil selvfølgelig helst gøre det bedste for at kvaliteten i arbejdet bliver så god som mulig, men i sidste ende skal kontrolfunktionen imødekommes og den måler udelukkende kvanititet.

-Et tydeligt eksempel, igen fra det offentlige, er, at ordet “omsorg” næsten er blevet et fy-ord, fortæller Nadja Prætorius. – Tilsyneladende i erkendelse af, at det er umuligt at yde omsorg, er ordet simpelthen forsvundet ud af de offentlige hjælperes ordbog.

Og denne ændring i selve det sprog vi taler, har betydning for ikke bare de sociale strukturer, men også for det enkelte menneskes selvforståelse. At den offentlige debat omkring arbejdsmarkedsspørgsmål i større og større grad bliver overladt til økonomer, politologer, eksperter i statskundskab og markedsanalytikere, er ikke med til at gøre fremmedgørelsen mindre. Også hér er den postmodernistiske managementkulturs sprogbrug ved at blive den dominerende.

– Det virker som om der slet ikke er plads til mennesker i det moderne markedssamfund. Ordet humanisme er snart forsvundet fuldstændigt ud af vort sprog. Man hører det stort set aldrig. Kravene til produktion og konkurrence efterlader ikke plads til menneskelighed. Økonomi og systemtænkning er blevet parametrene for al aktivitet, siger Nadja Prætorius.

Magtens sprog

I Tommerup Stationsby sidder Lars og kan kun være enig med eksperterne, når de giver kommunikation en del af skylden for stress på arbejdspladsen.

– Se på magteliten, de såkaldte beslutningstagere, politikere, virksomhedsledere og mediefolk: de taler det samme sprog. Og det gælder også næste led: embedsmændene. De er stort set allesammen uddannede jurister og økonomer og akademikere, og de taler det samme sprog. De forstår hinanden. Men vi andre, nede på gulvet, forstår ikke en skid af, hvad de snakker om, og de forstår ikke hvad vi snakker om.

– Vi kender dem jo allesammen fra fjernsynet. Magtens sprog, autoriteternes sprog. Tal og begreber, som ingen ved hvad betyder. Den brasilianske teoretiker og pædagog Paulo Freire siger: ‘Hvis du begynder at tale magtens sprog har du tabt’. Og det er det vi ser ske. Meget af det som bliver sagt, lyder jo fint og fornemt, fordi det er svært at forstå. Sagde du det samme på almindeligt dansk, så ville vi allesammen tænke Hold da kæft noget vrøvl, men fordi vi efterhånden har lært dette sprog at kende, uden nødvendigvis at forstå det, så accepterer vi det og nikker. Og føler os utilstrækkelige og svage.

– Så skal det jo gå galt.

——–

Om forfatteren til denne artikel: Martin Leon Kjeldsen, født i 1969, førtidspensionist, bipolar diagnose, alkoholiker. Journalist, skribent, grafisk kunstner og musiker. Gik i 1997 ned med stress og depressioner, som udviklede sig til et svært alkoholmisbrug. Blev i 2003 udredt og diagnosticeret. Tilbragte 6 år på forskellige psykiatriske bosteder. Er nu ædru og umedicineret og har afviklet al kontakt med psykiatrien. 

En kommentar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.