Outsideren nr. 81 er ude hos vores abonnenter
“Dagen efter sender jeg en mail til arbejde, hvor jeg skriver, at jeg holder fri, indtil jeg starter officielt den 16. januar. Derefter tager jeg et smut forbi den psykiatriske skadestue. Lægen, jeg kommer til at tale med, siger at jeg ikke er ved at blive syg igen, men at jeg bare panikker, fordi jeg i lidt for hurtig grad har fået mere energi. Tag det roligt, så skal det nok falde til ro, siger hun. Og begynd at tag Serequel, siger hun også. Jeg er enig! Jeg vil tage Serequel resten af mit liv.
Om eftermiddagen går jeg rundt i Fælledparken og Assistents Kirkegården. Jeg sidder vel på alle de bænke, der er der, og bare glor ud i luften, inden jeg går videre til den næste bænk. Det er min måde at falde ned på. Da jeg kommer hjem, hører jeg, at der er en besked på telefonsvareren fra min sagsbehandler. Hun siger, at jeg først kan starte den 23. januar, altså en uge senere end oprindeligt planlagt, fordi papirarbejdet ikke er gået igennem endnu. Jeg tænker, at det måske er gud, der holder hånden under mig. Gud har tænkt, at Jens, han skal lige have en uge mere til at falde ned på, til at få medicinen i orden, til at komme i balance, inden jeg starter rigtigt i arbejde.”
Læs resten af Jens Rønn’s personlige essay i det nye nummer – 40 sider om livet på grænsen af fornuften
HVEM ER VI?
Outsideren er Danmarks største brugerblad om psykiatri, og 100 % uafhængigt af politiske, religiøse og økonomiske interesser. Vi tager imod penge fra (næsten) alle, der har lyst til at give os nogle – det er ganske enkelt forudsætningen for at vi kan udkomme – men det påvirker ikke på nogen måde indholdet. At skrive som vi vil, det er selve grundlaget for dette blad, som det også fremgår af vores etiske regelsæt, som du kan finde her på hjemmesiden.
Outsideren udkom første gang for 17 år siden og bliver i dag lavet på frivillig basis af en gruppe frivillige, der har erfaring med psykiske lidelser på egen krop. Vi ved, at vanvid kan være både en rædsel – og uimodståeligt spændende. Outsideren ser sig selv som et talerør for erfaringerne i sindssygen og forestillingerne derfra.
Hvis du selv vil blogge her på hjemmesiden, send os en mail: redaktion@outsideren.dk
Og så er du naturligvis velkommen til at tegne abonnement på os – priserne kan du finde i kolofonen til venstre.