”Hvad var det dog der skete med mig? Jeg var pludselig ude af stand til at handle samlet og fornuftigt. Det hele var kaos omkring mig. Jeg glemte aftaler. Jeg glemte vigtige ting folk havde fortalt mig. Jeg væltede uden grund på min cykel. Brændte maden på. Ja, jeg kunne blive ved. Jeg kendte ikke mig selv og frygtede kort og godt, at jeg var ved at blive tosset. Jeg har for eksempel senere fået fortalt, at jeg løb rundt i vores boligområde grædende og fortalte/skreg: “Luise er død – Luise er død” Jeg husker det ikke…”

Ovenstående er skrevet af Dorrit Cato Christensen, der for syv år siden mistede sin datter, Luise, som følge af radikal overmedicinering. Med udgangspunkt i sine egne – og andre pårørendes – erfaringer, fortæller Dorrit Cato Christensen her om de typiske faser i sorgen, når ens nærmeste dør i det psykiatriske system.

Min største frygt var, at jeg var ved at blive tosset –

Der er dog lys forude, selv om vejen til at finde det er lang

Foreningen Død i Psykiatrien har haft og får løbende henvendelser fra pårørende, som pludselig og uventet har mistet et kært familiemedlem i psykiatrisk behandling. Hvert menneske behandler naturligvis sin sorg på sin egen måde, men erfaringen siger mig, at der er så mange fællesnævnere for sorgforløb efter sådan en definitiv ulykke, at jeg godt kan forsvare at skrive generelt om forløbet.

Jeg begynder med at skrive i JEG – form og fortsætter i den mere upersonlige MAN – form.

Dorrit Cato fotograferet til en høring på Christiansborg om dødsfald i psykiatrien.
Foto: Jette Nielsen

Telefonopkaldet, der ændrede mit liv.

Hvad var det dog der skete med mig. Jeg var pludselig ude af stand til at handle samlet og fornuftigt. Det hele var kaos omkring mig. Jeg glemte aftaler. Jeg glemte vigtige ting folk havde fortalt mig. Jeg væltede uden grund på min cykel. Brændte maden på. Ja, jeg kunne blive ved. Jeg kendte ikke mig selv og frygtede kort og godt, at jeg var ved at blive tosset.

Den pludselige ændring i mit liv skete den 15. juli 2005 kl. 06.30, hvor jeg fik et telefonopkald fra Amager Hospitals psykiatriske afdeling, hvor man oplyste mig om, at min datter Luise en time tidligere var død, pludselig og uventet.

Chokket ved sådan en definitiv meddelelse kan ord ikke beskrive. Følelsesmæssigt var jeg lammet samtidig med at tankerne myldrede rundt i hovedet – hvorfor skulle det ske. Jeg havde ikke kontrol over mig selv og mine handlinger. Vidste kort og godt ikke, hvad jeg gjorde.

Jeg har for eksempel senere fået fortalt, at jeg løb rundt i vores boligområde grædende og fortalte/skreg: “Luise er død – Luise er død.” Jeg husker det ikke.

Derefter gik jeg fuldstændig manisk i gang med skriftligt at kontakte alle tænkelige instanser. Politiet, hospitalet, klagenævnet, pressen og andre, som jeg mente kunne hjælpe, eller som ville lægge øre til. Jeg sov næsten ikke.

Et var sikkert. Fremover ville jeg arbejde på, at den samme ulykke ikke skulle ske for andre.

Jeg troede måske mine tanker og handlemåde var unik, men må sande, at alle som har henvendt sig med samme ulykkelige budskab har sagt det samme: “Jeg har mistet min kære. Det er uomtvisteligt, men jeg vil være med til at arbejde på at det ikke skal ske for andre. De siger også, at det må frem til offentligheden, hvordan vores kære er blevet behandlet.” Der skal klages. Vi skal gøre opmærksom på, og vi skal en tilkendegivelse af, at vores pårørendes dødsfald var urimeligt. De døde, fordi de ikke blev behandlet med rettidig omhu”. Dernæst spørgsmålet: “Hvad gør I som forening for at oplyse om forholdene, og hvad kan jeg som enkelt person gøre”. Chokket og sorgen omdannes til vrede, hvilket giver stor energi og handlekraft. Så længe man handler oplever man på en mærkelig måde, at ens kære er nærværende, og at man arbejder for dem.

Sorgforløbet går ind i en ny og pinefuld fase

Efter den første periode med handlekraft og med vreden som drivkraft begynder det at gå op for en, at man aldrig får sin kære tilbage.

Sorgen og savnet bliver tiltagende ubærligt. Der er hele tiden situationer i dagligdagen, hvor man for eksempel tænker; “Det skal jeg lige fortælle til … Nåh nej vedkommende er her jo ikke mere.”

Og så synker man hen i den dybe sørgmodige tilstand. Samtidig bliver skuffelsen over, at man ikke på nogen måde har fået det, der ligner en tilkendegivelse af, at vores pårørendes bortgang var urimelig mere og mere dominerende. Man synker ned i et dybt sort hul, som man ikke kan forestille sig, at man nogensinde kommer op af. Man sidder tilbage med bitterheden – selvfølgelig først og fremmest fordi man har mistet sine kære. Men det faktum, at ens klager bliver overhørt og fejet af bordet med et pennestrøg, gør en meget desillusioneret.

Nu har energien til at “gøre noget” godt og grundigt forladt en. I den fase kan det være svært at se noget som helst positivt ved livet. Mange har givet udtryk for, at de ofte har lyst til at falde i søvn og aldrig vågne mere.

Men livet fortsætter. Man udfører de daglige gøremål som i drømme. Ser venner og bekendte og bliver nødt til at “hygge sig” og “more sig”, for man skal jo ikke være en pestilens for sin omverden, for så forsvinder netværket lige så stille. Man lever, men på mange måde som en skygge af sig selv. Der kommer dog flere og flere lyse øjeblikke. Man finder pludselig sig selv sidde i en forsamling og grine ad et eller andet sjovt. Der dukker flere og flere dejlige minder op om ens kære.

Minder har der jo været lige fra dag et. Men i lang tid (flere år) var minderne forbundet med dyb smerte og bitterhed. Dette ændrer sig gudskelov på et eller andet tidspunkt – det er svært at sige hvornår – Men pludselig en dag oplever du at kunne mindes sin afdøde med en dejlig varme. Fra at være smertefulde ændrer minderne sig til at blive en slags lindring for sjælen. De tunge og bitre følelser træder mere og mere i baggrunden.

Tiden læger alle sår

Man hører ofte fra velmenende mennesker ordsproget. “Tiden læger alle sår”. Den kan man til gengæld ikke bruge til noget. Kun tænke: “De siger det vel i bedste mening, men ved ikke hvad de taler om. Sårene læges aldrig. Men livet med sorgen over ens afdøde får en ny plads i ens bevidsthed. Og det er vigtigt, at man “udnytter” dette på en positiv måde. Tænker på de gode stunder man havde med sit familiemedlem, taler om de positive egenskaber vedkommende havde. I det hele taget trækker alt tænkeligt positivt frem i front.

Man bliver menneske igen. Naturligvis aldrig den samme som før.

Sorgen og savnet forsvinder aldrig, men det finder en plads, så man også kan leve et “normalt liv”. De sørgmodige stunder og tungsindet vil altid komme, men de bliver sjældnere.

Det har betydet meget for os, at vi i foreningen har haft hinanden at tale med – os der har mistet . Mange har tilkendegivet, at de aldrig var kommet igennem den første svære tid, hvis de ikke havde haft støtte fra foreningen, hvor vi har kunnet tale om de forskellige faser man gennemgår efter at have mistet sin kære.

—–

Læs flere artikler på Outsideren.dk om De Korte Liv. Du kan læse en anmeldelse af Dorrit Cato Christensens bog “Kære Louise” her, samt følge Dorrit Cato på hendes blog

—–

Fakta: Om dødsfald i psykiatrien:

(Fra “Død i Psykiatriens” hjemmeside – her kan du finde kildehenvisninger)

Fra 2003 til 2007 er der registreret 823 pludselige og uforklarlige dødsfald relateret til psykoser og depressioner.

Til sammenligning modtog Lægemiddelstyrelsen fra 1997 til 2008 indberetning fra psykiatrien om 46 dødsfald, hvor medicin til psykisk syge var mistænkt for at være årsag til døden. Lægemiddelstyrelsen vurderer dog selv, at den ikke får kendskab til alle sager. Øverst på listen over indberettede psykofarmaka står Serdolect, Zyprexa, Seroquel og Leponex.

Skizofreni-patienter har totalt set 4,9 gange øget risiko for pludselig død.

Fra 2002 til 2006 er forbruget af antipsykotika steget med 24 %. Antallet af mennesker i behandling er i samme periode kun steget med 1,6 %

Bivirkningerne af antipsykotisk medicin er meget alvorlige, og mange af disse bivirkninger er varige. Medicinen er medvirkende årsag til, at levealderen er forkortet med ca. 25 år for borgere med psykiske lidelser.

30-50 % af patienter med skizofreni behandles med flere end ét antipsykotikum, og ca. 45 % behandles samtidig med nervemedicin af typen benzodiazepiner. I en række dokumenterede tilfælde sker dette på trods af Sundhedsstyrelsens retningslinier.

Troen på, at medicinen er det eneste, der virker, er forkert:

På 8 % af patienter med vrangforestillinger og hallucinationer virker medicinen slet ikke.

Faktorer, der fremmer recovery: Håb, sociale relationer, ikke stigmatisering, så lidt medicin som muligt, mening i livet, arbejde …

2 Kommentarer

  1. Anna Marie Buch

    Kære Dorrit.
    Jeg har læst dette nu i dag for første gang. Blev meget berørt og tænker, at det er utrolig stærkt af dig at gøre det du gør.
    Vil ringe til dig i aften.

    kh. Anna Marie.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.