Et teaterstykke fra den virkelige verden
Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 83 / Af Jens Rønn
Scene 1. Det er en mandag morgen i oktober måned. Ind træder Jens af hovedindgangen på Rigshospitalet i København. Han går ret hurtigt – og hektisk – frem mod informationsskranken.
– Kan du fortælle mig vejen til den psykiatriske skadestue?, spørger han næsten halvråbende, måske lidt upassende i forhold til at damen bag skranken står lige over ham.
– Jo, jo. DET KAN JEG GODT. Jo, jo. Det kan jeg godt. JO, JO, svarer hun.
Jens kender ikke hendes navn, men beslutter sig for, at hun må hedde Annie. Hun er tydeligt nervøs, og gentager sig selv med en hektisk stemmeføring.
Jens tænker, at Annie måske, som optakt til jobbet i informationsskranken, har været til flere ”Sådan tackler du en psykisk syg”- kurser. Nu står Annie så for første gang overfor en psykisk syg i levende live. Jens! Alarmklokkerne bimler hos hende. Psykisk syg. En psykisk syg. En ægte psykisk syg.
”Han har det underligt. Er fyldt af en masse energi,
men samtidig er det som om hans skelet om et sekund vil falde sammen,
knogle for knogle, under ham. En skrøbelighed som pokker i helvede. ”
Som modvægt skal bemærkes, at Jens nu heller ikke er den, der skal føle sig for god, når det handler om det, man kan kalde sindsligevægt. Dagen forinden har han på mail sagt sit job hos Københavns Kommune op efter kun 14 dage i stillingen. Det er uklart, hvorfor han har gjort det, men een ting er sikker. Jens føler, han har styr på det hele. Han mediterer, går i en halv-buddistisk mediationsgruppe og siger til folk, at han er sådan er lidt spirituel. Derfor behøver han ikke medicin, og det med diagnoser er noget pjat, som en psykiater har prakket ham på.
Jens har altså endegyldigt lagt psykiatrien bag sig. Helt sikkert.
Scene 2. Nu står Jens alligevel ved informationsskranken og spørger efter den psykiatriske skadestue, så nogen vil måske bemærke, at han ikke har helt styr på det. Det skal du dog ikke sige højt, for så bliver Jens bare sur. Jens har styr på sagerne. Det står fast. Han er her bare for en god ordens skyld, slet ikke fordi han skal indlægges eller noget. Nu står han overfor Annie, der febrilsk prøver at vise ham på kortet over Rigshospitalet, hvor han skal gå hen.
– Den psykiatriske skadestue ligger i den sydøstlige ende af bygningen, ved Edel Saumtes Alle, siger Annie og tegner en cirkel på kortet.
Hun forsøger på én og samme gang at holde en vis afstand til Jens, samtidig med at hun må bevæge sig tættere på ham, ellers kan han jo ikke se kortet. Det er lidt akavet. Men Jens tager kortet, bevæger sig ud imod sin halvrustne Kildemoes cykel, og begynder cykelturen. Han kører rundt på de lidt kringlede veje omkring rigshospitalet, og stopper op overfor det, som han mener må være målet, den psykiatriske skadestue.
Jens kigger op og ser, at han holder lige foran patienthotellet. Hvorfor har Annie sat cirkel omkring patienthotellet, det er da heller ikke i den sydøstlige ende, som hun snakkede om?
– Hvorfor viste du mig hen til en helt forkert bygning, spørger Jens tilbage i informationsskranken hos Annie.
Nu er Anni er een stor undskyldning, men formår alligevel at sætte kryds på et nyt kort omkring en anden bygning, hvor der står noget med psykiatri. Jens cykler de 300-400 meter derhen. Han går ind i bygningen og kommer til en ret lang gang, der ender i en lukket dør. Han går frem og tilbage, prøver at tage fat i nogle håndtag, uden held.
Så begynder han at banke hårdt på en af dørene.
– Hvorfor er der ikke nogen, der kan hjælpe mig, råber Jens.
Mennesker kommer ud af dørene, men de ligner ikke læger eller sygeplejersker.
– Hvad er det der sker her, hvor er folk henne, tænker Jens.
Han har det underligt. Er fyldt af en masse energi, men samtidig er det som om hans skelet om et sekund vil falde sammen, knogle for knogle, under ham. En skrøbelighed som pokker i helvede.
Nu tænker han for første gang i lange tider, at han måske ikke har det helt godt. Og endelig bliver en ny dør åbnet. En venlig portør kommer ud og siger, at det her er en normal psykiatrisk afdeling, og ikke en psykiatrisk skadestue. Faktisk findes der ikke længere nogen psykiatrisk skadestue på rigshospitalet. Den lukkede 1. december 2009.
Den nærmeste psykiatriske skadesstue er derimod den på Bispebjerg hospital.
Scene 3. Jens tager nu turen mod Bispebjerg hospital (og ikke Bloksbjerg, som det lige strejfer ham). Her finder han frem til en psykiatriske skadestue, og kommer også til at tale med en læge. Lidt henne i samtalen spørger hun ham, om han gerne vil indlægges. – Ja, siger Jens taknemmeligt, og lader sig for første gang i uendelige tider falde sammen og gråden presse sig på…
Og her tager vi afslutningsvis et lille spring – henover en masse ubehageligt. Frem til en tid, hvor Jens igen er ude i det frie. Frem til der, hvor intet er helt det samme. Et billede på det er, at Jens nu kommer fast på Rigshospitalet hver 3. måned for at få taget en blodprøve, der kan vise om kroppen fungerer, som den skal. Jens tager nemlig noget stemningsstabiliserende medicin kaldet Litium, som kan påvirke organerne (han tager også en del anden medicin).
Som sagt, intet er helt som før. Men hver gang Jens kommer forbi Rigshospitalet, kigger han mod informationsskranken. Er det mon Annie, der sidder der? Han kan ikke helt huske hvordan hun så ud, men han vil aldrig glemme hende.
Annie?
—–
Jens Rønn er 33 år og bor i Vanløse. Han er uddannet statskundskaber fra Aarhus Universitet og arbejder i den lettere venstresnoede tænketank Cevea.