Som ihærdig bruger af behandlersystemet gennem et langt liv og nærmest ægteskabeligt forhold til psykiatrien ved jeg, hvad jeg taler om..
Et apropos til professor Svend Brinkmann’s advarsel mod sygeliggørelse af almene, menneskelige følelser
Af Egon Strongminder
Det er fra flere sider blevet påpeget, at det har taget overhånd. Det med sygeliggørelsen af alle. ”Er vi alle psykisk syge?”. Under denne overskrift har professor i psykologi, Svend Brinkmann, udtalt sig med en advarsel om at sygeliggøre alle menneskelige følelser. Han har påpeget en stærkt stigende tilbøjelighed blandt behandlerne (psykiatere, psykologer, psykoterapeuter etc.) med en omsiggribende diagnosticering og sygeliggørelse af mennesker med almene problemer som sorg, depression, sørgmodighed, nedtrykthed, melankoli o.l.
Det er først nu, at jeg kan se tilbage på og lave et opgør med dette uvæsen.
Som ihærdig bruger af behandlersystemet gennem et langt liv og nærmest ægteskabeligt forhold til psykiatrien ved jeg, hvad jeg taler om. Lige siden min pure ungdom, hvor jeg havde vanskeligheder med et bryde igennem til voksenlivet, og til nu, hvor jeg har rundet de 60 år, har jeg bestandigt været optaget af såvel psykiatri og psykologi for at forstå mig selv bedre.
Når man så blander det til en cocktail mellem en tilpas grad af autoritetstro og ganske almindelig hypokondri i afvigeradfærd, skal der vel ikke så meget til at kunne forstå, at jeg stort set har haft samtlige de psykiatriske diagnoser, som findes.Eksempelvis næsten alle neuroser, da det var moderne i 70èrne.
Det er først nu, at jeg kan se tilbage på og lave et opgør med dette uvæsen. I tilbageblik erindrer jeg bl.a. også en optagethed af, og hele diskussionen om, normalitet i 70èrne og 80`erne, men også af forfatteren Leif Panduros og filminstruktøren Ingmar Bergmann, der begge levede deres indre dramaer ud i deres værker, men som begge var stærkt afhængige af og samtidig hadede psykiatere.
Mit motto er nu: længe leve mangfoldigheden.
Jeg er ikke længere i en sygdomsfiksering, men har bevæget mig ud i samfundet og blandt ”normale” mennesker. Jeg har i stakkevis af fagbøger om psykologi og psykiatri stående på reolen, men åbner ikke længere nogen af disse bøger, fordi jeg ved, hvad de gør ved mig. Jeg er gift med en ganske vidunderlig pige, som er god til at bringe fornuft ind i billedet. Har to dejlige drenge og et barnebarn.
Dette er ikke nogen kritik af behandlerne, fordi jeg nu fuldt ud forstår hvorfor, de har handlet som de har, men det har blot været en indelukkende optik for mig. Det ser jeg nu med et afklaret tilbageblik på mit lange liv.
Adrenalinen har nærmest kogt i mine blodbaner, og jeg har haft vanskeligheder ved at komme ned i gear.
Jeg har ofte været faret vild i al denne sagkundskab og sindets mere eller mindre dunkle afkroge og er i dag førtidspensioneret med en psykiatrisk diagnose.
Selv mener jeg, at der er tale om en ganske gemen ”udbrændthed” efter mange år i et fag, hvor der blev stillet store krav til kreativitet, tempo og engagement, og hvor jeg altid har haft svært ved at holde fri, når fyraftensfløjten lød. Adrenalinen har nærmest kogt i mine blodbaner, og jeg har haft vanskeligheder ved at komme ned i gear. Udbrændthed er således blevet den seneste diagnose, hvis gyldighed blot er i sin vorden hos behandlerne og systemet.
I 30 år har jeg arbejdet som uddannet journalist ved såvel aviser, radio som tv. Jeg har med en vis ironi og selvdistancering i et lokalt tidsskrift ”Tilfældet Egon” beskrevet min samlede livssituation, og når frem til akkurat de samme konklusioner som Svend Brinkmann gør. I dette tidsskrift fortæller jeg om, hvordan man gør sig selv til et tilfælde og bliver bekræftet af behandlerapparatet. Det sker efter årelange konsultationer og omgange hos diverse psykiatere og psykologer. Det hører med til historien, at jeg stadig er i kontakt med en psykiater og får medicin.
Sidstnævnte forhold var i øvrigt årsag til, at jeg på et møde blandt en stor forsamling af psykisk sårbare, stillede dette spørgsmål: Hvordan kan man undgå at få en helt altdominerende selvopfattelse af, at man er syg, når man hver eneste morgen hælder masser af medicin ned gennem halsen? Det var der ingen, der kunne besvare i forsamlingen.
Der er dog den væsentlige tilføjelse til al den sygdomsfiksering og diagnosticering førte til, at man følte at ens tanker og følelser grundlæggende var syg.
Det hører også med til historien (journalen), at jeg gennem årene med jævne mellemrum har haft angst og depression, men det kan mere den dag i dag beskrives som livskriser og altså af almen karakter. Måske har jeg været særligt følsom, men det er jo så det. Der er dog den væsentlige tilføjelse til al den sygdomsfiksering og diagnosticering førte til, at man følte at ens tanker og følelser grundlæggende var syg. Afvigende. Anderledes. Og hermed en altafgørende distancering fra alle andre mennesker. Isolering af følelseslivet. Afgørende har det tillige været, at holde disse skavanker hemmelige og med heraf følgende endeløse løgne og dobbeltliv. Det åg har jeg også kastet fra mig, og står nu frimodigt frem i offentligheden. Denne proces har i sig selv været selvforstærkende positiv og konstruktiv for mig.
Jeg vil dog ikke være afvisende overfor, at der stadig er mange tabuer og forestillinger, der skal brydes ned om psykisk sårbare medmennesker.
Jeg skal heller ikke afvise, at nogen mennesker kan have det så skidt, at de får en diagnose med den efterfølgende rigtige behandling.
Desværre har jeg ét stort, alvorligt og uafklaret punkt. Det er det med pillerne. Skyller jeg dem ud i toiletvandet og stopper med at indtage dem. Hvad sker der så? Lukker jeg så op for det helt store atomare, mentale ragnarok og kommer ud på bundløst dyb. Jeg ved det ikke, men tør ikke få det efterprøvet. Og ingen kan give mig svar på, hvad der vil ske.
Endsige ikke min psykiater.
Det er det med pillerne.
Skyller jeg dem ud i toiletvandet og stopper med at indtage dem.
Hvad sker der så?
Lukker jeg så op for det helt store atomare, mentale ragnarok og kommer ud på bundløst dyb.