Men hvad jeg ikke ejer af gods og guld det har jeg til gengæld i tid.
Faktisk har jeg hvert minut af mit liv, nat såvel som dag,
til fuldstændig rådighed…
Udkantsbloggeren Martin Kjeldsen skriver løbende om tilværelsen i Udkantsdanmark
For mindre end et halvt år siden boede jeg i Odense, havde min adresse i en vestlig forstad, almen bolig, den sidste af en hel række blokke ud mod en stærkt trafikeret omfartsvej. Et par og halvfjerds kvadratmeter, bad, køkken og kosteskab. Her boede jeg med kat og kone
Katten og konen har jeg stadig. Resten er byttet ud med et nydeligt stråtækket hus på Vestfyn, endda beliggende hist hvor vejen slår en bugt. Historien om hvordan det kom sig således er lang og indviklet. Det kan ske jeg vil løfte sløret undervejs i disse optegnelser.
Men hér sidder jeg så, på bænken uden for Odense Rådhus. Flakhaven med sine mennesker står i sitrende sollys foran mig. Det er marts, og der er stadig frost i luften. Jeg er den hjemvendte søn, flygtningen der krydser sit spor.
Det er langt fra første gang, jeg sidder her, men det er første gang jeg sidder 
her siden jeg flygtede. Nåja, flugt er måske ikke det rigtige udtryk at anvende, nogle ville nok kalde det en anelse dramatisk. Det føltes jo ikke sådan. Det var jo ikke sådan at min kone og jeg var tvunget til at pakke alle nødvendige ejendele og stikke af. Det foregik i god ro og orden, alt var planlagt og handlingen forholdsvis velovervejet.
Hvorfor har jeg det så alligevel sådan, som jeg sidder her i Odense midtby, i domkirkens skygge, en formiddag i marts? Som var jeg en flygtning…
Men det er også forvirringen. Det, at alting er i bevægelse.
Det er til dels larmen. Den uudgrundelige, evige kakofoni af mennesker og deres transportmidler, der giver genlyd i de gamle gader, flyder sammen, væver og hvirvler rundt over stenbroen. Men det er også forvirringen. Det, at alting er i bevægelse. Hvert enkelt menneske – hende med barnevognen og iPhonen, ham med hunden og poserne – i bevægelse fra det ene sted til det andet. Undervejs. På vej.
Jeg sidder hér og har ikke en kinamands chance for at vide, hvor hun er på vej hen med sin barnevogn eller hvor han kommer fra med sin hund, men alligevel kommer det mig ved. Det er som om deres tilstedeværelse og dermed deres hastige bevægelse gennem byen trækker i mig. Som om der et sted er en stemme som hvisker “Gå nu med!”
Misforstå mig ikke. Det er ikke én af den slags stemmer. Det er mere en følelse. Som om kollektivets fælles beslutning om at bevæge sig, gå, cykle, løbe, køre, trækker i mig, på trods af, at jeg sidder godt her på bænken og hverken er sulten eller tørstig eller har brug for et klap på kinden.
Og som jeg sidder der ved jeg, at jeg ikke er den del af dette.
Det eneste jeg ejer er en gammel bil og et par kondisko
Jeg har hverken job, hjemmeboende børn, milliongæld eller ansvar. Jeg har ingen ambitioner, ingen drømme og fantasier om vækst og værdier, og jeg har ingen løgne eller illusioner som jeg er tvunget til at holde ved lige. Alt dette har jeg lagt bag mig for længst. Det eneste jeg ejer er en gammel bil og et par kondisko, førstnævnte kører min kone rundt i, sidstnævnte har jeg på.
Når man siger “tid er penge” er det en grov generalisering og faktisk fuldstændigt forkert
Men hvad jeg ikke ejer af gods og guld det har jeg til gengæld i tid. Faktisk har jeg hvert minut af mit liv, nat såvel som dag, til fuldstændig rådighed.
Tid er en valuta. Nej, lad os for en gangs skyld undlade at tage økonom-brillerne på, alt kan jo ikke omsættes til valuta. Når man siger “tid er penge” er det en grov generalisering og faktisk fuldstændigt forkert, da tiden kom før pengene og det derfor ville være mest sandt at sige “Penge er tid”. Tiden er fundamentet for enhver valuta.
Og her sidder jeg, fem minutter i tolv, og betragter det myldrende liv i Odense midtby. Kollektivets fælles bevægelse, ind og ud, omkring og imellem hinanden, og det jeg ser er en hel masse mennesker, der synes at mangle det eneste jeg besidder, nemlig tid. Mennesker har jo ikke travlt, hvis de har masser af tid. De har omsat deres tid til penge. Så nu har de travlt.
Jeg er trods alt en del af fællesskabet, selvom jeg sidder her, invalid og isoleret.
Og derfor er der forskel på mig og hende med barnevognen. Jeg har ikke travlt. Men deres bevægelse, deres travlhed, trækker alligevel i mig. Måske er det min ubevidste længsel efter at tage del, der gør mig urolig.
Guderne skal vide, at jeg ikke har noget som helst bevidst ønske om at blive en del af det, men jeg ved fra mange timers terapi, at underbevidstheden kan have en hel anden agenda. Måske er det mine gener. Jeg er trods alt en del af fællesskabet, selvom jeg sidder her, invalid og isoleret. Måske er det ikke mig der længes efter fællesskabet, men fællesskabet, der rækker ud mod mig med sit “Gå nu med!”.
Det er stress. En væsentlig årsag til, at jeg sidder her, førtidspensioneret, udsat, på sidelinjen, parkeret på offentlig forsørgelse. Stress.
Og jeg er glad for, at forsynet, skæbnen, guderne eller hvem det nu var, har været mig nådig og givet mig den chance, der nu gør, at jeg kan trække på skuldrene, tage min mobiltelefon og ringe til min kone og spørge, om vi ikke snart skal tage hjem.
Og derfor føler jeg mig som en flygtning, for det var jo denne stress jeg flygtede fra. Det, at jeg, selvom jeg har masser af tid, hér i storbyens os og larm, hele tiden følte mig trukket med og af sted af kollektivets travlhed. Da jeg boede her følte jeg den ikke.
Men jeg ved nu, i efterrationaliseringens kliniske lys, at den uro har plaget mig. Og jeg er glad for, at forsynet, skæbnen, guderne eller hvem det nu var, har været mig nådig og givet mig den chance, der nu gør, at jeg kan trække på skuldrene, tage min mobiltelefon og ringe til min kone og spørge, om vi ikke snart skal tage hjem.
Ikke til et hjem i forstæderne med udsigt til omfartsvejen, men til et lille stråtækket hus midt på landet.
Jeg elsker storbyen. Fornemmelsen af bevægelse, liv og travlhed. Men jeg kan godt være den foruden.
Udkanten passer mig bedre.
—-
Udkantsbloggeren skriver løbende om tilværelsen i Udkantsdanmark
Om udkantsbloggeren:
Navn: Martin Kjeldsen. 44 år. Førtidspensioneret journalist mm.
Lidt om mig:
Jeg er alkoholiker. Ja, det er under alle omstændigheder, hvad jeg har valgt at kalde mig selv. Hvorvidt der overhovedet findes noget som hedder “alkoholiker”, ja, det kan der være delte meninger om, men noget skal man jo kalde det.
Jeg tror jeg var i starten af tyverne, da der var noget som sagde mig, at dét dér med druk, det kunne jeg ikke rigtig styre, men der skulle gå næsten ti år før jeg tog mig sammen til at gøre noget ved det. I den tid nåede jeg at uddanne mig som journalist og stifte et lokalt, sydfynsk tidsskrift, hvor jeg fungerede som redaktør i fire år. Jeg nåede også at udvikle et betragteligt alkoholproblem.
I 1997 måtte jeg kaste håndklædet i ringen. På det tidspunkt var jeg blevet smidt ud af min kæreste, stod uden bolig og måtte holde op med at arbejde.
Nå, men så røg jeg jo på rehab, og så rullede møllen ellers, og det endte altså med, at jeg blev diagnosticeret med en affektiv bipolar sindslidelse. Mit alkoholforbrug havde været en slags selvmedicinering, en måde at kontrollere svingningerne på. Gammel historie, nærmest en klassiker.
Jeg fik en førtidspension. Det er otte år siden, hvor det stadig var mulig for almindeligt syge at få en førtidspension. Nu om stunder skal man jo nærmest ligge for døden, før det kan lade sig gøre.
Min kone og jeg er for nyligt flyttet fra en boligblok i en Odense-forstad til et lille, stråtækket hus midt på bøhlandet på Vestfyn. Jeg hørte i radioen, at folk flytter som sindssyge fra landet ind til byerne, så vi tænkte at vi ville gøre det modsatte.
Udkanten har sin egen charme – på godt og ondt.
