At huske de små sejre

Var til psykolog for nyligt og inden havde jeg lyst til en smøg, så jeg satte mig ved en bænk på trods af, at der sad et par stykker i forvejen.

Det ramte mig bagefter, at det ville jeg slet ikke have haft kræfter til for et år siden. Jeg blev enormt glad og tog det til mig, at jeg har styrke til mange flere ting.

Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 83 / Af Jonas Strandgaard

Foto: Jette Nielsen
Foto: Jette Nielsen

For at overleve min kamp husker jeg mig selv på, hvor meget jeg flytter mine grænser – hver dag. At jeg når nye store mål, som at tage til koncerter. Familiefester. Gå i byen uden panik. Og når jeg overkommer flere dage i træk med selvskadende trang.

Jeg har ikke været selvskadende i halvandet år nu. Dét er en af de ting, jeg sætter stor pris på, det er en meget konkret ting, hvor ud fra jeg kan måle, hvor langt jeg er nået. At leve. Værdsætte mit liv. At huske på de små sejre, som når jeg overvinder den gnavende angst ved selv at hente mad i stuen, også når den er fyldt med mennesker. Hjertet, der hamrer, og tanker der ikke vil stå stille i det kaotiske kaos. At kunne blive siddende i bussen i hele 20 minutter med den konstante fornemmelse af, at jeg sidder og råber, og at alle ved mine inderste tanker.

Der går længere og længere mellem indlæggelserne. Selvmordstankerne er ikke nær så dominerende. Dét med at stoppe op, se tilbage på dagen og virkelig sætte pris på de store, men helt sikkert også, de små fremskridt. Og så er jeg virkelig velsignet med en helt fantastisk familie. De gør alt for at forstå min situation. At kæmpe for dem, men også mig selv, gør kampen det hele værd. Ja, jeg har triste dage. Eller dage, hvor symptomerne tager til, men det hjælper mig at skrive dagbog, så jeg kan se, at jeg har mange flere dage, hvor livet viser sig fra sin lyseste side.

Livet er værd at leve for mig, når jeg kan se og mærke de helt store fremskridt, jeg gør hver eneste dag. Når jeg får ros. Når jeg kan mærke den gensidige kærlighed, der stråler fra familien, når også de kan mærke de små ting.

—–

Jonas Strandgaard er 25 år og bor på Udsigten i Roskilde. Han studerer STU, hvor han læser dansk, engelsk og matematik.

Jonas overvejer pt at blive En Af Os ambassadør