På hver side af den lange gang er der døre. Inde bag hver dør, bor et menneske, med en eller anden form for psykisk problem. Dørene bliver sjældent åbnet. Ude på gangen står designerstolene tomme. Outsideren har besøgt Thorupgården, et af landets bocentre for sindslidende, for at opleve stemningen indefra.
Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 78 /Af Klavs Serup Rasmussen og Niels Gjern Johansen
Et stenkast fra søerne, ligger en stor firkantet bygning. De røde murstensvægge, dyre møbler og grønne planter i foyeren, giver indtrykket af et finere hotel i indre København. Kun de farvede striber på gulvet, der ligesom på et hospital viser hen til administration, boliger, kantine og café, afslører at det store hus i den stille gade, er noget helt andet. 
Thorupgården på Nørrebro, er et psykiatrisk bosted med 175 boliger. Psykiatrien er oftest noget fagfolk drøfter. Eksperter og pårørende. Mennesker udefra. Men hvordan det egentlig er, at bo et sted som Thorupgården, ved de færreste. En af beboerne på Thorupgården hedder ’E’ – hun har indvilget i at fortælle om sin hverdag. E’s lejlighed er et rum med en betonvæg i midten, i alt 1½ værelse i kommunens øjne. Gule planter, der vist engang var grønne, står i vinduet. Reolen er fyldt med antikke tegneserier. E er 33 år gammel, og har boet på Thorupgården i fem år. På E’s arbejdsbord ligger der handsker, limpistol og akupunkturnåle, en kop med gammelt blod i, det er den ægte vare. E er i gang med at lodde. Solen og de varme brosten ude foran indgangen er meget langt væk nu – det her er E’s verden: – Gangen udenfor min dør, ligner noget fra en forladt russisk hotel. Den er lang og øde. Alle billederne er pillet ned, og der står nogle smarte stole som ingen bruger. Gulvtæppet har været dyrt, det kan jeg se, og der er vævet et mønster ind i det, som ligner en kæde af kromosomer. Men jeg tænker altid på et fængsel, når jeg går på gangen, siger E. Billederne blev pillet ned, da en af beboerne hængte sine egne op. Sidenhen har væggene være nøgne. E bliver afbrudt, da der bliver banket på døren. Der er joints til salg. E siger nej og sender ham væk, ikke i dag. Andre gange bliver der røget igennem. Så går der nogle uger med det, indtil længslen efter at der skal ske noget afgørende nyt, tager over. Noget der ville styrke E’s selvtillid. Så tvivlen om, hvorvidt hun kan gennemføre noget som helst, ikke får overtaget. – Jeg ville gerne have nogle flere ting, jeg skal. Jeg kan bare ikke lige se hvordan. Som det er nu, går jeg til healing og spiller backgammon. Og jeg får NADA-akupunktur (akupunktur i øre-regionen, red.). Det giver en indre ro, og det hjælper. Jeg har ikke brug for så meget medicin, når jeg får NADA. Jeg havde også et drivhus på min altan, som jeg passede. Men det blæste væk, og jeg gider ikke starte noget nyt op, siger E. For at kunne bo på Thorupgården, skal man være så påvirket af sine psykiske problemer, at kommunen vurderer, at noget vil gå galt, hvis man skal klare tilværelsen på egen hånd. E er nogenlunde enig. – Jeg var svingdørspatient i mange år, før jeg blev indlagt i lang tid på Sct. Hans. Den indlæggelse kom efter jeg en morgen fandt en god ven død. Han lå ved siden af mig og var helt kold. Jeg vil gerne ud og have en helt almindelig bolig en dag, det er mit ypperste mål. Men jeg vil ikke være svingdørspatient igen. Hellere tage det helt stille og roligt og bo som jeg gør nu, siger E. Ude på gangen lugter der lidt af plejehjem. Toner af hakkebøf og gammel røg. E tager aldrig elevatoren, efter en beboer havde tisset i den. For enden af gange er der en opslagstavle, med ugens begivenheder. En uge var den vigtigste besked ”Yoghurt med drys, aflyst.” Tavlen udgør den faste daglige kommunikation mellem personalet og beboerne. Resten sker efter behov.
Ønskede sig en radio
– Jeg flyttede ind her, efter at have været indlagt på Skt. Hans i 21 måneder. Det er lang tid. Og der sker noget med ens hoved, når indlæggelsen varer så længe. Færdighederne forsvinder. For første gang i syv år – eller fem, hvis man trækker indlæggelsen fra – lavede jeg linsesuppe forleden. Det tog mig syv år før jeg var i stand til det. Ikke fordi jeg ikke ved, hvordan man laver linsesuppe. Jeg har bare ikke været i stand til det før. Men man bliver også raskere af at være indlagt, det er lidt mystisk, siger E. De fleste beboere på Thorupgården har nogenlunde samme forhistorie som E. Langvarige indlæggelser på psykiatriske afdelinger og psykiske problemer, der har det med at spænde ben uden varsel. – Da jeg flyttede ind her for fem år siden, var Thorupgården præcist, hvad jeg havde brug for. Ingen blandede sig, ingen krævede noget, og man skulle ikke være sammen med andre. Min kontaktperson virkede ligeglad med mig. Jeg kunne passe mig selv, og det var godt, siger E. Men det der er godt i perioder – at der ikke er blevet stillet krav – præger også hverdagen på Thorupgården. E kalder det en ghetto, fordi stedet har sit helt eget liv. – Der var en fest, jeg ikke deltog i, fordi der kom en ballonmand. Han lavede ballondyr og spurgte hvad beboerne ønskede sig. En ønskede sig en radio, sjovt nok, men ballondyr er noget man laver til børnefødselsdage. Der er også sommerkoloni, jeg ikke deltager i, fordi retorikken omkring den ikke er så heldig. Det er sådan noget med, at hvor er det flot, at I kan hygge jer, selvom I er psykisk syge. Men det er velment, så jeg bærer over med det, siger E. Der er fællesspisning i kantinen morgen, middag og aften. Det er sjældent at E spiser med. I stedet sover hun. Ofte til klokken tre om eftermiddagen. Personalet kommer engang imellem med forslag til ting, E burde lave. Eller kunne. Indtil videre er det ikke noget, E har gjort mere ved. – Jeg bor her og får penge fra kommunen, uden at der er stilles nogen krav til gengæld. Det er måske ikke altid så god en idé, bare at lade folk passe sig selv 24 timer i døgnet. Men det var det engang, for mig. Omvendt, er der er også nogen der går ned på det. Mennesker der går på arbejde, får ligesom styret deres tid. En jeg kender, der arbejder fem timer om dagen, fortalte mig, at når hun var på job, fik hun fri for sig selv. Det lød meget behageligt og er det bedste argument for at arbejde, jeg nogensinde har hørt, siger E.
Ånderne
Ligesom de andre beboere på Thorupgården, opholder E sig det meste af tiden i sin lejlighed. Hver dag. Tiden går på egen hånd. Og ikke kun med at se fjernsyn. – Især når det bliver aften, kommer der nogle åndevæsener hen til min lejlighed. Og jeg kan ikke finde ud af, om de er energier eller noget psykotisk. Jeg har fornemmet dem i mange år, og de var inde i mig, da jeg var indlagt. Ånderne plejer at blive på hospitalet, men det gør de ikke mere. Jeg mærker dem, men ser dem ikke. I min journal kaldes de følelseshallucinationer. Det er en uge siden, de var her sidst, men de stresser og presser mig. Jeg taler engang imellem med personalet på etagen om det – bare ikke psykiateren. Der var en kontaktperson som var god at tale med, han har så desværre sagt op, det er egentlig også lige meget, det er godt at få fortalt om det, selvom de ikke helt forstår hvad jeg taler om. Det er godt, at nogen anerkender, hvad jeg siger. Det er jo en parallel virkelighed, men hvad er virkeligheden egentlig? Jeg kan godt selv høre, at det lyder lidt psykotisk, men det vigtige er ikke, hvad det er. Det er, hvad det gør ved mig, og hvordan jeg kan håndtere det. Og de væsener gør mig bange og utryg. Om aftenen kan jeg trække gardinerne for og lægge mig under en kugledyne og slappe af. Tage piller. Om dagen er der ikke så meget at gøre. Jeg ville rigtig gerne kunne gøre noget, en eller anden form for handling, tilkalde en åndemaner, siger E imens hun tegner små figurer på et papir. Kuglepennen i hendes hånd reklamerer for et medicinalfirma. E samler på dem, og stjæler altid de nyeste reklamepenne hos psykiateren. E hælder noget kaffe op i sin kop. Hun ser træt ud når hun fortæller om sine helt egne kampe, dem kun hun kender til bunds. Samtidig er hverdagen på Thorupgården begyndt at gå hende på. – Der er mange problemer, som man ikke gider have med at gøre, men som man alligevel bliver rodet ind i. Folk spiller høj musik, og nogen er bare tossede. Der er kun én her, som jeg egentlig har lyst til at omgås. Og hun bor på 3. Så nu tænker jeg meget på at flytte, siger E – Det er også mærkeligt at bo et sted, hvor der hele tiden er nogen, der dør. Så bliver vi samlet og får at vide, at nu er en eller anden oppe på 4. død. Og hvis man ikke er hjemme, hører man måske aldrig om det. Et par gange er jeg gået med til en begravelse, hvis jeg var knyttet til den døde, men det er længe siden. Da jeg flyttede hertil, tog jeg mange mennesker ind, men ikke længere. Jeg blev bare fyldt op på et tidspunkt. Nu lærer jeg kun nye at kende, hvis de selv er meget opsøgende og det nye personale kender jeg knap nok, siger E. E er gået i gang med det eneste, hun føler hun kan gøre, – Jeg er klar til at flytte og venter bare på at det går igennem i kommunen. Der hvor jeg gerne vil flytte hen, bor der ganske vist også syge mennesker, men de er mere på afstand. Væggene er tykkere der, psykisk, for hér kan man møde anstrengende mennesker, bare man går ud af sin dør. Der hvor jeg gerne vil flytte hen, bor man i en opgang med adskilte lejligheder. Der er lidt mere distance. Håber jeg, fortæller E.
_______________________________________
’E’ har ønsket at være anonym. ’E’ understreger at Thorupgården, var det helt rigtige tilbud til hende, de første år hun boede der. ’E’s rigtige navn er selvfølgelig redaktionen bekendt.