Den danske sundhedsstyrelse er fast besluttet på at få fjernet nervemedicin af typen benzodiazepin fra markedet – og læger, der fortsætter med at udskrive medicinen, risikerer at blive indberettet og i yderste fald sat fra bestillingen. Det har haft store konsekvenser for et ukendt antal mennesker med kraftige psykiske problemer, der er blevet sat på tvungen udtrapning – for manges vedkommende uden at der er fundet de nødvendige alternativer til den forkætrede medicin.
Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 86 / Personlig beretning af Ronnie Rasmussen
Jeg har været i udtrapning flere gange for mit forbrug af nervemedicinen – benzodiazepiner – uden at jeg som borger har fået mulighed for modargumentation. Det har som regel resulteret i alt for meget alkohol, ludomani, dyre værtshusregninger og resignation. Til gengæld er min udtrapning af andre typer psykofarmaka forløbet uden abstinenser. Det gælder utallige SSRI-produkter – antidepressiver – der er blevet droppet fra dag til dag, lige som alverdens andre typer af medicin er smuttet fra receptblokken og ud af mit liv.
Stort set alt fra apotekets hylder med mulig reducering af angsten har været i mine blodbaner. Men det eneste, der virkeligt har hjulpet mig til et nogenlunde værdigt liv, er de berygtede og udskældte benzodiazepiner (bz-ere), som aldrig har medført en eneste bivirkning, bortset fra afhængighed og i ustrukturerede perioder toleransudvikling, hvor jeg har måttet tage mere medicin for at opretholde balancen. Dette kan jeg i dag styre med faste tidspunkter, hvor jeg smider den vidunderlige pille i munden.
Længe kunne jeg tage min medicin uden indblanding. Men da jeg på et tidspunkt flyttede fra min daværende kæreste, måtte jeg også skifte læge og det betød fornyet opmærksomhed på mit forbrug af bz-ere. Min psykolog kunne intet indvende mod beslutningen, uanset om hun var enig eller ej, men hun opmuntrede mig med, at mine forbedringer i livsstil og psyke måske nu gjorde mig egnet sted til udtrapning. Og da jeg stoler ubetinget på hende, gik jeg knap så modvilligt i gang med at finde motivation til det forestående projekt. Herom senere.
Øvelser uden værdighed
Vejrtrækningsøvelser, jordforbindelsesøvelser og eksponeringsopgaver og utallige timer i terapi har aldrig gavnet mig i mere end kort tid. Det er ikke realistisk og slet ikke værdigt at lave øvelser i dagevis. Og jeg skal lave vejrtrækningsøvelser og meditere konstant, hvis angsten skal holdes i ro uden bz-ere. Kun den kognitive samtale-terapi kan i den situation hjælpe mod negative tanker og lavt selvværd. Den nuværende psykolog har eksempelvis overvundet min afstandtagen fra at tage imod ros. Og det har unægtelig gavnet, at jeg ikke betragter alle udførte opgaver som utilstrækkelige.
Det skal slås fast: Bz-erne reducerer angsten betydeligt, men giver ikke livsglæde og vitalitet. Den kommer af psykiske energier, som jeg selv skal skabe – og det har jeg gjort. De dokumenterede fremskridt med kognitiv terapi hos psykologen har medført et utal af forandringer. Min livsstil er så forandret, at de nærmeste knapt forstår det. Til tider kniber det også selv med forståelsen. Og jeg kan momentant bebrejde mig selv, at jeg ikke ændrede livsstil for mange år siden. Jeg drikker næsten aldrig alkohol mere. Jeg træner hver dag. Jeg skriver næsten hver dag. Jeg går aldrig på værtshus. Jeg har droppet venner, hvor samværet primært handler om misbrug. Og det er kun få af de ændringer, der er kommet ud af psykologens konstante opbakning.
Uden nervemedicin magter jeg imidlertid ikke at opretholde den stabile og konstruktive hverdag, der er et resultat af og forudsætningen for alle mine fremskridt. Men Sundhedsstyrelsens beslutningstagere mener åbenbart, at mulig toleransudvikling og afhængighed er langt værre end et dagligt helvede uden kontakt til mine døtre på 10 og 13 år, skænderier med mødre og familie og kæresten, økonomisk uføre, druk og total uansvarlighed og manglende disciplin.
Jeg ville selvfølgelig gerne, at mit arbejde med psykologen havde bragt mig så langt, at jeg ikke mere behøvede at frygte den diffuse og invaliderende angst i en grad, så bz-erne var en absolut nødvendighed. Sådan er det bare ikke. Jeg har papir på, at psyken er kronisk beskadiget, og selvmord har til tider domineret tankerne. Heldigvis har jeg kun forsøgt at drikke mig til døde et par gange. Og det er jeg elendig til, for jeg bliver hurtigt træt af de frygtelige tømmermænd, der sjældent kan drikkes væk…
For mig ville den eneste store – men noget absurde – gevinst ved en udtrapning af benzodiazepiner være, at jeg ikke mere skulle løbe spidsrod hos bedrevidende læger, der aldrig selv har prøvet at løbetræne om natten for at undgå kontakt med andre mennesker eller andre angstreducende undvigelsesmanøvrer. Det har heller aldrig været specielt behageligt og konstruktivt at skulle genfortælle sygdomsforløbet for at få ordineret piller, for derefter at blive mødt med arrogance og ligegyldighed. Det er faktisk angstfremkaldende. Men jeg har måttet forklare om psyken igen og igen til den ene nye læge efter den anden, fordi jeg er flyttet utallige gange – hvilket igen skyldes kampen for en uddannelse, et arbejde eller måske en kæreste, der ikke orkede min belastede psyke.
Tvang med humor
Men så kom da dagen, hvor den tvungne udtrapning tog sin begyndelse. Efter en forsamtale med en sygeplejerske blev jeg indskrevet som dagpatient på Vejle misbrugscentret den 7. december 2012 – sådan nærmest under nødvendig tvang fra lægen.
De 5 milligram benzodiazepin af mærket Alprozolam, jeg tog som dagsration, skabte lidt startvanskeligheder, da det tilsyneladende er en stor dosis. Sygeplejersken undersøgte gennem den tilknyttede konsulent – en psykiater – hvordan de skulle angribe udtrapningen. De overvejede et mildere produkt med en længere halveringstid. En umiddelbar fornuftig ide, men det viste sig med en omregningstabel, at et skifte til eksempelvis Oxazepam – en anden bz-type – betød indtagelse af 163 milligram om dagen..
Efter psykiaterens mening var det uforsvarligt med de 163 mg uden overvågning, så det krævede en indlæggelse på psykiatrisk afdeling under opstarten. Men da der mangler sengepladser i
psykiatrien, endte denne første fase heldigvis med, at jeg fortsatte på Alprazolam. Og i en periode nød jeg oven i købet turen med bus til misbrugscentret, hvor jeg fik pillerne udleveret, for sygeplejersken, sekretæren og jeg fandt efterhånden en ganske god balance, hvor humor ikke var udelukket i samtalerne.
Desværre var det ikke godt for mig med de to ugentlige besøg på misbrugscenteret. Faste rammer og tider har aldrig været specielt velegnet for min til tider uregerlige psyke, og jeg fik det stadig dårligere. Jeg tænkte mange tanker i de dage. For eksempel, hvorfor Sundhedsstyrelsen ikke gør det ulovligt at indtage alkohol dagligt, da det er yderst sundhedsskadeligt? Eller ikke kræver alle smøger fjernet fra hylderne i stedet – for bare at advare om konsekvenser? Eller forbyder den antipsykotiske medicin, Seroquel, som jeg nu er afhængig af i forbindelse med indsovning, men som samtidig har placeret 30 kilo fedt, hvor der før var muskler grundet styrketræning? Det er jo heller ikke godt med overvægt.
Sådan tænkte jeg, mens jeg kæmpede videre. Psykologen hjalp mig med en skrivelse, der påpegede, at det ville være til gavn for min tilstand, hvis jeg kun skulle hente piller een gang om ugen. Det blev accepteret, hvilket betød meget mindre stress i hjerne og psyke. Men alligevel fungerede den planlagte udtrapningsplan ikke – trods et på papiret roligt udtrapningstempo. Fra 5 til 4,75 mg gik det fint. Fra 4,75 til 4,5 gik det nogenlunde. Fra 4,5 til 4,25 begyndte psyken at protestere.
Tilsidst havde jeg det så skidt, at misbrugscenteret fik gartneren til at levere pillerne hjemme hos mig et par gange, men en permanent kørselsordning kom ikke i stand. I de kommende uger måtte jeg derfor flere gange få kæresten til at køre fra Horsens til misbrugscenteret i Vejle for at afhente medicinen. Det var uholdbart. Og imens fortsatte jeg min glidetur mod den velkendte afgrund med druk og svigt af alle vigtige aftaler.
Udlån af psyke
For nogle måneder siden lykkedes det mig endelig at få argumenteret et foreløbigt stop i forløbet igennem. Det blev gennemført at fastfryse nedtrapningen – indtil videre, ihvertfald – og tilmed at jeg fremover vil kunne hente bz-erne i dosispakninger på et apotek, hvortil der er en fast tilknyttet kørselsordning. Det har skabt så meget ro, at jeg endnu ikke har haft brug for kørselsordningen, men kan hente medicinen selv. Jeg fungerer igen med værdighed og med ærlighed, og jeg kan næsten altid overholde aftaler og være nærværende over for børn og kæresten. Jeg er i den grad tilfreds med udviklingen, for jeg ville ikke igen kunne magte en tilværelse, hvor jeg måtte drikke meget og forsøge at købe medicin uden om det legale system – og hvor jeg igen kunne miste den stabile kontakt med mine døtre. Det sidstnævnte ville være den ultimative katastrofe. Mine døtre har en næsten stabil far, når han er på nervemedicin – og med de svigt, som de tidligere har oplevet fra min side, skriver de med garanti under på, at de gerne vil beholde mig, som jeg er nu. Selv hvis bivirkningerne skulle være personlighedsændringer, så er vi alle tilfredse med det. Bortset fra Sundhedsstyrelsen og nogle af eksperterne udi medicinering. Hvorfor skulle det også genere dem, at vi er nogle, der må leve med en invaliderende angst?
Men selv Sundhedsstyrelsen indser forhåbentlig, at mennesker på benzodiazepiner, der kan styre forbruget – og ikke har brugbare alternativer – ikke skal straffes og placeres i et 24 timers dagligt mareridt.
Jeg udlåner i hvert fald gerne min urolige psyke, der bare ikke er modtagelig for fuldstændig helbredelse med terapi, ud til modstandere af benzodiazepiner. Efter to dage i min krop uden beroligende medicin, forsvinder lysten til at opretholde en så streng politik med garanti. Meget medicin mod invaliderende fysiske lidelser udskrives uden diskussioner trods bivirkninger – for at give mennesker så værdigt et liv som muligt – men samme regler gælder ikke for kronisk sindslidende. Det ville være rart med ligeberettigelse, så også en sindslidende får ret til medbestemmelse over eget liv..
Jeg ville ønske, at behandlersystemet ville blive mere fleksibelt og ikke bare opstille hensynsløse regler på området. Jeg er ikke en vred og bitter mand længere, men hvis man ønsker sig en samfundsfjende, så fjern min nervemedicin igen uden nogen form for effektfuld erstatning.