Af Grethe Nielsen
Da jeg var indlagt med en fødselspsykose, var tanken om min søn og bevidstheden om, at jeg skal være hans mor resten af mit liv, den største drivkraft til at få mig ud af psykosen. Når jeg var drevet for langt væk i mine vrangforestillinger, kunne jeg tage en konvolut frem med mit navn og adressen på Psykiatrisk Center Hvidovre og på den måde minde mig selv om, hvor jeg var. Det ville hive mig ud af vrangforestillingerne. Jeg kunne finde de to billeder af min søn frem, som min daværende mand havde givet mig. Jeg brugte dem som minder i min turismemetafor, hvor jeg troede, at jeg var på rejse. De var en slags souvenirs, der skulle minde mig om det stoppested på mit livs rejse, der hedder moderskabet og min søn.
En halv time ad gangen
At jeg er mor, har i den grad tvunget mig til at blive rask. Og i den sammenhæng er tvang ment positivt. Jeg har ikke bare kunnet lade stå til og tænke, at det nok skal gå alt sammen. Jeg har måttet kæmpe. Jeg har måttet tage mig sammen. Og det har hjulpet. I begyndelsen kunne jeg kun være sammen med min søn i en halv time ad gangen. Min koncentrationsevne var voldsomt nedsat, hvis ikke ikkeeksisterende, så jeg bevægede mig forsigtigt fremad ved at være sammen med ham i længere og så lidt længere tid ad gangen.
Presset på mig kom også udefra, da vi knap et halvt år efter fødslen blev dagsindlagt på et spædbørnsambulatorium i tre måneder med det fokus at styrke min moderrolle. Flere gange om ugen skulle jeg i fem timer være sammen med min søn sammen med en sundhedsplejerske. Men det var mere, end jeg kunne klare. Det pressede mig til det yderste. Jeg var nødt til at hvile mig, når min søn sov. Jeg kunne langt fra være en opmærksom og nærværende mor. Jeg var til gengæld en usikker, træt og ukoncentreret mor.
Da min søn siden hen kom på et observations- og behandlingshjem, kunne jeg kun klare at besøge ham og min daværende mand i 2-2½ time ad gangen et par gange om ugen. Det var et fremskridt. Men det gik stadig kun langsomt fremad. Min tid sammen med min søn var de næste 10 måneder rimelig konstant.
På besøg i mit eget hjem
Da min søn kom hjem derfra, var min daværende mand og jeg blevet separeret, og jeg var flyttet. Da jeg fandt min egen lejlighed i marts 2013, begyndte min søn at komme på besøg hos mig et par gange om ugen sammen med en konsulent fra et eksternt konsulentfirma og senere en familiebehandler fra kommunen. Jeg fik gradvist flere og flere timer sammen med ham. Fra efteråret eller vinteren 2013 begyndte jeg at hente min søn i vuggestuen sammen med familiebehandleren. Senere kunne jeg hente ham alene, og så kom familiebehandleren hjemme hos mig og støttede mig i mit samvær med min dreng. Vi udvidede langsomt repertoiret over ting, jeg kunne med min søn. Først at hente i vuggestuen, så at lege med ham og gå på legeplads med ham alene. Senere at lave mad, mens han er hos mig og købe ind sammen. I begyndelsen af i år kunne jeg have ham på weekend alene, og jeg har haft ham fire gange en uge ad gangen alene. Jeg har også været i Zoologisk Have med ham et par gange alene og er begyndt at have ham med på besøg hos familie og venner. Lige pludselig gik det stærkt. Nu har jeg ham hver anden weekend fra torsdag til mandag.
Jo mere, jeg er kommet mig, jo mere har jeg kunnet være mor for min søn. Det vil jeg for alt i verden ikke miste. Det vil gå umådeligt meget ud over ham, men også mig hvis jeg får en ny psykose.
At være mor gør, at man er nødt til at blive rask og blive stærkere. Jeg tænker, at hvis jeg i en anden sammenhæng, uden at have en søn, var blevet psykisk syg, så var jeg sygnet hen. Jeg tror ikke, at jeg uden min søn ville have haft viljestyrken til at kæmpe. Det er skræmmende at tænke på.