Af Grethe Nielsen
Da jeg var indlagt med en fødselspsykose, gik jeg rundt og sagde ”En Klovborgost tager den tid, en Klovborgost skal tage”. Det var mit billede på, at det ville tage sin tid, før jeg fik det godt igen. For godt et års tid siden så jeg så en ostereklame med en stor ost med en alt for lille osteklokke over. På reklamen stod der ”Vokseværk”. Jeg tog det som et tegn på, at jeg var på vej ud af den osteklokke, som medicinen og sygdommen har holdt mig i.
I dag er jeg næsten rask. Jeg er ude af det stemningsstabiliserende præparat Litium, og jeg er ved at blive trappet ud af det antipsykotiske præperat Zyprexa.
Men ikke kun på det lavere medicinforbrug, kan jeg se, at jeg har fået det bedre. Jeg er også begyndt at have min søn alene. Jeg har haft ham fire gange alene en uge ad gangen. Jeg har ham nu hver anden weekend fra torsdag til mandag. Man kan sige, at jeg har skiftet identitet. Nok er jeg stadig psykiatribruger, men jeg er i langt højere grad deltidsmor.
Indtil begyndelsen af året kom der en fra kommunen og hjalp mig med de nye ting, der skulle afprøves sammen med min søn. Jeg har også haft nogle gode samtaler med hende fra kommunen om moderskabet og de glæder og udfordringer, det bringer med sig. Men da jeg på egen hånd tog spontant i Zoologisk Have sammen med min søn, besluttede vi at lukke sagen, så jeg på sigt selv skal kunne klare alle de udfordringer, der dukker op, når jeg er sammen med min søn.
Min omgangskreds har også bemærket, at jeg er blevet gladere, efter jeg er kommet ud af Litium. Jeg er kommet i endnu bedre kontakt med mine følelser, selvom jeg stadig har svært ved at græde. Måske har sygdommen gjort mig stærkere, siden jeg sjældent græder. Det kan selvfølgelig være en forklaring. Det kan også være moderskabet, der har gjort mig stærkere, dog samtidig mere sårbar, for tænk hvis der sker min søn noget. Men det må blive tiden, der viser, om jeg er blevet så stærk, at jeg ikke bliver psykotisk igen. Lige nu trapper jeg langsomt ud af Zyprexa og håber på, at jeg ikke får tilbagefald, for min søn kan ikke klare at have en syg mor to et halvt år mere.
Det tegner godt: Jeg føler mindre og mindre, at jeg befinder mig i en osteklokke og ikke har noget at sige, når jeg snakker med folk. Ja, jeg er faktisk begyndt at snakke meget og hurtigere, så måske har osteklokken forladt mig helt. Bare det ikke tager overhånd, og jeg får tankemylder igen. Men lige nu har jeg kontrol over det, og mine tanker er ikke blevet for hurtige, selvom min hjerne fungerer bedre.