Af Grethe Nielsen
Jeg kan ikke pege på én grund til, at jeg fik en fødselspsykose for snart tre år siden. Jeg kan pege på mange, og måske er der flere, end jeg er bevidst om. Derfor spørger jeg mig selv, om jeg fået bearbejdet alle de ting, der ligger til grund for min fødselspsykose? Jeg føler, at jeg fik dem bearbejdet gennem leg med symboler og symbolske lege, da jeg var indlagt. Men kan man egentlig det, spekulerer jeg.
Jeg har ikke følt det store behov for at snakke med min psykolog om de mange ting, der spillede ind på, at jeg blev syg. Er det en fejl? Jeg skal ikke have flere børn, for jeg er bange for at få en ny fødselspsykose. Men tingene fylder ellers ikke særligt meget i mine tanker længere. Trods jeg stadig tager medicin og ikke er raskmeldt hos hverken psykiater eller Jobcenter, føler jeg mig rask.
Hvordan jeg kom hertil – hvordan jeg blev syg og rask igen – vil jeg nu forsøge at forklare.
Tyggegummi på sadlen
Jeg var et usikkert barn. Jeg turde ikke tage toget sammen med min lillebror fra Ringsted til Nyborg, når vi skulle besøge min farmor og farfar. Jeg græd meget, var selvkritisk og tolkede situationer forkert. Da jeg begyndte til violin i 3. klasse og var i god tid, sad jeg i samme rum som underviseren og dem, der blev undervist før mig. Jeg blev jeg utryg over, at de spillede meget bedre, end jeg på det tidspunkt. Jeg gik udenfor og sad og græd ved et træ, hvor violinlæreren fandt mig kort inden den time, jeg skulle gå til.
Jeg ved ikke, hvornår jeg begyndte at blive drillet, eller hvornår det gik over i mobning. Jeg husker, at jeg hver dag af de store elever, der stod skolepatrulje, blev spurgt, hvordan det gik med Hans. Jeg tog tingene meget nært.
Til gengæld ved jeg, at det gik helt galt i 8. klasse, hvor vi skiftede skole og kom i en blandet klasse med elever fra tre forskellige skoler. Mine veninder enten skiftede til en helt anden skole eller forlod mig, og jeg var helt isoleret fra de andre elever i klassen. Ingen snakkede med mig, undtagen når vi havde gruppearbejde. En dag kom jeg ud til min cykel. Den var piftet, og der sad et tygget stykke tyggegummi på sadlen. Næsten hver dag på vej hjem fra 8. klasse cyklede jeg over en motorvejsbro. Jeg gjorde holdt og overvejede at springe ud. Men tankerne om, at min familie ville savne mig og håbet om, at det hele ville blive bedre, når jeg i 9. og 10. klasse skulle på efterskole, holdt modet oppe. Jeg turde nok heller ikke springe, når det kom til stykket.
Det blev bedre fra 9. klasse og frem. Langsomt fik jeg venner, efter gymnasiet blivende venner og en kæreste. Men mobningen gjorde stadig ondt og påvirkede mig stadig. Jeg havde nemt til tårer, var temperamentsfuld og svingede humørmæssigt meget, når jeg var fuld. I løbet af gymnasietiden og mit uddannelse som cand. mag. i tysk og historie blev det dog langsomt bedre.
Gravid arbejdsløs
Da jeg efter endt universitetsuddannelse blev gravid, var jeg arbejdsløs. Jeg fandt et godt løntilskudsjob, men jeg følte mig presset af stadig at være forpligtet til at søge job. Et par dage før, jeg gik på barsel, blev jeg af min anden aktør pålagt at søge to jobs yderligere. Det tiltede mig, så jeg brød grædende sammen. Jeg sad der med min store mave og blev pålagt noget, der ikke gav nogen mening. De fandt dog en løsning, så jeg ikke skulle søge alligevel. Men da jeg havde min store tudedag lige efter at have født, råbte jeg ”Fuck, dig Inger Støjberg”. Hun var beskæftigelsesminister dengang og havde strammet grebet om de arbejdsløse.
Jeg havde med andre ord været stresset under min graviditet, fordi jeg var blevet presset fra flere sider, og jeg havde kastet mig ud i det meningsløse projekt at fotografere alt det tøj, vi fik og købte til barnet for derigennem at danne mig et overblik over tøjet. Hvis det havde fortsat ud af den tangent, var jeg blevet en perfektionistisk og overstruktureret mor. Det ville ikke have holdt i længden. Det fandt jeg ud af.
På rutsjebanetur med hormonerne
Under graviditeten havde jeg forberedt mig på fødslen og meget lidt på det, der ville følge efter. Jeg havde læst Politikens bog om graviditeten og gået til graviditetsyoga og fødselsforberedelse i et yogacenter. Jeg havde planlagt, at jeg ikke ville bruge andet smertestillende end vejrtrækning – og det klarede jeg. Jeg ville heller ikke have noget ve-stimulerende – men jeg endte med ve-drop, fordi fødslen trak ud. Jeg ville føde hjemme, men jeg fik en infektion, der gjorde, at jeg skulle have antibiotika under fødslen og derfor kun måtte føde på et hospital. Jeg havde veer i 22 timer og var vågen halvandet døgn op til, jeg fødte min søn. At føde er en rutsjebanetur. Hormonerne suser rundt, mens det hormon, man opbygger under graviditeten, falder drastisk. Langt de fleste kvinder kan klare det, men måske er det en af årsagerne til, at jeg blev syg, at jeg ikke kunne klare det. Alle forventningerne til fødslen, der ikke gik i opfyldelse, har været en anden årsag. En fødsel udsætter også én for en enorm biologisk og psykosocial stresspåvirkning, som de fleste dog klarer, da det kun er en-to ud af 1000 fødende kvinder, der får en psykose.
Sårbar på søvn og amning ude af kurs
Der gik flere timer, før vi endelig kom op på barselsafsnittet efter fødslen. Jeg kunne ikke falde i søvn. Jeg lå bare med lukkede øjne. Vi kom heldigvis på barselsafsnittet og ikke barselshotellet og fik heldigvis en stue kun med plads til os tre. Det skyldtes, at jeg ikke kunne få amningen i gang, da min søn suttede forkert. Først næsten et døgn efter, at han var kommet ud, fik jeg hjælp til at lægge ham til med en suttebrik. Men det fungerede ikke alle de gange, jeg selv forsøgte. Jeg måtte op hver tredje time og gøre et forgæves forsøg på at lægge ham til, malke ud, spise og prøve at sove igen for at skulle op igen tre timer efter. Jeg fik ingen søvn overhovedet og kom op på fem vågne døgn, inklusiv de vågne timer før og under fødslen. Så bliver man psykotisk. Men jeg vil hævde, at alle de andre ting, jeg har nævnt, også spillede en væsentlig rolle og gjorde min psykose voldsommere, end en psykose efter fem vågne døgn ellers ville have været.
Det var som om, at alle de traumatiske ting, alle de nedværdigende oplevelser, der havde hobet sig op og alle de uopfyldte forventninger, jeg havde haft i mit liv kom til udtryk i min psykose. Men faktisk også alle de gode ting. Og hvem ved – måske er det netop den symbolske bearbejdning af de tidligere hændelser og fokus på de positive ting i mit liv, der har været medvirkende til, at jeg kom ud af psykosen – ud over behandlingen. Men at være mor, er stadig den største drivkraft til at blive rask for mig.
Kreativ og aktiv
Jeg gik i gang med at farvelægge mandalaer og folde traner af origamipapir. Jeg lavede collager. Og da jeg kom over på åbent afsnit, syede jeg. Da jeg blev udskrevet, meldte jeg mig i et fitnesscenter og gik til zumba flere gange om ugen. Jeg gik ture med barnevognen, og jeg cyklede. Et halvt år efter psykosens udbrud, kunne jeg også læse igen.
Mine venner og min familie har desuden betydet enormt meget for, at jeg er blevet rask. De er der for mig, og de nærmeste besøgte mig, imens jeg var indlagt. At vide, at der er nogen for en, er det vigtigste for at kunne komme sig.
Også Outsideren har betydet en masse. Her har jeg mulighed for at udfolde mine skriftlige evner, prøve kræfter med forskellige former for formidling, og jeg er projektleder på et temanummer om tvang i psykiatrien, der er færdigtrykt i juni.
Godt nok går jeg ikke til zumba mere, men jeg får stadig bevæget mig. Jeg får stadig læst. Jeg får set mine venner og familie og lavet frivilligt arbejde. Jeg bliver raskmeldt i slutningen af august og skal ud og søge job igen. Det bliver en stor udfordring. Men jeg skal nok klare den, når jeg har klaret alt det andet.