“Hvad står dagen så på idag?” spørger dagvagten og stirrer afventende på mig.
“Jeg ved det ikke helt” svarer jeg hurtigt og nervøst, selvom jeg udemærket er klar over at tirsdag er bade dag.
“Du skal i bad, vil du gøre det nu? eller vil du vente?” spørger hun uden at vide at hendes ord starter en lavine af angst som suger energien ud af mig allerede fra morgenstunden.
“Hvad har du brug for at jeg gør?” spørger hun efter noget tid for at bryde stilheden, jeg svarer ikke, for jeg kender aldrig svaret på det spørgsmål.
For mange mennesker er et bad en helt “normal” dagligdags ting, noget de fleste gør uden at tænke nærmere over det – for mig er det helvede hver eneste tirsdag.
Det kan være svært for mange at forstå hvordan helt enkle dagligdags ting kan være svære og uoverkommelige, og netop derfor vælger jeg at tage det op i det her indlæg.
Jeg bor på et døgn social psykiatrisk bosted fordi jeg ikke kan bo alene uden støtte i disse helt “normale” ting og ikke kan få min dagligdag til at hænge sammen og fungere.
Helt enkle rutine ting som bad, indkøb, madlavning, oprydning og rengøring kan suge alt energien ud af mig med et enkelt knips, og vælte mig uden at mine omgivelser forstår hvorfor.
Jeg har et uge skema med opgaver som kører hele ugen, udarbejdet af min kontaktperson og jeg.
Jeg har brug for at alting bliver sat i skemaer og kasser, jeg har brug for forudsigelighed, jeg har brug for at vide hvad jeg skal, for ellers bliver tingene aldrig gjort og så vælter hele min indre verden og efterlader mig i kaos.
Mit ugeskema består af faste tidspunkter for måltider, hvornår jeg skal stå op, hvornår jeg skal gå i bad, rydde op og gøre rent.
Der er tidspunkter på dagen hvor jeg skal hvile, og så skal jeg en gang om ugen gennemgå hele ugens planer for at sørge for at jeg ikke kaster flere bolde i luften end jeg kan gribe igen – og netop derfor har jeg også en aftale med min kontaktperson om at jeg max. må have 1 aktivitet/opgave på bostedet hvis jeg har to aftaler ude hver dag og omvendt må jeg have 2 aftaler på bostedet og 1 ude.
Jeg har en tendens til at kaste alt for mange bolde i luften på en gang selvom jeg ved at det er farligt for mit skrøbelige indre, selvom jeg har en erfaring med at jeg går i stykker efter kort tid hvis jeg hver dag kører på højtryk.
Jeg har papirer der fortæller mig hvordan jeg skal gribe bestemte situationer an, hvordan fremgangsmåden er, hvad jeg skal starte med at gøre og slutte af med – eksempelvis ved rengøring og oprydning.
Personalet ved efterhånden også hvordan de skal gribe situationer an som kan være yderst provokerende for mig som eksempelvis det ugentlige bad.
Da jeg boede i lejlighed gik der typisk 1-2 mdr. imellem hver bad, og på bostedet ved de fleste også godt at der sagtens kan gå lang tid imellem hvis de overlader det ansvar til mig.
Jeg vil herunder prøve at beskrive hvad der sker når jeg skal i bad og hvad der sker under badet og efterfølgende, i håb om at det kan give en forståelse for hvorfor det ikke altid er så simpelt og let – for mig kan badet være en straf og føles som ren mishandling hvor det for andre er rart og afslappende.
“Du skal i bad, så nu går jeg ud og hænger et håndklæde på spejlet og tænder bruseren” siger min kontaktperson og går de få skridt ud på badeværelset.
Jeg kan høre at hun fumler med spejlet, jeg kan høre hende tænde vandet.
“Du kommer bare ud når du er færdig” siger hun og smiler, før hun lukker døren og efterlader mig med angsten.
Jeg sidder og tæller sekunderne, hører lyden af vand der løber igennem risten.
“Skal jeg virkelig?” tænker jeg imens min krop reagerer på angsten og efterlader mig med ben fyldt med cement og et galoperende hjerte.
Jeg går ud på badeværelset, slukker lyset på kontakten, smækker døren i og låser.
Jeg trækker tøjet af og for hver eneste del bliver jeg mere og mere urolig.
Jeg lytter til vandet og tager en dyb indånding før jeg træder under det varme vand.
Lyden af vand bliver fyldt med mumlende ord som jeg slet ikke kan forstå, imens min krop langsomt begynder at falde fra hinanden, smelte og flyde igennem risten.
Jeg ryster og fumler med shampoo og sæbe imens jeg tæller højt.
Jeg hopper under vandet og for hver eneste hop mister jeg mere og mere fornemmelse af min krop.
Hele badet tager knap 5 minutter før jeg er nød til at træde ud i frygt for at være fuldstændig opløst af vandet.
Jeg tørrer mig hurtigt af imens ubehaget bliver værre og værre, trækker tøjet på en krop der slet ikke eksisterer og alligevel mærker jeg fedtet over alt.
Jeg er ren men føles beskidt, duften af sæbe er forfærdelig og provokerende.
Tænder lyset igen, river håndklædet af spejlet på vejen ud af badeværelset og kravler under kædedynen i et desperat forsøg på at samle min krop igen, men jeg er helt sikker på at en del af mig er forsvundet ned i den mørke rist.
Ikke alt er logisk for mine omgivelser og ikke alt er logisk for mig selv.
Jeg forlader gang på gang badet angstfyldt og ødelagt, og der kan gå lang tid før jeg igen har en nogenlunde fornemmelse af min krop og mit indre.
Jeg bruger forfærdelig meget energi på de her helt basale dagligdags ting, og ingen forstår rigtig hvad der sker indeni mig og hvad jeg oplever.
Men jeg håber at det her indlæg kan give andre en forståelse for at alting ikke altid er logisk og simpelt når man kæmper med sit indre.
Ikke alt er simpelt og overkommeligt når man kæmper med en sårbarhed og skrøbelighed og et sind der kører på højtryk – ikke alt skal forstås og give mening i hjernen men i hjertet og følelserne.
Det hjælper ikke at sige “Hvorfor gør du det ikke bare?” men det kan hjælpe at være forstående og støttende, så i stedet for at sige “hvorfor gør du det ikke bare?” så ville jeg ændre ordene til “Jeg kan godt forstå det er svært, måske skal vi sammen finde en måde at gøre det mere okay!”