Jeg står i køkkenet og betragter den store tavle som hver eneste uge fortæller hvem der har ugens opgaver.
Mit navn står der flere gange, men dagens opgave er den værste.
“Nå Charlie, du er dagens kok” siger dagens kontaktperson og ligger en hånd på min skulder imens hun kigger på tavlen sammen med mig.
“Du skal lave Kylling i karry, nej hvor lækkert!” siger hun begejstret og finder indkøbssedlen frem.
“Nå skal vi få lavet indkøbssedlen så du er klar til at handle?” spørger hun og jeg nikker og sukker samtidig.

3 gange om måneden har jeg mad dagen på bostedet.
Det er en opgave der går på skift imellem bostedets beboere, ligesom at opvasken og gulvvasken går på skift.
Jeg ville langt hellere foretrække at have opvasken 5 dage i streg end at skulle handle og lave mad, men det er en del af den bo træning vi skal have.
Dagens første opgave er at lave indkøbssedlen som både skal rumme aftensmadens varer og nogle af de generelle ting vi mangler i huset.
Min indkøbsseddel ligner nok en helt almindelig indkøbsseddel, men der ligger så meget mere bag den måde som den er skrevet på.
Hver eneste gang jeg skal lave indkøbssedlen så forsøger vi at komme i tanke om hvor varerne er placeret i butikken, så der kommer en fast rute igennem hele butikken, for at undgå at jeg skal gå frem og tilbage.
Alle varer bliver uddybet, nogle helt ned til hvilket mærke det skal være.
Hvis der nu stod på indkøbssedlen at jeg skulle købe 2 L yoghurt, så ville jeg med stor sandsynlighed komme hjem uden yoghurten, hvorimod at hvis der stod at jeg skulle købe 2 L cheasy skovbær yoghurt, så ville jeg købe det.
Jeg har rigtig svært ved at tage valg og det bliver endnu mere tydeligt når jeg endelig står nede i butikken.
Jeg bliver meget i tvivl og usikker, jeg er direkte bange for at købe det forkerte.
Hvis den pågældende vare så er udsolgt, så går jeg endnu mere i panik, for jeg kan slet ikke rumme at tingene bliver ændret.
Jeg har personale støtte til at handle ind, nogle gange er det min familie der hjælper, og andre gange er det så en nær ven der tager turen med mig ned i Føtex.
Jeg har strategier til at komme igennem situationen, men desværre er det ikke altid nok til at jeg kommer “levende” ud af turen.
Jeg har mit headsæt med så jeg kan høre musik, jeg har nogle gange noget i lommen som jeg kan have i hånden, og så gælder det for alt i verden om at komme igennem turen hurtigst muligt.
Mit ødelagte filter er en stor del af grunden til at det er et problem for mig at handle, men der er desværre andre ting der er i spil på samme tid.
Jeg frygter hver gang at butikken er fyldt til randen med mennesker og oftest bliver min frygt bekræftet og jeg kan undre mig over hvorfor alle mennesker skal være samlet i Føtex lige netop som jeg skal handle, men de har samme mål som jeg – at fylde deres køleskab og køkken skabe mad.
Jeg vil nedenunder forsøge at beskrive en “normal” tur i Føtex, og så håbe på at det bare giver en smule mening.

Jeg træder ind i Føtex og rammer den første mur af støj.
Mit hjerte banker hårdt bag brystet allerede inden jeg er nået ind i butikken.
Holder fast i indkøbssedlen og følger efter dagens kontaktperson som en lille hunde hvalp der er bange for alt omkring sig.
“Nå hvad står der på sedlen?” spørger hun og jeg kigger forvirret ned på sedlen og betragter ordene som stille og roligt begynder at smelte sammen.
“Rugbrød” svarer jeg hurtigt og følger efter hende over til brødet.
Duften af parfume og lugten af sved rammer mig på samme tid, lyset fra de mange lamper i loftet skærer i øjnene og lydene af summende mennesker fylder mig til randen.
“Hvad for noget rugbrød vil du have?” spørger hun imens vi sammen betragter alle mulighederne der er alt for uoverskueligt for mig.
“Jeg.. jeg ved det ikke” svarer jeg hurtigt og klør mig i nakken, forsøger at lukke ned for mit system, forsøger at vise at jeg ikke er påvirket af situationen.
“Hvad kan du li?” spørger hun igen og forsøger at få mig til at tage et valg, men jeg kan ikke og mit hjerte banker hurtigere og hårdere, det truer med at springe ud af brystet, sådan føles det hvert fald.
Hun rækker ud efter et brød efter noget tid og smider det i kurven så vi kan komme videre, alt imens jeg fyldes med mere uro.
Vi går forbi et ungt kæreste par der snakker men deres ord er utydelige, “De snakker om dig!” advarer stemmerne, “De snakker om dig! kan du ikke høre det?!” hvæser de.
Mine håndflader bliver svedige, gulvet bevæger sig mere og mere under mig.
“Nå hvad skal vi have nu?” spørger kontaktpersonen men jeg kan slet ikke overskue situationen og rækker hende sedlen som hun tager imod og kigger på.
“Kan du ikke høre at de alle snakker om dig hva? de kigger på dig!” hvæser stemmerne igen imens jeg hører en pose grønsager blive revet op af køledisken.
“er du okay?” spørger kontaktpersonen og ligger en hånd på min skulder, men jeg er forsvundet indeni mit hoved og svarer ikke.
“Stil dig her og kig på den plet der!” siger hun kort tid efter og peger rundt.
Jeg stiller mig op af en kasse med agurker og forsøger desperat at kigge ned på gulvet, men mit blik bliver ved med at flakke rundt i butikken, alt fanger min opmærksomhed.
Alle varerne skinner på hylderne, lydene er høje, lyset skærer i mine øjne.
Kontaktpersonen bevæger sig rundt og vinker mig hen til hende, og så bevæger vi os videre rundt i butikken for at finde alle varerne.
Jeg er svimmel, mit hjerte banker på fuld drøn, alle lyde smelter sammen som en forfærdelig støj indeni mit hoved, alle lyde bliver kastet imod væggene indeni mig og lige tilbage i ansigtet på mig.
Vi går forbi en hylde hvor nogen har sat en Cornflakes pakke lige ved siden af pastaen, mine tanker begynder at køre på fuld drøn over det.
Hvorfor står den lige der? Hvem har sat den? Der stod den ikke sidst? hvad betyder det? har det noget med mig at gøre?
Kurven er fyldt og vi bevæger os ned mod kassen hvor køen er faretruende.
Forsøger at finde et sted hvor jeg kan stå uden at der står nogen bag mig.
“Pas på! Pas på!” råber stemmerne og jeg bliver mere og mere urolig.
“Bip bip bip!” lyder det fra kassen når varerne bliver scannet, lyden går direkte ind og forstyrrer det hele.
“Går du ned og pakker varerne?” spørger hun og jeg nikker, lettet over at jeg kan komme ud af køen, men alligevel urolig fordi der er mennesker over alt.
Pakker varerne hurtigt, og så forlader vi butikken.

Jeg er et presset menneske allerede fra jeg træder ind i butikken, og et presset menneske dagene efter.
Jeg ved og jeg mærker at mit system er på overarbejde, og nogle gange føles det som om mit hoved er ved at eksplodere.
Jeg bliver utryg og forvirret, nervøs og bange og jeg er i alarmberedskab under hele turen igennem Føtex.
Jeg bruger massive mængder energi på 20 minutters indkøb, og nogle gange er det ikke let at forklare andre mennesker hvorfor.
Mange omkring mig har indset at de ikke bare kan sende mig ned efter en liter mælk alene, men ligeså mange undrer sig over hvorfor noget som er så simpelt for dem, er et problem for mig.
Mit håb er at jeg med dette indlæg gav et indblik i hvorfor det kan være svært for nogle at befinde sig i et supermarked eller en simpel butik.
Jeg er taknemmelig for den hjælp og støtte jeg modtager fra mennesker omkring mig som ikke siger “Ah tag dig nu sammen og kom afsted” men som i stedet rækker en hånd ud og tilbyder at hjælpe mig med at handle, for uden den hjælp kom jeg aldrig afsted.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.