Af Sussi Malene Jacobsen
Under en nylig indlæggelse på Psykiatrisk Center Hvidovre oplevede jeg stort set alle de former for tvang, man kan forestille sig. Den værste form – og vel også den man sidst skrider til – var bæltefiksering.
Forhistorien er, at jeg har været på terrænfrihed – udgang på egen hånd på centerets matrikel – og er stukket af til Valby Station med intention om at kaste mig ud foran et gennemkørende tog. På Valby Station bliver jeg hentet af politiet, som visiterer mig, og da jeg kommer tilbage til lukket afsnit, skal jeg også visiteres. De er alt igennem, og jeg skal sågar smide tøjet. Men de finder ikke de barberblade, jeg har på mig. Jeg overbeviser dem om, at alt er godt, så jeg slipper for fast vagt, men får S.A.O. ca. 7 minutter. S.A.O. står for ”Skærpet alment observationsniveau” og betyder at man skal tilses hver halve time, men hvis andet er tilføjet (7 minutter) er det det der gælder. På de 7 minutter får jeg lavet to store flænger i min arm og bløder ud over det hele.
Jeg laver ikke det store postyr. Jeg er helt stille og rolig og lader dem behandle mig. Men der er intet at gøre, jeg skal have Stesolid som beroligende medicin. Det vil jeg ikke have, så jeg får det med tvang. Så er jeg ikke længere stille og rolig, jeg gør modstand som bare fanden. To gange inden for meget kort tid giver de mig en sprøjte med Stesolid.
Det er ikke et lovkrav, men man arbejder med, at der i tvangssituationer skal være en omsorgsperson. En person der yder omsorg for patienten og informerer patienten om, hvad der sker i tvangssituationen, da det jo er en ret skræmmende oplevelse. Jeg husker fra første gang, jeg blev tvangsmedicineret, at personen bad mig kigge på og lytte til hende, når de stak mig med sprøjten – og jeg kunne spørge hende, om det ville gøre ondt osv.
Jeg husker ikke, at der er en omsorgsperson, men flere fra personalet beroliger mig og prøver at få mig til at forstå, at der ingen grund er til at handle, som jeg gør. Ikke en eneste gang hører jeg en irriteret eller vred stemme eller bemærkning. De virker blot uforstående over for mine handlinger.
Flængerne skal syes, så jeg skal køres på skadestuen. En kørestol og et styks personale med en taxabon er klar til at køre af sted med mig. Men så spørger afdelingssygeplejersken mig om jeg – lettere omskrevet – kan opføre mig ordentligt eller om jeg skal i bælte. Jeg tror nok, jeg bare hører ordet ”bælte” og panikker. Så jeg gør for alvor modstand. Modstand i den forstand, at jeg ikke vil have, de har fat i mig – jeg trækker mine arme og ben til mig, jeg hverken slår ud eller sparker ud efter nogen.
Jeg kommer i bælte. Jeg er fikseret. Mod min vilje.
Se sin kone i bælte
Jeg gør dem opmærksom på, at jeg aldrig har gjort et andet menneske fortræd. Men de er bange for, at jeg vil gøre mere skade på mig selv.
To fra personalet tager med i ambulancen, og jeg gør også ambulancefolkene opmærksom på, at jeg ikke er voldelig. Men de må stoppe mig flere gange i ikke at pille alt ned fra væggene, da min ene hånd nok er fastgjort, men den kan stadig bevæges. Jeg prøver også flere gange, både der og sidenhen, at komme fri af den ene strop – og de spørger lige så mange gange, om de skal stramme den, så jeg har mindre strop, og så den sidder strammere fast om håndleddet. Den ene gang siger jeg nej med argumentet, at så vil jeg lige præcis ikke kunne nå min næse og klø mig på den, hvis jeg kæmper for det.
På skadestuen bliver det til 24 sting. Det personale, der er med, gør hvad de kan for at opmuntre mig med en god portion humor og får mig talt ud af perioder med for mange tanker.
Efter at jeg er blevet syet, skal vi bare tilbage til det lukkede afsnit, vi kommer fra, men det er ikke noget, der lige kan lade sig gøre, når de skal have en hel seng med. Jeg ligger jo fastspændt til sengen fra min egen stue på det lukkede afsnit. Så vi ender med at måtte vente seks timer på at blive kørt tilbage.
Efter nogen tid tager den første fra personalet tilbage til afdelingen. Men pludselig kommer han igen for at fortælle at min mand er kommet for at besøge mig. Om jeg er interesseret i det? Det er en lidt svær beslutning at tage, for jeg vil jo gerne se ham, og jeg vil heller ikke afvise ham – men jeg bryder mig ikke om, at han skal se mig sådan.
Jeg beslutter mig for at sige ja. Min mand tager hele situationen pænt, og vi har et par gode timer sammen – naturligvis ikke alene, for der skal være sundhedspersonale til stede, når man ligger i bælte. Inden han tager hjem, kører han lige forbi McDonalds og henter et par cheeseburgere til mig – ikke fordi de er specielt gode, men fordi de er nemme at spise, når man ligger i bælte. Jeg nedværdiger mig simpelthen ikke til at blive madet, hvis det kan undgås.
Samtidig er der vagtskifte og den nye vagt fortæller mig blandt andet, at hun stadig har helt ondt i håndfladerne af at holde mig nede. Man må ikke tage fat i en patient, men skal holde patienten nede med håndfladerne.
Tisse i et bækken
Problemet er, at jeg også skal tisse, og det skal foregå i et bækken. Jeg har skullet tisse længe, men har simpelthen udskudt det, for det er noget, jeg ved, vil blive meget problematisk for mig. Tidligere når jeg har haft fast skærpet vagt og har kunnet gå på almindelig toilet – men med overvågning – har det også været et stort problem for mig. ”Vi” giver det et forsøg – men forsøget mislykkes.
Endelig er der en ledig ambulance, der kan køre med en seng. Vi må igennem modtagelsen og hele centeret, da sengen ikke kan komme igennem hovedindgangen. Klokken er vel 22-23, men det er ikke så rart at skulle udstilles over for for mange mennesker.
Jeg tænker, at nu jeg er tilbage på afdelingen, kan jeg vel komme ud af det bælte, så jeg kan komme på toilettet. Hende der skal være min vagt har tidligere været meget forstående overfor mit ”toilet-problem”, og jeg gør hende opmærksom på, at jeg ikke har været på toilettet siden kl. 11, og det er nu cirka 12 timer siden. Hun vil gerne hjælpe – og hvis hun kunne luske mig ud på toilettet uden at nogen opdagede det, ville hun sikkert gøre det. Men det kan hun ikke, og det må hun ikke, det er alene lægens beslutning.
De frigør mine fødder, så jeg måske kan få lidt nattesøvn. Men jeg skal tisse – jeg kan ikke sove. Efter nogen tid får jeg vristet mig ud af håndremmene. Hende fra personalet spørger mig, om hun kan stole på mig – jeg siger ja, og jeg mener det og det ved hun! Hun spænder mavebæltet op, så jeg også kan dreje mig om på siden. Jeg forholder mig helt roligt, jeg ligger bare og nyder min øgede frihed.
Jeg er et menneske
Desværre kommer lægen nogen tid efter, og hun stoler ikke på mig, for hun kender mig ikke. Jeg skal tilbage i håndremmene. Jeg finder det urimeligt, da jeg allerede har bevist, at jeg er til at stole på. Jeg gør modstand – så jeg skal igen have en sprøjte Stesolid og tilbage i håndremmene. Jeg kan godt mærke, at hende der havde ondt i håndfladerne er opbrugt, for hun bruger al sin vægt på mine ben, og det gør helt utrolig ondt. En anden fra personalet får i kampens hede også trykket bæltenøglen ned i min hånd. En bæltenøgle er en nøgle der har to spidse ben. Jeg gjorde hverken opmærksom på det ene eller det andet, for i mit hoved – mens jeg lå der i bæltet – var det dem mod mig, og de skulle ikke have den glæde at vide, at de gjorde mig fortræd.
Nattrissen – den ansvarshavende sygeplejerske for hele centeret – er der i hele dette forløb. Han har gjort en masse for at komme i kontakt med mig – finde ind til den raske del af mig. Han har talt om billederne på min væg – om hvem de er, menneskene på billederne, min familie?
De har spændt min hånd helt fast til sengen, så der ingen bevægelsesmulighed er overhovedet. Dette fordi at jeg hele tiden pillede i bandagen lige meget, hvor stramt de spændte remmene. De bad – nærmest tiggede – mig om at stoppe, for de ville så nødig spænde min hånd fast til sengen, da det er meget ubehageligt. Men jeg lyttede ikke. Jeg ville bare skade mig selv.
Jeg husker ikke præcis hvad han siger, men da de er færdige med at spænde mig fast, kommer nattrissen med en opmuntrende bemærkning om at et eller andet er godt, og jeg råber, at det fandeme ikke er godt. Det er første gang, jeg taler med dem, og han siger, at en ting er i hvert fald godt, og det er at jeg endelig taler med dem. Han klemmer min hånd indtil flere gange og taler beroligende og opmuntrende til mig. Så går de – alle på nær den vagt, der skal være til stede.
Der skal i dag altid være et personalemedlem til stede, når man ligger i bælte. Denne skal notere i to skemaer hver og hver anden time. Det ene er et afkrydsningsskema, om remmene ligger som de skal, om man er blevet tilbudt føde/væske, personlig hygiejne, om man er hallucineret, vred, selvdestruktiv, om man sover, har haft afføring osv. I det andet skema skal de selv skrive om patientens fysiske og psykiske tilstand og de handlinger, de har foretaget i forhold til patienten.
Jeg siger, at jeg ikke er skuffet over hende – at jeg godt kan lide hende, og den anden siger, at de også godt kan lide mig.
Lige inden trissen og det øvrige personale forlader værelset siger jeg ”Tak!”. De vender sig alle sammen om og kigger på mig. Jeg tænker, at de tror det er spydigt, så jeg tilføjer ”Jeg mener det”. Så spørger den ene ”For hvad?” og jeg siger ”For medmenneskelighed”. De spørger, hvad jeg mener, og jeg siger ”Omsorg”. Min vagt spørger, om jeg mener det, trissen lige gjorde, og jeg svarer ja. Min vagt og hende, der var vagt tidligere på aftenen, kommer tilbage til mig, og den ene smiler stort til mig og siger, at Sussi stadig er derinde et sted. Hun tilbyder igen at tørre min pande med en kold klud, for jeg er helt gennemblødt af sved og overophedet. Den anden er bange for, at jeg er skuffet over hende, fordi hun jo nærmest havde lovet, at jeg kunne slippe for håndremmene. Jeg siger, at jeg ikke er skuffet over hende – at jeg godt kan lide hende, og den anden siger, at de også godt kan lide mig.
Jeg får sovet 1-2 timer den nat.
Dagen efter får jeg lov at komme op af bæltet for at komme på toilettet og så tilbage i bæltet igen. Jeg kan stadig ikke tisse, for min vagt og hendes kollega skal overvåge mig. Jeg ender med ikke at være på toilettet i et døgn og jeg ender med at ligge i bælte i 19 timer. Det var mere end rigeligt. Den ene fra personalet fortalte mig, at det længste hun havde været med til at holde en patient i bælte var tre uger.
Samarbejde
Personalet kan fortælle, at de alle sammen selv skal prøve at ligge i bælte. Men de kommer aldrig til at opleve den afmagt og den angst, der er forbundet med at være fastspændt og ikke vide, hvornår man kommer ud af bæltet. Er det ”kun” 19 timer eller bliver det til tre uger denne gang? Jeg har prøvet at ligge kortere tid i bælte, hvor det var mere ubehageligt, fordi jeg ikke blev set på med samme medmenneskelighed.
Det jeg tror gjorde sig gældende her – at det gik så godt som det gjorde! – var at størstedelen af personalet kendte mig rigtig godt gennem flere måneder. Men der er selvfølgelig også nogle helt unikke perler indimellem – som den trisse, der for eksempel ikke kendte mig – der bare ser det menneske, der ligger der. Derfor tænker jeg også på, hvor vigtigt det er, at jobbet som sygeplejerske, social- og sundhedsassistent, pædagog med videre er et kald og ikke bare en uddannelse, man har taget på grund af arbejdsløshed. Man skal virkelig ville mennesker, og man skal ville mennesker, der er helt ude i det ekstreme, i det grimmeste af, hvad menneskesjælen rummer – og man skal kunne holde til meget. Psykiatri er ikke for sarte sjæle – både hvad angår personale og patienter.
Det store spørgsmål burde nok være, om det var nødvendigt. Det kan jeg ikke svare på. Det vigtigste for mig er også, at når det endelig blev gjort, at det så blev gjort ordentligt. Det er så vigtigt, at man bliver behandlet som et menneske i en tvangssituation, for jeg ved fra mig selv og andre, hvor lidt der skal til, før at man føler sig som et jaget dyr og i højeste alarmberedskab. Hvor lidt der skal til, før at tilliden brydes, og det bliver svært at profitere fra den hjælp, der tilbydes, fordi man er bange for personalet.
Hvad kunne man have gjort i stedet? Det ved jeg heller ikke, men jeg tror, at afskaffelsen af bæltet i første omgang kommer til at kræve mange flere ressourcer end der på nuværende tidspunkt er til rådighed. Det kommer til at kræve nytænkning, efteruddannelse og flere hænder, eller hjerter om I vil. At personalet har tid og evne til at lytte, forstå og sætte sig ind i patienten og dennes situation, så han føler sig hørt og forstået. Det kommer til at kræve en tid, man i disse kriseramte sparetider ikke har. Hvis disse faktorer ,som minimum ikke er til stede vil projekt ”tvangsfri psykiatri” mislykkes og man vil ende med en masse politiske hovsaløsninger, som ingen af os vil være tjent med.
Én ting ved jeg. Det er ikke mig mod psykiatrien – mig mod personalet, som jeg troede, da jeg lå i bæltet. Det er et samarbejde.
Én ting ved jeg. Det er ikke mig mod psykiatrien – mig mod personalet, som jeg troede, da jeg lå i bæltet. Det er et samarbejde. Sammen skal vi løse denne opgave. Vi skal have en bedre psykiatri – en forhåbentlig tvangsfri psykiatri. Vi skal råbe befolkningen og politikerne op. Gøre opmærksom på os selv og problemerne. Gøre opmærksom på, at psykisk sygdom er en realitet, der ikke forsvinder lige meget, hvor længe man lukker øjnene. At vi ikke er farlige – hverken patienterne eller personalet. At vi har brug for flere ressourcer til forskning og behandling, så vi for alvor kan søsætte projekt bedre/tvangsfri psykiatri.
Denne kronik er den fulde udgave af Sussi Malene Jacobsens kronik i Information.