I øjeblikket snakker flere og flere om afskaffelse af tvang, at det er tortur og psykiatrien generelt ville være tjent bedre uden de brune bælter og tvang.
Jeg står midt i diskussionen med “med-patienter” og behandlingspersonale, altså dem der bliver udsat for tvangen og dem der udfører den.
Jeg har set mennesker blive lagt i bælte, jeg har selv oplevet det.
Jeg har set folk bliver løftet ind bag de lukkede døre og jeg har selv været en af dem der har kæmpet for at undslippe deres greb.
Men når jeg kigger tilbage så var det for mit eget bedste, og det er netop med de tanker i baghovedet at jeg vil skrive det her indlæg.

 

Jeg har været indlagt flere gange end hvad der kan tælles på to hænder i løbet af de sidste 5 år.
Enten er jeg indlagt direkte på den lukkede afdeling, eller også er jeg endt der med tiden når lægerne indså at det var en uholdbar løsning at have mig et sted hvor dørene altid var åbne og hvor mulighederne for at reagere på mine tanker var enorme.
Jeg sidder her lige nu, i min lejlighed og tænker tilbage på indlæggelserne, med en følelse af frygt og taknemmelighed, hvert fald langt hen af vejen.
I sidste ende er lægernes beslutning om låste døre, brune bælter, fastvagter og tvangstilbageholdelser grunden til at jeg stadig trækker vejret lige nu.
Jeg kan kigge tilbage på oplevelser som jeg nok godt kunne have været foruden, ting jeg ikke syntes var okay, men i det store billede så var der ikke mange muligheder for at holde mit rystende korpus i live uden at holde mig i sikre omgivelser.

Jeg har været vidne til en hel del ting når jeg har været indlagt, og jeg har selv været midtpunktet, så jeg ser mig selv stå i et uroligt hav der er delt i to.
Jeg har set og hørt læger der har tyet til ting uden at prøve andre muligheder af, ligesom at jeg har set og hørt læger gøre alt for at undgå situationer hvor man fratager mennesker deres valg og spænder dem fast eller lukker dem inde.
Jeg har snakket med medpatienter der har fortalt grusomme historier og jeg har snakket med medpatienter der ligesom mig siger “Jamen uden deres handlinger, så ville jeg have gjort noget forfærdeligt” og når jeg så tænker på snakken om at afskaffe de her ting, så bliver jeg bange.
Jeg er bestemt enig med folk om at alle former for tvang skal begrænses og kun bruges i de tilfælde hvor der ikke er andre muligheder, og at man skal have antallet af bæltefikseringer og tvangstilbageholdelser ned, men det er svært når ressourcerne ikke tillader at man prøver alle andre muligheder af.

Jeg læste for nyligt at man havde fået antallet af bæltefikseringer ned på Esbjergs børne og ungdomsafdeling ned, ved at indføre mere motion i dagligdagen, og at isterninger var et hit.
Det er et sted hvor man har valgt at se på alternativer, hvilket jeg kun kan klappe i mine hænder over.
Men isterninger og motion havde ikke været et alternativ i de tilfælde hvor jeg blev lagt i de brune bælter, det havde ikke været et alternativ da jeg blev trukket ind bag låste døre – isterninger og motion havde bestemt ikke været grunden til at jeg ikke tog livet af mig selv.
Jeg tror heller ikke det er løsningen når en medpatient er så opkørt og bange at vedkommende kaster med ting og slår ud efter alle der er omkring sig.

Jeg vandrer frem og tilbage på min stue, knytter hånden og slår den mod væggene.
Det banker på døren og ind træder en sygeplejerske der stiller sig i vejen.
“Er du okay?” spørger hun og konstaterer hurtigt at intet er okay.
Jeg mumler utydelige ord, føler mig truet af hendes tilstedeværelse.
Hun forsøger at berolige mig, men jeg tvinger mig forbi hende og løber som et såret dyr ned af gangene.
“Charlie! Kom tilbage” hører jeg hende råbe imens hendes fodskridt nærmer sig.
Mærker grebet om armen og hører flere mennesker nærme sig.
Jeg kæmper for at slippe fri men bliver hurtigt lagt ned på gulvet, før de løfter mig i arme og ben ind på afdelingen igen.
Kan ikke se lægen, men kan høre hans stemme imens han afgiver sin dom.
“Klokken er 19:27 og du er tvangstilbageholdt fordi du er i fare for dig selv”
Jeg bliver båret ind bag låste døre og lagt i en seng imens jeg mærker deres blikke hvile på mig.
Der går ikke lang tid før der står 5 mennesker på min stue igen sammen med lægen.
“Du har taget dem her, har du ikke?” spørger lægen og vifter små poser med utydelige bogstaver foran mig, poser der før var fyldt med piller.
“Jeg har ikke gjort en skid, lad mig være!” skriger jeg og forsøger at kæmpe mig igennem flokken af mennesker, “Charlie.. jeg ved at du har taget dem her” siger lægen helt roligt og det er som om hans ord provokerer og skubber til min frygt.
“Hun skal op på medicinsk afdeling med det samme” siger han imens sygeplejerskerne nikker, men jeg vil ikke.
Hører hjulene fra en seng ude på gangen, hører de raslende bælter.
Jeg slår, jeg sparker og jeg skriger.
Bliver løftet op og lagt i sengen, den ene sygeplejerske ligger sig halvt ovenpå mig for at holde mig nede imens jeg mærker hvordan bæltet strammes omkring min mave.
Jeg bliver kørt afsted imens jeg skriger, fyldt af angst og fyldt af tristhed.

Overstående er en af de situationer hvor jeg både er endt bag låste døre og med et bælte omkring maven. Jeg husker kun situationen i brudstykker og må tyde resten ud fra min journal. Jeg husker at det var en voldsomt og angst fyldt situation og dengang var jeg vred.
Idag kan jeg huske tilbage på den situation og tænke at de gjorde hvad der var nødvendigt for at holde mig i live når jeg ikke selv ville.
Dengang var det ikke nok med isterninger og motion, det var ikke nok med et kram eller en fastvagt, og jeg er langt hen af vejen taknemmelig for at man ikke forsøgte de muligheder først, for så var jeg nok ikke i live idag.

Jeg er enig med de fleste om at man skal nedbringe antallet af tvangs situationer i psykiatrien, men meget uenig i en ren afskaffelse.
Var tvangs mulighederne afskaffet, så var jeg med stor sandsynlighed død i dag.
Jeg priser mig lykkelig for at der er muligheder for at låse dørene og holde mig fast når det er nødvendigt, for når ens indre bliver ens værste fjende så er der ikke altid andre udveje end at gøre de ting – jeg har hvert fald svært ved at forestille mig hvad man kunne have gjort anderledes dengang eller de mange andre gange hvor jeg har stået imellem virkelighed og tåger, imellem livet og døden.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.