Mennesker med samme diagnose opfører sig præcist på samme måde, de ser ens ud, de tænker ens, de føler ens - eller hvad?

Diagnosens stereotype billede.

Mange mennesker har stereotype billeder af diagnoser som muligvis er skabt af avisoverskrifter og nyhedsudsendelser.
Mange fagfolk har også et stereotypt billede af mennesker med samme diagnoser som muligvis er skabt af tunge støvede fagbøger skrevet i 80’erne.
Der findes ingen afvigelser eller forskellighed, alle mennesker med samme diagnose opfører sig, tænker, føler og ser præcis ens ud – eller hvad?

 

Jeg havde også en gang nogle stereotype billeder af de forskellige diagnoser skabt af andre menneskers ord og det jeg så i fjernsynet og læste rundt omkring.
De her billeder ændrede sig da jeg selv blev patient i psykiatrien, da jeg begyndte at få venner og veninder med diagnoser stemplet i panden.
Jovist var der ting der gik igen ved de her mennesker, men ingen af dem så ens ud, ingen af dem opførte sig ens, de var alle forskellige og deres diagnoser viste sig på hundredvis af måder.

Jeg blev udredt i psykiatrien af en læge og en psykolog på opfodring af en privat psykiater der mente at jeg muligvis var fejldiagnosticeret.
Jeg husker den dag jeg fik min nye diagnose, jeg husker hvor meget jeg frygtede at få bestemte diagnoser – jeg frygtede ikke selve diagnosen men jeg frygtede menneskers reaktion på denne ud fra de stereotype billeder.
Jeg fik diagnosen Paranoid Skizofreni, en diagnose jeg virkelig frygtede at få stemplet på mine papirer fordi avisoverskrifterne gang på gang har fortalt om mennesker med skizofreni der havde slået folk ihjel, jeg var så bange for at jeg ville blive set som en potentiel morder når jeg skulle fortælle mine venner og familie om lægens dom.

Jeg fik tilbudt et psyko-educations forløb, en slags undervisning i egen sygdom.
Det var et 10 ugers forløb med forskellige emner som fx. Symptomer, medicin, lovgivning, motion og kost.
Det var på rigtig måder et lærerigt og givende forløb der gav mig svar på en hel masse spørgsmål der fløj rundt inde i mit forvirrede hoved.
Men den største lettelse var at møde andre med diagnosen, mennesker der så helt normale ud, som opførte sig normalt, som genkendte mine tanker og oplevelser.
Vi var vel 6-7 mennesker der alle var vidt forskellige, på mange måder havde vi intet tilfælles udover diagnosens navn.
En af de ansvarlige for det her forløb, en socialrådgiver med en god portion humor og omsorg sagde nogle ord jeg den dag i dag kæmper for at holde fast i.
“I skal huske at selvom i har samme diagnose, så er i ikke ens. Der er ligeså mange billeder af skizofreni som der er mennesker”

 

 

Det er usædvanligt sjældent at jeg møder mennesker med en diagnose som stemmer 100% overens med det billede som fagbøger og medier giver, ja faktisk så er det sjældent at jeg kan pege på en person og sige “Ham der! Han har skizofreni, Hende der! Ja hun har en depression!” Mit billede af diagnoserne er gradvist blevet mere og mere udvisket efterhånden som jeg har mødt flere og flere med samme diagnose.
I realiteten kan manden jeg passerer nede på gågaden have en diagnose uden at det kan ses, i realiteten kan kassedamen i netto have en diagnose uden at nogen ser det.

Jeg har desværre en lidt trist erfaring med at folk har et fast billede fx. at hende med borderline er besværlig, opmærksomhedssøgende, ballademager og højtråbende eller at ham med skizofreni går langs væggene og snakker med sig selv imens han retter på sin hat lavet af sølvpapir.
Det er som om at fordi man ikke stemmer overens med billederne så kan man bestemt ikke have den diagnose, enten så passer man 100% ind i billedet og er derfor ramt af den pågældende diagnose eller også passer man slet ikke ind i billedet og er derved fejldiagnosticeret – der er ikke plads til afvigelser, forskelligheder og mennesket bag diagnosen.

 

Jeg har alt for ofte hørt at jeg ikke kan have det særlig slemt når jeg sagtens kan befinde mig udenfor min lejlighed, at jeg ikke kan være trist fordi jeg formår at grine.
At jeg virker til at have det godt og at mine problemer ikke kan være så hårde.
Men igen glemmer de mennesker med disse udsagn at der er et menneske bagved diagnosen og at vi alle viser vores problemer på forskelligvis.
Vi har alle lært at tackle ting på forskellige måder og det der ikke virker logisk for dem, kan sagtens være logisk for mig.
Jeg fortæller sjældent om mine oplevelser med stemmerne eller angsten for andre mennesker til fagpersonale eller mit netværk, jeg har lært at problemer skal fejes under tæppet og der ikke er plads til mig, jeg har lært at leve med angsten alene og jeg har lært at leve med stemmerne i en vis grad – MEN det gør ikke at det er let eller at jeg kan holde ud at have det sådan.
Jeg mærker en tvivl i mange mennesker når jeg fortæller om min skizofreni diagnose og jeg er ret sikker på at det stereotype billede kommer i spil her.
Jeg kan umulig have skizofreni når jeg kan grine og lave sjov, jeg kan umulig have skizofreni når jeg ikke kravler langs væggene og taler til noget derinde, jeg kan umulig have skizofreni når jeg ikke minder om de andre beboere med skizofreni – jeg kan umuligt være et menneske med min egen personlighed og samtidig have en skizofreni diagnose eller hvad?

 

Psykiatrien bruger diagnoserne som en måde at finde den rette hjælp på, men mange gange hænger psykiatrien og dens medarbejdere alt for godt fast i stereotype billeder der langt hen af vejen skader mere end gavner.
Det er som om psykiatrien har billeder hængende på væggene med diagnoser under, at mennesker med den diagnose ser sådan der ud og mennesker med den diagnose således ser anderledes ud.
Alle mennesker med samme diagnose er ens og opfører sig ens, er det virkelig rigtigt?
Hvis det er rigtigt så vil jeg gerne frasige mig hver eneste diagnose der står i de tunge støvede fagbøger, for jeg kan med garanti sige at jeg ikke er 100% ens med alle andre med selvsamme diagnose.

 

Lad os for engangs skyld glemme diagnosen og se mennesket bagved.

Du er ikke din diagnose siger de kloge, men skulle de kloge så ikke også udviske diagnosens billede lidt og se på hver enkel som et menneske istedet for et ord og stereotypt billede?