Den bøvlede borderlinepatient slår til igen

Det er utroligt som gode intentioner kan misforstås og misfortolkes. At man skriver noget fordi nogle personer har gjort noget specielt for en. At man siger tak bliver tolket som splitting.

Det burde da være forståeligt for at alle at nogle gør en større forskel end andre.

Det burde være forståeligt for alt behandlende personalet i psykiatrien at man ikke har lige god kemi med alle. Det burde være forståeligt at det er de få, der gør den virkelig store forskel. Alle mennesker man møder på sin vej gør et eller andet ved en. De har alle noget at bidrage med, noget at komme med. Men det kan være både små og store ting. Det kan være en lille bitte ændring eller det kan være det, der skal til for at trække det virkelig store læs.

Det har intet at gøre med favorisering eller at dele personalet op i gode eller onde. Det har ikke noget at gøre med at der er nogen som man ikke bryder sig om.

Det har noget at gøre med det lille bitte ord der hedder kemi. Det lille bitte ord med så stor betydning. Det der gør hele forskellen.

Istedet for at være glade på mine vegne over at jeg har flyttet mig, at jeg rent faktisk rykker i den rigtige retning, betragter folk mig som den splittende borderlinepatient.

Patienten der aldrig er tilfreds, der deler folk op i gode og onde. Den bøvlede dramaqueen. Og den eneste man ville var egentlig bare at sige tak.

Jeg har mødt ufatteligt mange mennesker i psykiatrien, behandlere, læger, psykiatere, patienter, you name it. De har alle været der på en eller anden måde, men nogle arejder man tættere med end andre. Sådan er livet. Der er så mange jeg burde takke. Fantastisk personale på mit bosted, min tidligere psykolog, personale jeg har mødt på min vej gennem psykiatrien og det har været svært at vælge. Alligevel valgte jeg efter moden overvejelse til sidst og ramte alligevel galt. Jeg sårede og skabte splitting uden egentlig at gøre det.

Jeg føler at mine ord er blevet brugt imod mig, at de er vendt mod mig selv og opfattet forkert. Jeg føler mig bundet på mund og hånd.

Om Forfatteren

Født i 1983 Uddannet lærer Været i kontakt med psykiatrien siden 2009. En af os ambassadør Har mere end 200 bæltefikseringer bag og mange indlæggelser. Jeg har leget kispus med døden i flere år. Jeg har gjort virkelig mange dumme ting, men jeg overlevede. OG det er der nok en mening med. Jeg boede tidligere på bosted, men har nu forladt psykiatrien for good. Jeg har mine meninger om dette emne, måske ligner de ikke alle de andres, men det er min oplevelse og mit møde med psykiatrien. Jeg holder i dag bla foredrag om mine oplevelser, kommer med begrundelser for hvorfor jeg tænker, som jeg tænker udfra den historie, jeg har med mig.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.