Jeg står ved en bro, livet venter lige på den anden side. Jeg kan se det, jeg kan mærke dets stråler. Lyset, der varmer mig, men jeg tør ikke helt. Jeg svømmeri sirup, kviksand trækker mig langsomt nedad, men jeg tager et svømmetag mere med livet og ser måske en smule lys. Bare lidt, langt derude i horisonten, men det er værd at kigge efter.
Efter indlæggelse og nedture af dimensioner, tillid der blev brudt, svigt der sved gevaldigt, tårer der blev grædt og en underlig murren i maven, prøver jeg nu at klatre op af hullet.
At slå kløerne i livet igen, men det er svært. Rigtig svært.
Jeg er udskrevet, jeg er hjemme. Jeg lever. Utroligt nok.
Endnu en gang har jeg overlevet det umulige, overlevet mig selv. Jeg ser endnu en gang på mig selv i spejlet, ser på de ar der skæmmer min krop. Men de er en del af mig, en del af min historie. Selvom jeg er ked af dem, fortæller de alle noget om mig. Jeg har lært at leve med dem, lært at se mig selv i øjnene trods alt.
Livet er en forbandelse og en velsignelse, så svært og alligevel så lige til. Jeg har planer, jeg har ønsker, jeg har drømme om en anden og bedre fremtid. Men jeg begrænser mig selv, stækker mine egne vinger om man vil. Jeg kunne være fri, fri som fuglen og alligevel sidder jeg låst inde i et gyldent bur som jeg selv har skabt. Jeg skal lære at knække tremmerne, at flyve ud i friheden og lære at leve i stedet for bare at overleve.
Overleve eller leve, hvad er forskellen? Hvordan føler man glæde? Hvad er livet egentlig for en størrelse?
Jeg længes efter at lære at leve, længes tilbage til det helt almindelig liv med almindelige problemer, et sted hvor man ikke konstant tager stilling til døden og grænsen der til. Et sted hvor selvmordstanker og selvskade er ikke eksisterende. Et sted, hvor jeg bare kan være mig og hvor der er plads til mig.
Jeg kravler opad, ser lyset og håber at jeg en dag når dertil.