21 december. Årets korteste dag, 3 dage til juleaften, solhver.

Årets længste dag for mig. 4 år er gået siden jeg første gang forsøgte at selvskade, siden jeg første gang blev fikseret. Siden det første gang gik rigtig galt for mig. Siden hele denne nedtur begyndte. 4 år med op og nedture med selvskade, selvmordsforsøg og fikseringer. 4 år hvor jeg imellem tiden lige så godt kunne have været død, guderne skal vide at jeg har prøvet. 4 års helvede.

På 4 år er jeg gået fra en normalt liv til at bo på et bosted med døgnbemandning. Jeg har lært psykaitriloven at kende forfra og bagfra. Jeg har været fikseret flere gange end jeg ønsker at tænke på, jeg stoppede med at tælle ved 150. At tænke tilbage på disse 4 år er som at være i et mareridt der bare fortsætter.

Men sådan nogle mærkedage om de er gode eller dårlige, giver alligevel stof til eftertanke. Hvad er gået godt, hvad er gået skidt. Kunne der være gjort noget anderledes? Jeg ved det ikke. Jeg ved at de sidste 4 år er år jeg ikke ville ønske for min værste fjende. At være tvangstilbageholdt, tvangsindlagt, tvangsfikseret, tvangsmedicineret. Jo jeg har vist prøvet det hele og det har været hårdt.

Men måske er der lys for enden af tunnelen, jeg fornemmer det lidt. Jeg fornemmer et svagt lys, der blafrer i vinden. Det er næsten gået ud, men dog kan jeg alligevel se flammen og det giver mig håb. Et håb der skal plejes og passes, som en subtropisk plante i et nordisk klima. Håbet skal have den rette mængde lys og gødning. Håbet er derude et sted.

Det har ikke været skidt det hele, der har været gode stunder. Latter og sjov. Fantastiske personer jeg har mødt undervejs, folk der har hjulpet og støttet mig. Men alligevel føler jeg mig splittet mellem lys og mørke.

Mellem sygdom og sundhed. Jeg holder helt automatisk fast i den lille rest af sygdom, der er i mig. Min sikre havn. Hvis jeg går ned ad den vej, ved jeg, hvad der venter. Jeg hader det, men det er trygt. En beskyttelse mod en verden der bliver for svær, et sted hvor andre tager over når jeg ikke selv kan. Et sted hvor dæmonerne kan rase i fred uden at det kommer til at koste mig liv og førlighed. Bare et sted hvor jeg kan give slip.

I den virkelige verden er det ikke muligt at give slip, der er det en evig kamp mod dæmonerne, du har aldrig fred, du har aldrig fri. Altid skal du være klar til at nedkæmpe det grønne monster, der æder dig op indefra. Altid kampberedt, det er ikke muligt at finde fred. Jeg ser på mine ar, ser på mine arme, min hals og mit bryst. Har besluttet at det er sidste gang, men alligevel taler skyggerne til mig. Lokker med de selvskadende tanker, konstant skal jeg ridse konsekvenserne op for mig selv. Konstant skal jeg stå imod det evindelige pres. Jeg står på et vindomsust klippeskær med bølgerne bragende nedenfor. Jeg står og forsøger at holde balancen, men der er orkan omkring mig. Et eneste skridt forkert så falder jeg og kommer aldrig op igen.

Om Forfatteren

Født i 1983 Uddannet lærer Været i kontakt med psykiatrien siden 2009. En af os ambassadør Har mere end 200 bæltefikseringer bag og mange indlæggelser. Jeg har leget kispus med døden i flere år. Jeg har gjort virkelig mange dumme ting, men jeg overlevede. OG det er der nok en mening med. Jeg boede tidligere på bosted, men har nu forladt psykiatrien for good. Jeg har mine meninger om dette emne, måske ligner de ikke alle de andres, men det er min oplevelse og mit møde med psykiatrien. Jeg holder i dag bla foredrag om mine oplevelser, kommer med begrundelser for hvorfor jeg tænker, som jeg tænker udfra den historie, jeg har med mig.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.