Status på året der gik og drømme for året der kommer
Året 2014 går på hæld og dermed kan man ikke lade være med at kigge lidt tilbage på året, der gik. Hvad opnåede jeg i året der gik? Er der sket fremskridt eller er det hele bare stationært. Bare at svømme i sirup og aldrig komme videre? Jeg har haft et hårdt år med mange op og nedture, jeg har haft lange indlæggelser og korte indlæggelser. Men til gengæld har jeg også haft de længste stabile perioder nogensinde i mit sygdomsforløb. Det har været hårdt, men det har været det værd.
Jeg føler at jeg er ved at få fat om livet igen, selvom det lille grønne monster stadig æder mig op indefra. Jeg bliver konstant trukket i den forkerte retning, i retning mod død og ødelæggelse. Hvordan det hvisker i mit hoved, lokker mig ud af de gale veje. Vejen mod døden, ikke mod livet. Hvordan jeg hele tiden skal strides i en stiv kuling for at blive på den rette vej. Men selvom vinden blæser mig næsten omkuld, selvom jeg svajer faretruende og er lige ved at lægge mig ned, går jeg videre. Vi skal fremad, var mottoet fra en kontaktperson, jeg havde på psyk og det prøver jeg virkelig at efterleve.
Ikke at kigge mig tilbage, ikke at se alt det dårlige, alt det betændte i mit sind. Men holde fokus på de frø, der er sået. De frø der skal blomstre og gro i det nyerå og forhåbentlig blive til smukke blomster, der kan skabe glæde på min vej. Blomster der trives og rækker sig mod sollyset, suger det til sig og holder på det, som jeg forsøger at holde på livet.
Dette leder mig hen til mine håb og drømme for året der kommer. Jeg håber at min destination i 2015 bliver virkeligheden. Væk fra psykiatrien, væk fra bosteder. Et normalt liv med hvad der følger af glæder og sorger. Jeg længes efter en normal tilværelse, en tilværelse hvor jeg ikke konstant skal kæmpe mod trangen til selvskade, hvor bånd ikke bygges op for derefter at blive revet over. En stabil tilværelse, en tilværelse for mig selv. Hvor jeg kan leve det liv som jeg nu ønsker.
Drømme om uddannelse begynder så småt at tage form, drømme om fremtid, drømme om håb. Jeg står ved en korsvej. Jeg kan vælge at gå tilbage af den vej, jeg kom. Vælge at lade skyggerne ovevælde mig og blive i det kendte og trygge. Vælge at blive hos mit grønne selvskadende monster, at lade det æde mig op. At bukke under for trangen til selvskade og bare give op. Men der er også andre muligheder, jeg skal bare lære at se dem. At forstå at de mennesker, der har været omkring mig i 2014 og som har troet på mig og støttet mig, rent faktisk mener at det er muligt for mig at få et normalt liv.
Men hvad er detr normale liv? Sygdommen har været en del af mig så længe, jeg kender den ud og ind og den kender mig. Vi er et par, et par der har levet sammen i lette og svære stunder. Vi har været uadskillelige. Min krop og mit sind husker alt for tydeligt gamle traumer, gmale oplevelser, et ægteskab der slet ikke var godt, et overfald, mobning. Jeg kæmper imod disse erindringer, kæmper og kæmper, men ikke længere forgæves. Jeg er ved at få kontrollen. Jeg kan lære at styre erindringernes spil i mit sind. Jeg kan lære at skubbe dem væk, at blive i nutiden.
Det er slut nu. Jeg vælger en anden vej, jeg siger farvel til min ven sygdom. Det er mit nytårsfortsæt. Jeg ved at det kræver massiv opbakning og støtte, men jeg ved at det kan lade sig gøre.