Mine veninder begynder at få kørekort. De går i gymnasiet og til Fredagsbar.
De er ved at blive voksne. I et hurtigt tempo skal de forholde sig til trafikken, lektier og venner.
JEG VIL VÆRE MED!!
Det er ikke fordi der ikke sker forandringer i mit liv – slet ikke. Jeg er flyttet på bosted, jeg flytter jævnligt seng, da jeg ofte er indlagt, og jeg kan ikke se mere end et par timer frem ad gangen, for jeg er meget svingende i humør og stemning.
Jeg synes bare det er de forkerte forandringer der sker. Jeg ved godt at det jo er en god forandring at jeg er flyttet på bosted. Og at jeg hurtigt bliver udskrevet igen efter jeg er blevet indlagt og jeg rent faktisk har okay stunder i mit liv.
Det kunne helt sikkert være værre
MEN! jeg kan ikke følge med mine veninder. Flere og flere falder fra. Færre kommer til.
Jeg er helt klar over at hvis man ikke er vant til at begå sig i psykiatrien kan indlæggelser, diagnoser og medicin være svært at forholde sig til.
Men lige så svært det er for dem at forholde sig til, lige så svært er fyre, alkohol og kørekort, at forholde sig til for mig.
Jeg lever i min egen lille verden. Parallel til mine jævnaldrende.
Jeg kæmper hver dag, for overhovedet at kunne stå op. Men jeg er konstant bagud. Jeg skal have hjælp til rigtig mange ting.
Jeg kan ikke de ting en 18 årig på skal kunne.
Jeg er ved at blive voksen, men jeg kan ikke følge med.