Jeg sidder på vejen hjem fra DAT sammen med en pædagog. 

Det har været en hård gruppeterapi. 

Det hele sejler i mit indre. 

Indtil…

…På himlen – helt ude til højre ser jeg noget der glimter – en stjerne.

Lille fin og hvid er den. 

Vi kører på motorvejen. Alting flyder forbi i høj fart. 

Undtaget min stjerne. Som det eneste forbliver den samme sted. 

Denne stjerne blev mit holdepunkt hele vejen hjem fra DAT.

Jeg havde det som et skib på gyngende grund med kun et fyrtårn som mit sigte.

Jeg var ked af det, vred, frustreret og bange, men ret hurtigt blev denne stjerne mit frirum.

Jeg kunne sidde og holde øje med den og blev til sidst helt urolig når det kom en bakketop så jeg ikke kunne se den.

Bare to sekunder uden “min” stjerne virkede som lang tid, når jeg hele vejen hjem havde sat min lid til at denne lille lysende skabning ville holde mine følelser for mig – bare for en stund.

vi nåede en rundkørsel og drejede til højre – væk fra min stjerne. Jeg måtte tænke hurtigt. Jeg følte pludselig ikke jeg kunne undvære min stjerne. Den var lynhurtigt blevet mit holdepunkt og noget jeg vidste altid var der. 

Selvom jeg ikke kan se stjernen fra mit vindue ved jeg den er der. Selvom det bare er en stjerne så kom symbolikken bag ved meget hurtigt til at betyde noget.

At håbet kan være der selvom man ikke kan se det. Det gælder om at finde et holdepunkt, så man ikke står og svajer helt så meget.

Lille stjerne…

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.