To nye vedtagne lovforslag fra regeringens side bibringer penge til forskning i psykiske sygdomme og flere rettigheder til psykiatriske patienter, når det gælder anvendelse af tvang. Ikke mindst hvad angår børn og unges forhold. De vil i fremtiden få større mulighed for både at klage og blive hørt.
Af Thomas Larsen
Den forestående valgkamp byder heldigvis på andet og end skræmmekampagner, hetz mod de svageste i samfundet og billig populisme. Således blev der i slutningen af april vedtaget en lov om nye retningslinier for anvendelse af tvang i psykiatrien og den 4. maj blev der bevilliget 75 millioner til forskning i forebyggelse af psykiske sygdomme. Bedre sent end aldrig, som man siger. Både anvendelse af tvang og behovet for mere og målrettet forskning er områder, der trænger til henholdsvis at blive belyst og få et løft. Så der er alt i alt grund til at glæde sig over, at der i det mindste sker små fremskridt inden for feltet.
Men lad os se nærmere på, hvad der egentlig gemmer sig bag overskrifterne. Først er der loven om tvang i psykiatrien. Ifølge ministeriet for sundhed og forebyggelse, så er formålet at forbedre psykiatriske patienters rettigheder, og dermed give dem mere ligeværd og respekt. Sundhedsministeren uddyber i en pressemeddelse: “Med den her lov åbner vi op for mere dialog og samarbejde i psykiatrien, da patienterne får mere indflydelse på deres egen behandling. Og vi sikrer mere ligeværd, når vi skærper regler for, hvornår man må bruge tvang over for patienterne. Tvang skal kun ske, når der ikke er andre muligheder,” udtaler Nick Hækkerup. Og han tilføjer, at loven også giver bedre muligheder for, at ulovlige stoffer og farlige genstande ikke finder vej ind på de psykiatriske afdelinger, idet der gives flere beføjelser til kontrol af post og kropsvisitationer.
Børn og unges vilkår
Det er altså lagt op til positive tiltag og en lov, der sikrer flere rettigheder til psykiatriske patienter. Især børn og unge får bedre vilkår, idet loven giver 15-17 årige mulighed for at klage over tvangsfiksering – også selv om deres forældre har givet samtykke. Det er et stort skridt fremad, da mange unge mennesker føler det utroligt krænkende at blive udsat for tvang, selv om de måske i bakspejlet kan se det “rimelige” i det. Det fremgår af Børnerådets rapport fra 2014 om børn og unges oplevelser på psykiatriske afdelinger. I øvrigt gribende og til tider hjerteskærende læsning. De interviewede børn og unge omtaler i utvetydige vendinger tvang som noget af det værste, de har været ude for. Og de har nu fået nye rettigheder og en helt ny retsstilling.
Tolkning og tydning
Bevillingen af flere penge til forskning og forebyggelse af psykiske sygdomme er der ikke det store at sige til, andet end at vi må håbe det batter noget og at midlerne ikke forsvinder i bureaukratiet eller til forskere, der vil opfinde den dybe tallerken igen. Visse forskningsprojekter har det desværre med at påpege det indlysende. Og ønske at beløbet var højere, idet 75 millioner reelt er “småpenge” i forhold til områdets omfang.
Nej, hellere filosofere lidt over loven om nedsættelse af tvang og hvilke udfordringer, der ligger i at få den implementeret i praksis. For vist er der sket en målrettet reduktion af bæltefiksering inden for psykiatrien, foruden en øget brug af “alternative” behandlingsformer så som sanserum på Hvidovre Hospital og brug af akupunktur, fokus på kost og motion og så videre. Men som Politiken kunne berette om den 4. maj, så er medicineringen til gengæld øget. Der er så delte meninger om, hvad der er “bedst”; bæltefiksering eller mere medicin. Visse psykiatere holder på at medicin er at foretrække, hvorimod landsforeningen SIND advarer både imod overdreven brug af fiksering og tvangsmedicinering.
Så måske er det den gamle historie om pest eller kolera; eller måske handler det snarere om personalemangel og det faktum, at de der “får lov til” at blive indlagt, er langt mere alvorligt syge end tidligere og dermed skaber et yderligere pres på de psykiatriske afdelinger som helhed. Og som Outsideren har dokumenteret, så er regeringens ekstrabevilling fra 2014 ikke så imponerende omregnet til de faktiske behov for både sengepladser og flere fagpersoner i personalegruppen.
Sidst men ikke mindst må man se på de forskellige kulturer, der hersker på de forskellige afdelinger. Der er stor forskel på, hvordan de overordnede krav tolkes og tydes fra region til region, fra hospital til hospital. Og det kan tage lang tid at ændre holdninger og fordomme. Et er de gode intentioner fra oven, et andet er hvordan de bliver ført ud i livet i praksis – eller ikke gør det.