Der var en gang hvor verden var normal eller næsten da. En gang hvor problemerne ikke steg mig over hovedet. En gang hvor jeg kunne håndtere mit liv. En gang hvor jeg ikke kendte pykiatrien som nu. Der var en gang hvor det var noget jeg vidste eksisterede, men ikke kendte noget til. Der var en gang hvor jeg ikke kendte til bælter og tvang. Ja, ak der var en gang…
Nu er jeg i en anden virkelighed. En virkelighed med alt det jeg ikke kendte før. En virkelighed med ar på krop og sjæl. En frygtelig og skræmmende virkelighed. En virkelighed jeg ikke ønsker for min værste fjende. Jeg græder indeni. Mine tavse skrig kan ses, men ikke høres. Min forpinte sjæl kæmper mod de dæmoner, der er stærkest. De dæmoner der dræner mig for !ivskraft, de dæmoner jeg seæv har skabt i mit sind. Jeg kan hverken leve eller dø. De mennesker, der holder af mig og er omkring kæmper med mig, men jeg er ikke i stand til at tage imod. Jeg spreder sorg omkring, nervøsitet og anfst. Alle håber, men !ige nu tror jeg ingentibg. Jeg sidder på en madras på gulvet på en psykatrisk afdeling. Ikke en gang en seng må jeg få, ved mindre jeg er spændt fast til de , jeg har grædt mine modige tårer, men lige lidt hjælper det. Jeg har ladet dem se min sorg og min angst, der er skygger omkring mig, skygger i mit si d og min krop. De taler til mig, straffer mig ved ast starte en film i mit hoved med alle de negative ting, jeg har oplevet. En film der kun kan stoppes i det øjeblik blodet flyder. Jeg tænker på selvskade, jrg er min selvskade. De sidste 9 mdrs arbejde føles nærmedt forgæves. Den nedadgående spiral er startet, hvor meget jeg end ønsker at bryde den, virker det nærmest umuligt. Jeg føler atj eg er tilbage ved start som en anden ludo brik, der er slået hjen for gud ved hvilken gabg. Det føles som om jeg går og svømmer i sirup. Et hvert svømmetag i den rigtige retning er næsten for tungt. Et hvert svømmetag virker håbløst. Jeg har ikke flere tårer, ikke mere gråd. Intet andet end mit kropssprog tilbage. Ingen ord, ingenting. I tet at gøre. Jeg ønsker mig bare et fredeligt liv.
Et liv, der ikke bare føles som ren overlevelse, men rent faktisk som at leve. Et liv hvor dæmonerne holder pause, hvor jeg fåret pusterum. Et liv med fremtidsudsigter.
Jeg må intet gøre, intet blod, ingenting. Jeg må vente på at 24 timer uden destruktiv adfærd er gået, neg må vente på at smerten forsvinder. Jeg må ud, mit sind skriger på frihed, min krop skriger på luft. Jeg er kold indeni, jeg har lukket for fornuft, for følelser. Jeg kan intet andet end mekanik, strategier jeg har brugt så længe at de sidder på rygraden, men jeg spiller fallit.
Jeg må bare vente og håbe at tågerne letter og jeg tør gå ud på broen igen.
En lille blomst kigger forsigtigt frem i en verden af beton, en verden så hård at der næsten ikke er plads til det smukke.