Marie Herløvsens rørende beskrivelse af sin opvækst som mælkebøttebarn og voksenbarn med en psykisk syg mor, hvor hun selv alt for tidligt fik ansvar for alt for meget.

 

Af Marie Herløvsen

Julen nærmer sig, butikkerne bugner allerede af julekugler og marcipan. Højtiden gør mig eftertænksom. Hvor kom jeg fra, hvor er jeg på vej hen? Tid kan beskrives som en spiral, hvor nytårsaften altid ligger overfor hinanden. År efter år ser vi tilbage på, hvor vi befandt os sidste år og kan således betragte den kronologi, der er det levede liv. Liv kan beskrives som sæbebobler. I en periode er man opfyldt af noget, der vokser sig stort for derefter at løsrive sig fra, hvor man befinder sig. Man får afstand og perspektiv på det, man lige har foretaget sig. Ligesom sæbebobler der pustes fri og svæver ud i luften. Min barndom kan således anskues som en sæbeboble, der i lang tid var fastfrosset i decemberkulde. En lang undtagelsestilstand.

Opvækst
I julen 2012 går det for alvor op for mig, hvor meget min mor havde ændret sig. Hun udviklede som 64-årig de første tegn på demens forårsaget af en hjerneskade pga. fejlmedicinering. Hun har været på psykofarmaka siden 1985.

Længe før dette boede vi på Møn i et bondehus. Jeg erindrer alting som lyst, som om det var evig sommer. Det var før, min far tog sit liv. Jeg var 3 år og 256 dage gammel, den aften han kyssede mig farvel for sidste gang og gik ud og hang sig selv.

Min mor bliver med ét blev bleg og gennemsigtig af sorg. Hun læser den tibetanske dødebog op for sin mand og pynter hans lig. Jeg forestiller mig, at hun sad ved siden af en af de der frysebokse, man ser i amerikanske film, og at den er trukket ud, og at han ligger der. Men det var nok ikke sådan, det foregik.

Min mor mødte, kort efter min fars død, min stedfar. Han flyttede ind med det samme. Jeg erindrer at ville kramme ham godnat, men også at være alt for genert til at gøre det. Husker at være på besøg hos deres venner og rævesove for, at min stedfar så ville løfte mig op og bære mig hjem. Det var en måde for mig at være tæt på ham og komme min generthed til livs.

Jeg blev meget hurtigt uendelig knyttet til ham. Der gik ikke mange måneder efter, at min far var begravet, før min mor besvimede i Brugsen. Brugsmanden gav min søster og jeg lov til at vælge en is, mens ambulancen kørte min mor væk. Jeg valgte en grøn Kermit is. Dér startede det – min mors psykiske sygdom.

Vi mistede huset. Det kom på tvangsaktion, og jeg flyttede ind hos min mormor og morfar. Den uge, de andre flyttede vores ting fra Møn, blev jeg passet af min mors moster og kusine. Jeg husker dem som uendelig omsorgsfulde, som om de vidste, at noget tragisk var sket og gerne ville skåne mig fra den viden. Jeg husker alting som om, at det var gråt. Himlen, husene, den legeplads vi besøgte, mig selv, dem.

Indlæggelsen
Jeg husker at være 4½ år og savne min mor utrolig meget. Hun blev indlagt på Montebello i Nordsjælland. Jeg husker det som om, at det var uendelig langt væk; men alt føles vel langt væk, når man kun er omkring en meter høj.

Kan huske de hvide vægge og det blottede mørke træværk, de grønne bakker med får og dådyr ved siden af hovedbygningen. Kan huske at min mor var nærmest gennemsigtig af sorg, og at hun på hospitalet fik plads til at sørge. Det var der ikke plads til, hvis hun skulle være hjemme og være min mor.

Montebello var i 1980’erne et behandlingssted for folk, der led af neuroser. Det var det, psykiaterne mente, min mor led af – en angstneurose. Montebello lukkede som psykiatrisk enhed i 1990. Diagnosesystemet ændrede sig ligeledes, så nu led hun af en grænsepsykose. Montebello var den første af min mors indlæggelser. Hun gik til psykiater det meste af min barndom og var altid træt og skulle sove bagefter. Generelt sov min mor det meste af min barndom væk. Jeg har senere forstået, at hun var væk på benzodiazepiner.

Hun magtede simpelthen ikke hverdagen, hun magtede ikke at stå op. Jorden gyngede under hende, hun svimlede, og alt blip-bloppede. Det var sådan, hun forklarede det. Det er svært som voksen ikke at tænke, at noget af det, hun beskrev, var bivirkninger af medicinen.

Det nemme barn
Min søster, der er ni år ældre end mig, blev under min mors første indlæggelse flyttet på børnepension. Jeg var dødsens ræd for dette. Det er svært ikke at tro, at det var fordi min søster og mormor ikke kunne enes, at min søster blev flyttet. Virkeligheden var sikkert mere kompleks. Det er den som regel, men min barnehjerne tolkede hændelsernes forløb og konkluderede, at man ikke måtte være vred, sur eller give udtryk for utilfredshed, for det var det, min søster havde gjort, og så måtte hun ikke bo hos dem længere.

Denne erkendelse eller ”mis-erkendelse” var skelsættende for min udvikling. Jeg gjorde mig selv til et meget nemt barn.

Senere gjorde jeg rigtig meget for at dække over alt det, der ikke fungerede i mit hjem. Jeg var dødens angst for ikke at måtte blive boende hos min mor. For det var det eneste, jeg helst ville – at være hos hende. Jeg følte mig tryg der, men også tryg når jeg vidste, hvor hun var, når jeg havde overblik og kontrol. Når min mor var i sin seng, var jeg tryg inden i.

I bogen ”De voksne børn” af Inger Thormann fra 2009 beskrives voksenbørns kompetence til at påtage sig ansvar, organisere og manipulere som resultat af at skulle skjule det dysfunktionelle for omverdenen. Loyaliteten over for den voksne, der ikke formår at bære forældreansvaret, er så stærk, at barnet udadtil forsøger at fremstå som et ganske ubekymret barn. Der skal ikke være noget at kunne sætte en finger på.

Jeg kæmpede for at fremstå sådan. De steder, hvor dysfunktionen alligevel skinnede igennem, oplevede jeg den konstante frygt for, at det blev bemærket.

Jeg var dygtig i skolen og fik rigtig meget ros for, at jeg klarede mig så godt – der var ligesom altid et usagt ”på trods af…” Det var ikke nogen hemmelighed, at min mor var psykisk syg, men der var altid en fortælling om, at det var blevet meget bedre. Virkeligheden var, at hun i lange perioder stagnerede. Der var ingen udvikling, kun sygdom.

Gennem min skoletid voksede en nagende fornemmelse af, at jeg snød, fordi der var så meget, jeg dækkede over. Fordi jeg brugte min tid på at lappe huller, havde jeg aldrig helt tid til at fordybe mig så meget, som jeg følte man burde i f.eks. skolearbejde. Jeg vidste, at jeg i teorien kunne gøre mere, end jeg gjorde. Det har medført en konstant stress over ikke at gøre alting perfekt.

Jeg forstår nu som voksen, at dette behov for at være perfekt er skadeligt. Jeg forstår, at det går hånd i hånd med den evige fornemmelse af at være utilstrækkelig. Jeg voksede op med et ønske om at kunne gøre min mor rask. Jeg vidste godt, at det ikke var min skyld, at min mor var blevet syg, men jeg følte, at det var mit ansvar at gøre hende rask. Da dette ikke lykkedes, satte det sig som et mindreværd, der åd sig ind i mit selvværd.

Modstandskraft
Jeg er et såkaldt mælkebøttebarn. En der ligesom mælkebøtten er ualmindelig levedygtig selv under vanskelige vilkår og formår at skyde gennem asfalt. I en alder af 30 var jeg gift og færdig med min uddannelse og stod med en kandidatgrad fra Københavns Universitet.

Forskning i omsorgssvigtede børn viser, at den afgørende faktor for, hvor skadet et omsorgssvigtet barn bliver, er barnets resiliens eller modstandskraft, som det kaldes på almindelig dansk. En evne der øges markant, hvis barnet har blot én sund tilknytning. Halvdelen af børn, der har været udsat for risici og stress, udvikler pga. modstandskraft ikke alvorlige psykiske problemer.

Jeg ved, at det har været afgørende for mig, at jeg har følt mig elsket. Det var afgørende for min udvikling, at jeg havde en tæt og sund tilknytning til min mormor, og at hun i nogle meget vigtige år udgjorde stabiliteten i mit liv, indtil jeg var omkring 9 år, og også hun blev svært psykisk syg. Jeg mistede derved min mormor og morfar som aflastning og blev voksenbarn på fuld tid. Jeg har, ligesom mange andre voksenbørn, forsøgt at bevare kontrol og overblik, og jeg har hele tiden forsøgt at minimere skaderne.  Jeg blev pålagt og påtog mig alt for mig ansvar alt for tidligt. Jeg påtog mig jobbet at passe på min mor, være sikker på at hun havde det godt, tale hende til ro. Men det at være lille hjælper på den måde er et kæmpe ansvar, der tærer på ens følelser, ens overskud og ikke mindst ens nervesystem.

Omsorgssvigt
Det er et svært ord at bruge om min barndom, for i det ligger en beskyldning. Min mor blev rasende, engang min mand i telefonen hidsede sig op overfor hende, efter hun havde ringet 10. gang samme dag, og sagde, ”at én ting var, at hun havde omsorgssvigtet mig i min barndom, men at hun ikke skulle have lov til det længere”.

Hun blev uendelig ked af det bagefter, da hun forstod, hvad han mente. Som hun sagde igen og igen, så havde hun jo gjort sit bedste, og det er jeg faktisk ikke i tvivl om. Det bedste var bare ikke altid godt nok. Det har været vigtigt for mig at tillade mig selv at være vred, ikke på hende personligt, men på de opvækstvilkår, hvor de voksnes bedste langt fra var godt nok. Jeg tænker, at det har været nødvendigt at mærke denne vrede for at nå frem til en tilgivelse og derved en fred. En del af rejsen mod tilgivelse har været at forholde mig til begrebet omsorgssvigt.

Når jeg læser om omsorgssvigtede børn, der har boet sammen med deres psykisk syge mor, og i en alder af 12 har måttet passe hus, stå for indkøb og madlavning, så tænker jeg, at det er en hård byrde for en 12-årig. Jeg begriber, at en 12-årig er et barn, og at børn i denne alder ikke burde stå med så stort et ansvar. Det gør ondt at læse, for det er også min historie. Men jeg husker ikke mig selv som et barn, da jeg var 12. Da jeg var 12, var min mor og stedfar ved at gå fra hinanden, og jeg havde længe følt mig som voksen.

Voksenbarn
Der var rigtig meget, som min mor ikke tog sig af, fordi hun ikke magtede livet og i stedet sov hen i en medicin-døs, der stabiliserede hendes dårlige nerver og dulmede hendes angst. Det blev derfor mit ansvar at hente penge den første i måneden. Husker stadig angsten for at blive røvet på vejen eller at tabe pengene, for det var alt, hvad vi havde at leve af. Jeg husker at gå fra banken til posthuset og betale regninger og så over på apoteket, købe hendes medicin og så hjem.

Jeg husker at blive sendt ned for at købe ind og ofte stå for at lave mad i et hjem, hvor køkkenet altid rodede helt ekstremt i en sådan grad, at opvasken blev flyttet ud i badekaret, hvilket resulterede i, at jeg tog bad stående på kanten af badekaret, hen over opvasken. Derfor blev det tit til pizza, som jeg spiste alene på mit værelse, for min mor sov. Jeg husker, at pengene aldrig slog til. At vi var fattige i slutningen af måneden – som i der-er-ikke-mere-mad fattige, som i at samle alle de småpenge, der i løbet af måneden var blevet smidt i en stor glasvase og gå ned og handle for dem.

Det danner en lang kø, når man betaler med 25 ører og 50ører. Det tog tid, var pinligt og afslørende. Jeg blev glad, da der åbnede en Netto i nærheden af os, for så var det muligt at købe billig dåse-ravioli og cup-noodles, og så var jeg sikker på, at der altid var et eller andet at spise – det er intet under, at jeg som voksen lider af en mindre spiseforstyrrelse.

Jeg stod for at vaske tøj hjemme hos os. På centrifugen stod der, at den ikke måtte betjenes af børn under 15. Jeg lod altid som om jeg var ældre end de 11-12 år, jeg var, og jeg var bange for, at de voksne, der vaskede deres tøj, ville opdage, at jeg var for ung til at betjene maskinen. Så ja, når jeg husker tilbage på at være 12 år, husker jeg 12 som voksent.

Perspektiv
Jeg får lyst til at dække over mine forældre, får behov for at skrive, at jeg ved, at deres kærlighed har båret mig igennem. For jeg ved dybt i mit hjerte, at jeg var og er elsket. Samtidig bliver jeg vred over, at jeg føler, at jeg skal skrive sådan. For hvornår var jeg nogensinde første prioriteten? Det er ikke omsorg at sætte egne behov og krisetilstande først. Heldigvis har der været perioder, hvor min mor blomstrede op. Hvor hun var der for mig, og i alle de lange perioder, hvor hun mest af alt sov, var der altid plads til, at jeg måtte komme ind i hendes seng og lægge mine kolde fødder mellem hendes varme lår og falde i søvn i hendes seng. Det føltes trygt, selv om det var en seng uden sengetøj på en meget snavset madras på gulvet.

Jeg husker dengang, jeg var lille, og vi tog på buddhistisk sommerlejr, bare mig, hende og et telt – af sted i min mormor og morfars bil. Jeg husker, at hun kørte af sted på motorvejen ned mod Falster, og at jeg følte mig tryg, og at det var rart. Jeg husker perioden i start 90’erne, hvor hun kom meget i buddhistiske kredse og tog mig med til meditation. Hun havde venner og var social og gik i guldkjole og havde håret opsat med spisepinde. Hun gik med læbestift og havde lakerede negle, og jeg var stolt af hende. Jeg husker perioderne efter, at hun fik førtidspension, og der var lidt flere penge, og vi gik i biografen sammen. Da jeg blev teenager og kom på efterskole, holdt hun op med at ryge for at have råd til, at jeg gik der. Hun sendte pakker til mig og kom ind og besøgte mig. Der var en åbning for omsorg og nærvær. Jeg elskede, når hun kom og besøgte mig, og følte mig så heldig over, at hun var min mor.

Men jeg husker også første gang, jeg kom hjem på weekend fra efterskolen. Det var den weekend, prinsesse Diana dødede. Min mor sov. Der var ikke noget mad. Der var ikke nogen penge. Der var to høje stabler af blå plastikkasser med måltider fra kommunen. Sådan nogle man kunne varme i en lille damp opvarmer. Min mor havde ikke kunnet overskue at tage maden ud af kasserne, så en del af det var rådnet. Der var en masse desserter baseret på mælk, som havde stået i sommervarmen. Al mælken var blevet sur, og der lugtede af opkast i hele vores lejlighed.

Min mor lå på en madras på gulvet, i en rå seng, uden sengetøj, med sved og tis pletter. Rundt om hende var der tomme pilleglas og stanniol-pakninger med enkelte piller hist og her. Der lugtede tungt af røg. Hun rendte rundt nøgen, når hun endelig var vågen, og hendes hår havde samlet sig i en stor dreadlock, der ikke kunne redes ud. Det var ikke første gang, at hun så sådan ud. Intet var anderledes end måneden forinden, da jeg stadig havde sommerferie og endnu ikke var startet på efterskole. Men alt var anderledes inden i mig, for jeg så pludselig mit liv hos min mor i skærende kontrast til min hverdag på efterskolen. Således blev det at gå på efterskole for mig en position, hvorfra jeg kunne betragte det liv, jeg havde levet. Det var første gang, sæbeboblen løsrev sig, og jeg fik perspektiv nok til at se forfaldet klart. Tidligere havde det været min hverdag, og når noget er hverdag, lever man med det. Man tænker ikke nødvendigvis over, at det kunne være anderledes.

Jeg tror, at det er måden hvorpå, de voksne børn overlever en utryg barndom.

Læs også af Marie Herløvsen:
All I want
Inde bag de splittede briller
En samtale i den store hvide villa
Brev til min far
Forvandlende fortællinger – mit livs historie
Eventyret om den yngste prinsesse

En kommentar

  1. John

    Det gav mig lidt tåre i øjenkrogen og en tom følelse i maven at læse.
    For det vækker nogle stærke minder i mig selv.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.