Terkel Winther følger her op på sin første artikel om, hvad der er normalt og unormalt. Terkel spørger, om ISIS-soldater, krigsgeneraler, bombepiloter, militærindustrien, korrupte overlæger, unge bøller og Facebooks censursystemer tør kalde sig normale. Og han fortæller historien om den helt normale smykkehandler H.
Af Terkel Winther
De psykisk syge bliver ofte udråbt som dem, man skal være bange for. De er uberegnelige, og af og til hører man om en skizofren, der har slået et menneske ihjel. Men hvem tør kalde sig normal?
Er alle ISIS-soldater, der plyndrer, voldtager og dræber i flæng, udråbt som sindsyge? Er Assad, der sender soldater mod sin egen befolkning, udråbt som sindssyg? Er generalerne, der giver ordren videre, eller er de soldater, der slår uskyldige mennesker og piner dem fra vid og sans, er de diagnosticerede som forrykte?
Er piloterne, der kaster brandbomber over civile diagnosticerede, eller er militærindustrien, der opfinder det ene mere grusomme torturinstrument efter det andet? Hvem tør kalde sig normal og har en opførsel, der er til at forstå?
Er det overlægerne på Rigshospitalet, der ifølge Politiken berigede sig på forskningspenge? Købte malerier og dyre møbler for penge, der skulle have gået til at lede efter midler, der kunne helbrede syge. Er det de unge mennesker, der finder en frysende og forkommen hjemløs – banker ham sønder og sammen for til sidst at pisse på ham, mens de filmer det og lægger det på YouTube?
Er det Facebooks ejere, der hellere vil forbyde et par bare bryster end voldsvideoer fra et sted i en ørken, hvor et stakkels menneske bliver forkrøblet på både sjæl og legeme af de slag, han forsvarsløs må tage imod? Hvilken diagnose har man for at forstå den slags prioriteringer? Hvem tør kalde sig normal i en verden, hvor vold er svaret på næsten alle bønner?
Historien om H
Jeg kender en mand, som jeg vil kalde normal. Han er stærkt troende muslim og har en lille smykkeforretning. Lad mig kalde ham H.
H er blevet berøvet to gange, og H reagerede med at blive bange for folk på gaden. Han mente, at mange af de smil, han mødte, ikke var andet end forvrængede miner og hadske grin.
H et blevet opereret i sit hoved efter blodpropper, men hver morgen står han op og beder til sin gud. Hver morgen takker han for at kunne møde dagen, og hver dag giver han slip på at forstå sin guds dispositioner. H tænker, at Allah ved hvorfor, og den tanke er god nok for ham.
Det hænder, at jeg ser ind i hans butik, og jeg bliver altid mødt med et stort smil og et hej. Salam Alaikum, siger H og byder mig ind i baglokalet, hvor han straks brygger os en kop kaffe.
H er nervøs, men han siger, at modgang ikke skal få ham ned. ”Hvad får jeg ud af at ligge på sofaen?”, spørger han, ”og derfor går jeg ned i min forretning. Jeg tør næsten ikke lukke nogen ind i min forretning – men det er en skidt holdning, hvis jeg vil sælge”, siger han med et smil.
H’s hånd ryster, mens han hælder kaffe op. H fortæller om sit liv. Krigen i Irak. Flugten. Røverierne. De sygdomme, han må leve med, for slet ikke at tale om den modgang, resten af hans familie oplever. H er nervøs og bange, men han går alligevel på arbejde, for det er vejen frem, siger han.
Jeg kender ikke noget menneske, som reagerer mere normalt end H. Jeg kender heller ikke noget menneske, jeg kan have mere respekt for end H.
Psykisk syge med en vilje til at klare sig – som ikke kan få arbejde
Jeg har mødt mange psykisk syge, der har måttet kæmpe mod alle odds og alligevel klaret den. Mennesker, der igen og igen møder op på universiteter og læreanstalter – trods alverdens djævle i sindet – og insisterer på deres ret til et liv, hvor de trives.
Hvem tør se bort fra sådan en vilje? Hvem tør ignorere sådan en kraft? Jeg hører, at arbejdsformidlingen næsten ikke kan afsætte psykisk syge til arbejdsmarkedet, fordi markedet mener, at syge vil være en belastning.
Hvad er det for nogle fordomme, der hindrer udsynet så meget, at man stort set intet kan se? Er det overskrifter, som man af og til kan læse på forsiden af aviserne, at nu har en skizofren slået et menneske ihjel? Måske gyser man ved tanken om det uforståelige og det mærkelige, mens man på side to kan læse om endnu en uhyrlighed begået af soldater i en eller anden krig et eller andet sted på jorden.
Måske er Facebooks prioriteringer helt normale. Måske er bare bryster langt mere stødende end en video med nogen, der bliver pint fra vid og sans. Det er jo normalt – eller hvad synes du?
Læs også: Der er noget ved det normale