Vi skal gå på samme fortov. Min terapeutiske tilgang hedder ASF, Almindelig Sund Fornuft. Hvis man lærer alle de svære ord, får man hovedet så højt op i røven på sig selv, at man overhovedet ikke kan se noget. Sådan siger Ole Sørensen til Outsiderens Terkel Winther, da de mødes på en cafe en regnfuld onsdag.
Af Terkel Winther
Michael og jeg er taget fra Outsideren i København og til Nyborg for at interviewe Ole Sørensen, også kendt som ”Rebellen fra Langeland”. Da vi står af toget, ringer jeg til Ole, som siger, at han vil gå os i møde. Efter vi har gået lidt, ser vi en mand i det fjerne vinke til os. Som Ole senere sagde, så han to velklædte og nydelige mænd komme gående – det måtte være københavnerne!
Ole har fundet et sted, hvor vi kan snakke sammen. Jeg har med skam at melde glemt navnet på cafeen, men der var hyggeligt, og kaffen var frisklavet og kostede en femmer. Vi finder et sted ved vinduet, så det grå og diffuse lys fra den regntunge dag kan lægge sig som en dug på bordet mellem os. Perfekt at sætte kaffen på.
Hvad er den første tanke der melder sig hos dig, når jeg siger psykiatri?
Ole svarer uden at tøve, at det er forandring. ”Når jeg tænker på, hvordan forholdene var, da jeg begyndte i psykiatrien. Nogle steder var der 11- og 12-sengsstuer, og bælterne lå parate i sengene. I dag ser du kun sjældent bælter. Fra bælternes tid til behandling derhjemme.”
Jeg spørger Ole, hvor forandringen kom fra, og Ole svarer, at han var med dengang Galebevægelsen startede sidst i 70’erne. ”Jeg var med, inden jeg startede uddannelsen…” Pludselig bliver vi afbrudt af en kvinde, som kommer hen til vores bord.
”Det er et fantastisk arbejde, du gør,” siger hun, og Ole svarer tak. ”Hvis du kunne tænke dig at komme ud og se, hvordan vi bor,” siger hun videre, og Ole svarer ja og tak.
Galebevægelsen – observere for at forebygge
Vi vender tilbage til galebevægelsen, og Ole siger, at det var med dem, at hans forandring begyndte. ”Jeg syntes, det var enormt spændende.”
”Er der nogle af galebevægelsens ideer, du har taget med dig?” spørger jeg. ”Ja, f.eks. snakken om diagnosesystemet,” svarer Ole. ”Det hed obs-pro dengang. Observere for at forebygge. Vi observerede patienten i lang tid, inden diagnosen blev stillet. Det oplevede jeg som meget værdigt. Men diagnoserne var mere firkantede dengang. Der var kun neuroser, psykoser og maniodepressiv lidelse. Jeg savner i dag tiden til at observere, inden diagnosen bliver stillet. I dag skal du have en diagnose, inden der er gået en måned, og det synes jeg er enormt uværdigt. Diagnosesystemet er totalt udvandet i dag. Det kan jo rumme 95 pct. af jordens befolkning. På mig virker det som om, at hvis der er noget, de ikke kan finde ud af i dag, så kommer der en ny diagnose. Diagnoserne har jo numre i dag,” siger Ole med et smil, ”og så kommer jeg til at tænke på kvægavlere. Deres dyr har jo også numre. ”
”Det er noget underligt noget,” smågriner Ole. ”Det er jo at putte folk ind i ”et eller andet”. I gamle dage havde man tiden til at snakke med folk. Til at observere. Så jeg synes, at folk blev behandlet meget bedre dengang. Men jeg har ikke fulgt ret meget med i diagnosernes udvikling. Det interesserer mig ikke. Jeg møder mennesket, og så mærker jeg lynhurtigt, om der er en kemi, og om vi kan arbejde sammen.”
På spørgsmålet om hvordan socialpsykiatrien har udviklet sig, svarer Ole, at han oplever, at der er mange veluddannede pædagoger, der gerne vil arbejde i socialpsykiatrien. ”Så tager de på kloge-Åge-kurser et par dage, og derefter er de parate til snakke med de sårbare. Men mine borgere har – siden de forlod moders skød – været udsat for pædagoger eller psykologer, og de gider ikke høre på det. Når de så alligevel bliver udsat for det, kan de køre pædagogerne helt ud af manegen, for de kender sproget enormt godt. For mig er socialpsykiatri flæskesteg, kartofler og brun sovs. Glemte jeg at nævne rødkål?” griner Ole.
”Hvis man går på alle de kurser og lærer alle de svære ord, så får man hovedet så højt op i røven på sig selv, at man overhovedet ikke kan se noget! Jeg tror på, at vi skal gå på det samme fortov. Se på hinanden og så skal det ikke hedde klienter eller patienter. Det skal hedde samarbejdspartnere.”
”Hvis man går på alle de kurser og lærer alle de svære ord, så får man hovedet så højt op i røven på sig selv, at man overhovedet ikke kan se noget! Jeg tror på, at vi skal gå på det samme fortov.”
Hvordan prøver du at få dine tanker gjort virkelige?
”Jeg gør det selv! Jeg har en ven, der er frivillig i en hjemløselejr i New Mexico. Han besøgte mig et par dage sidste år, og vi snakkede bl.a. om shamaner og uddrivelse af onde ånder, og jeg synes bare, at det er fedt! Han er gæsteprofessor inde på CBS og er en dejlig bindegal mand, der laver teater med veteranerne i hjemløselejren. Det er sådan noget, jeg rigtig godt kan lide! At møde mennesker med en helt anden opfattelse og tilgang til livet, end jeg har.”
”Du er jo ikke fra kommunen”
Jeg bliver nysgerrig på, hvordan brugerne møder Ole. ”Hvordan opfatter dine brugere dig?” spørger jeg ham, og Ole svarer, at når han kommer, så siger brugerne, at de ventede en fra kommunen. ”Du er jo ikke fra kommunen, siger de. Jo, jeg kommer fra kommunen, svarer jeg så, men de siger, at nej – det gør jeg ikke. Det kan være, det skyldes mit udseende, at de siger sådan, men jeg tror mere på, at det handler om, at jeg bare er mig selv. Os, der arbejder professionelt med de sårbare, skal lade vores professionelle tilgang blive hjemme. Det skal vi, for hvis der er nogen, som kan mærke os, så er det fandme de sårbare. De gennemskuer maskerne med det samme. Vi skal komme, som vi er.”
Hvad er forskellen på at møde et menneske som menneske i stedet for fra behandler til menneske? Hvad sker der med folk i de to forskellige situationer?
”Mange af de mennesker, jeg arbejder med, har haft et langt liv med bøvl. Hvis du som behandler kommer og stiller de dér spørgsmål – hvad tænker du? Hvad føler du? Så kender brugerne det ind til benet, og de gider ikke! Jeg stiller ikke den slags spørgsmål. Jeg stiller alle de dumme spørgsmål. Men det kan koste på den konto, der hedder følelserne.”
”Hvorfor er det svært for systemet at være menneske?” spørger jeg, og Ole svarer, at der ikke er plads. ”Jeg bliver kontaktet af folk, der arbejder i systemet, og som gerne giver sig meget mere. Men så er der noget, der hedder overenskomster og arbejdstidsregler, og hvis der er en, der vil arbejde et par timer ekstra, fordi der er en borger, der har brug for det, så er man en morakker. Man bliver moppet på plads.”
Jeg vil gerne snakke med Ole om nogle af de følelser, som brugerne har i sindet, og vi begynder at snakke om håbløshed og opgivenhed. Ole fortæller, at den største følelse af håbløshed, han møder, er når en misbruger ikke kan blive indlagt. ”50 pct. af mit arbejde er lobbyisme,” fortæller Ole. ”Jeg arbejder med hospitalet, misbrugscentrerne, alle gangene i forvaltningen. Når de har bøvl med en bruger, så ringer de til mig. Jeg kommer og ordner det i stedet for politiet. Vi taler sammen eller drikker en kop kaffe sammen. Så falder de til ro, og jeg kan så ringe til lægen og få brugeren indlagt til afrusning. Meget af håbløsheden opstår, fordi en behandler står med et menneske, som har brug for hjælp, og systemet vil ikke samarbejde.”
Vi bliver igen afbrudt af en kvinde, som kommer hen til vores bord. ”Hvad hedder den udsendelse i fjernsynet?” ”Rebellen fra Langeland,” svarer Ole. ”Der var en udsendelse om skæve eksistenser.” ”Ja, det var TV Fyn for nogle år siden. Ole og de skæve eksistenser. Nu er vi ikke så skæve mere,” smiler Ole. ”Der var nogen, der blev fornærmet over at blive kaldt skæve eksistenser,” siger kvinden. ”Ja, jeg møder mange, der er fornærmede,” svarer Ole, ”så skal jeg bare have dem til at smile.” Kvinden vender sig mod sin veninde. ”Vi havde begge to ret,” siger hun. ”Den ene hed Rebellen fra Langeland, og den anden var Ole og de skæve eksistenser.” ”Der kan man bare se,” svarer Ole. ”I har begge to vundet.”
Hjælp til selvhjælp
Ole tager en slurk af sin kaffe og spørger, om jeg kender den gamle sætning hjælp til selvhjælp? ”Sætningen stammer fra 1929, og det var Kofoed, der sagde det. Allerede dengang havde han fundet de vises sten. I 40’erne havde han frivillige, der gik rundt i København og fik folk ind på Kofoeds skole, så de kunne få et måltid mad og et sted at sove. Når folk nogle gange bliver hjulpet for meget – hvis man gør alting for dem – så er det, fordi det er det nemmeste.”
Jeg spørger Ole, om tilliden til, at patienterne ”kan selv” er væk, og Ole svarer, at nu kan han fortælle sin yndlingshistorie. ”I 2001 deltog jeg i et praksis-forskningsprojekt. Det handlede om brugerindflydelse. Jeg lavede det sammen med en, der hedder Lene. Vi brugte projektet til at etablere årlige brugerkonferencer for psykiatribrugere i Jammerbugten og på Langeland. Efterhånden var der flere og flere, som hørte om det, og til sidst var vi over 120 mennesker fra hele landet, og brugerne overtog mere og mere af det praktiske omkring konferencerne. Til sidst skulle Lene og jeg bare styre økonomien. Jeg forestillede mig, at brugerindflydelsen kunne blive til brugerstyring, så der sad brugere og styrede det hele, når jeg mødte på arbejde. Der kunne f.eks. være en, de havde svært ved at få kontakt til, og så bad de mig om at tage ud til brugeren. De skulle planlægge min arbejdsdag. Så kunne brugerne styre dokumentationen!”
Man snakker jo meget om empowerment og recovery?
”Det er bare ord,” svarer Ole. ”Det er flotte ord, men jeg tænker aldrig over, om det er recovery eller empowerment, jeg laver. Kommer du til mig og siger, at du vil gerne have noget recovery og bummelum, så svarer jeg, at så fortæl mig, hvad det er, du vil have. Jeg har ikke nogle nøgler til det gode liv, og jeg gider heller ikke have dem. Recovery-tanken er smuk, men vær så venlig at fortælle mig, hvad du lægger i ordet? Der er ligeså mange fortællinger om recovery, som der er mennesker. Hvis jeg begynder at tænke, at det her virker, så glemmer jeg måske, at det ikke virker for en anden. Den tanke, som vi to udvikler sammen – det er dén, der virker!”
Hvis vi to så sidder overfor hinanden og bare er os selv som mennesker – er det så dét, som virker?
Ole svarer, at det ved han ikke. ”Jeg kan ikke sige det, før vi er der. Man kan lave alverdens teorier. Når der er en relation, kan vi begynde.”
ASF – Almindelig Sund Fornuft
Jeg spørger Ole, om der er noget, han vil tilføje, og Ole svarer, at vi bare skal huske på, at vi alle går på samme fortov og huske at behandle hinanden ordentligt. ”Min terapeutiske tilgang hedder ASF. Almindelig Sund Fornuft. Den opstod dengang tilsynet ikke var helt tilfreds med min måde at omgås regler på. Vi skulle lave en masse indberetninger til tilbudsportalen, der var en lang liste af metoder, modeller og teorier, man kunne krydse af, at man brugte – bogstavsammensætninger – og jeg begyndte at sammensætte nogle ord. Semantiske polariteter og modificerede absolutismer, f.eks. ord som sammen ikke betyder noget. Jeg kombinerede ordene, så det gav en eller anden mening – lavede forkortelser, satte det sammen med ASF og sendte det hele til socialtilsynet. De godkendte ASF som tilgang og metode!”
Vi griner begge to, og Ole fortsætter med at sige, at han har ramt ned i noget, som optager folk. ”Bureaukrati og formynderi – kontrol og ingen tillid. Men der sker kun det, at systemet lukker ned om sig selv, og jeg tænker, at det kun handler om systemet og ikke om mennesker. ”
”Nu snakker vi om, at psykiatrien skal udvikle sig, men psykiatrien handler om mennesker, som er så sårede i livet, at de har brug for hjælp. Men i systemet sidder der en flok embedsmænd, der sender ti tusind spørgeskemaer ud til socialpsykiatrien, som vi så skal svare på. Så virker det på mig som om, at de på baggrund af skemaerne skubber noget over på mig, som jeg skal arbejde efter, fordi det viser, at undersøgelserne er effektive.”
Jeg spørger Ole om, hvad systemets begrundelse er for at gøre, som de gør, og Ole svarer, at det ved han ikke. ”Jeg hører jo ingenting fra dem,” siger han, ”og jeg har ellers provokeret dem rigeligt. Jeg havde egentlig tænkt, at jeg som 62-årig skulle pakke rygsækken og tage til Canada og USA til hjemløselejre. For nogle år siden rejste jeg rundt i Danmark og tjente penge ved foredrag. De penge, jeg tjente, sendte jeg derover. De skulle gå til tænder. Ordentlige tænder er for mig det vigtigste. Så kan man spise sin mad, og man kan smile. Og man kan bide tilbage – ikke mindst!”
Det kan virke nemt at beskrive Ole. Han er ligefrem og siger, hvad han mener. Alligevel er der et aber dabei, som i få sætninger lægger meget mere til.
Da interviewet er færdigt, og jeg har slukket min diktafon, ser Ole næsten bekymret på mig og spørger, om jeg kan bruge det han sagde til noget. Om det var okay? Jeg nikker til ham og siger, ja – bestemt!
Den sunde fornuft – en ren revolte?
Michael og jeg går ud på gaden og vil se os lidt omkring i Nyborg, inden vi tager hjem til København. Regnen er næsten holdt op, og jeg kan ikke lade være med at smile lidt for mig selv.
Hvad er det egentlig, Ole siger? Vær dig selv. Se mennesker som individer, og hvis regler er i vejen for et godt udkomme, kan vi så ikke lægge reglerne lidt til side? Ole appellerer til den sunde fornuft. Men i vort dejlige og til tider underlige land er sund fornuft ren revolte. Hvem det siger mest om – Ole eller de herskende ideer i dette vort land – vil jeg overlade til min læser.