Det er muligt at komme sig som psykisk syg, skriver Ida i denne selvbiografiske skildring, hvor hun retter en skarp kritik mod de psykiatere, der foretog et ”overgreb på min krop, min hjerne og min sjæl”.
Af Ida
Hvis mine tanker koger over om alt det, som jeg i årenes løb har lært om kognitiv terapi og psykoedukation, der ikke har virket godt på mig, så siger min far ganske roligt “Op i røven med det, videre!”
Det, der har hjulpet mig mest til at få det godt igen, er læring og grundlæggende viden om livet og at tage det stille og roligt uden at bruge en masse “kognitive teknikker” og bare trampe stille videre i livet, selv om det kan gøre ondt. Det er nemmere, end jeg havde troet. En fod foran den anden.
Fødsel og folkeskole
Jeg gætter på, jeg ikke græd. Jeg var lille, syg og svag, så jeg har vel ikke haft kræfterne til det. Jeg blev taget ud af min mors mave med kejsersnit, fordi jeg var holdt op med at tage næring til mig. Jeg vejede kun et lille kg og blev puttet i kuvøse. Min far mener, at min lille hjerne godt kan have udviklet nogle traumer og en ultrasensitivitet, især overfor lyd.
Jeg var meget syg de første 12 år af mit liv. En forkølelse tog altid lang tid. Jeg har altid været ret moden af mig, og jeg brugte det meste af min barndom på at tale med mine forældre. Jeg har derfor altid haft det nemmest med voksne mennesker og modne samtaler. Jeg lå meget hjemme i sengen og på sofaen og kunne ikke følge ret meget med i skolen, så jeg var ikke særligt dygtig.
I 4. klasse var jeg alvorligt fysisk syg for sidste gang. Jeg havde skoldkopper for anden gang, selv om det burde være umuligt, men det er det altså ikke. Det er sjældent. Jeg havde også hals-, øre- og øjenbetændelse.
Bakterier og tårer med gråd på
Da jeg var på skadestuen midt om natten med ømme øjne, sagde den søde sygeplejerske, at jeg nok havde kløet mig i øjet, efter jeg havde pillet næse. Jeg vidste, hun havde ret, og jeg blev så flov. Så megaflov at jeg de næste 10-15 år vaskede hænder meget ofte.
Jeg var ikke en dygtig elev i skolen, men det lavede Harry Potter ret meget om på. Han lærte mig at læse og skrive mine egne skønlitterære historier. Meget kort efter blev jeg faktisk en af de bedste i klassen i alle fag. Men da jeg var ret nørdet, stolt og moden, med bumser, lille og tynd, blev jeg mobbet i skolen, når nu jeg stak ud fra flokken. Jeg tror, det især var min stolthed over at stå ved mig selv, der gjorde, at jeg blev drillet og mobbet. Jeg var ikke interesseret i at være en del af finkefnidderfnadder-flokken, der gik op i “Hvem er kærester med hvem?” og “Har du set, hvad Shannon i tv-serien gjorde ved Sky?”. Mit bidrag ville jeg ikke være kommet langt med: “Har I også lært rækkefølgen på planeterne udenad og lavet jeres egen huskeremse?” Jeg ville dog gerne accepteres i klassen alligevel, og det følte jeg ikke, jeg blev, og det gjorde ondt. Jeg valgte at dyrke nørderiet, at stå ved mig selv, og derfor måtte jeg holde mig mest for mig selv, hvis ikke jeg ville mobbes for meget.
I 6. klasse blev jeg overfaldet af nogle drenge fra skolen. Egentligt var det ikke noget særligt, men det satte sig forfærdeligt hårdt. Jeg fik det rigtigt skidt og udviklede en slags depression og noget udefinerbart anorektisk, som jeg stadig døjer med. Jeg husker i hvert fald den tid som tårer med gråd på. Jeg blev bange for drenge, mænd og sex – og blev forskrækket over mine egne dengang små kvindelige former.
Gymnasiet, alkohol og et råb om hjælp
Jeg klarede mig igennem skolen de næste år og 9. klasse med en flot eksamen. Jeg var meget træt og stresset og havde oven i købet mistet min kanin Beauty lige inden eksamen. Set i bakspejlet burde jeg ikke have været i gymnasiet, men have taget et nemt job og bare have siddet hjemme og skrevet mine bøger i fred. Det var faktisk det, jeg havde mest lyst til og brug for også. Jeg prøvede at lufte dette behov nogle få gange for min mor, men det mente hun bestemt ikke var en god ide.
Jeg kom i gymnasiet. Det gik lidt bedre socialt, men kun i starten. Fagligt begyndte mine karakterer at rasle ned. Jeg kunne ikke omstille mig til skiftet fra en “folkeskolelærer-pædagogisk” tilgang og tålmodighed til den mere hårde ”gymnasielærer-undervisningstype”, og jeg kunne generelt ikke koncentrere mig mere. Når der er masser af tanker om bakterier i hovedet, så er der altså ikke plads til dumme 3. grads-ligninger.
Jeg begyndte på et mindre alkoholmisbrug. Inden eksamen i 1. g var jeg begyndt at få massive tanker om psykiatri, indlæggelse og psykisk sygdom. Jeg var nærmest besat. Jeg gik rundt på skolen med en bog, der hed Akut Skadestue Psykiatri og ønskede halvt om halvt, at nogle ville tage fat i mig og spørge, om jeg var ok – samtidig med at jeg gerne ville have min besættelse, min afhængighed, mit kick i fred for alle andre. Jeg ville gerne være speciel og ikke ligesom alle de andre.
En uge inden 2. g skulle starte tog jeg en overdosis hovedpinepiller, lige nok til at skulle på hospitalet og med denne handling at råbe højt om hjælp! Jeg ville ikke tilbage til gymnasiet. At skulle i den forfærdeligt krævende 2. g var for meget at forlange af en stresset, træt og sårbar lille pige på 17 år på omkring 49 kg.
Indlagt, medicineret og normaliseret?
Kort efter blev jeg indlagt på en åben ungdomsafdeling på et psykiatrisk hospital. De første par dage var det faktisk rart at være der. Jeg blev pænt modtaget af de andre indlagte piger. Vi sang ”Sing Star” på Playstation 1, når vi havde det godt, og hyggede med rengøringsdamen Kitty. Jeg var oven i købet så heldig, at min kontaktperson Martin var fra England, så han havde den skønneste accent. Jeg har altid følt en særlig tilknytning til Skotland, England og især Irland. Det mindede mig om Ringenes Herre, middelalderen, Harry Potter og tilbage til naturen – så det hele gik op i en højere enhed, når Martin talte.
Jeg fik medicin på afdelingen og igen på den næste voksenafdeling. Det var en brat omvæltning og kontrast fra Sing Star til at sove 20 timer i døgnet og ikke kunne løfte et glas vand pga. bivirkninger. Mit liv har aldrig været det samme siden. Det bliver det heller ikke igen. Psykiaterne, der burde have hjulpet mig, foretog i stedet et overgreb på min krop, min hjerne og min sjæl. De næste fire år var jeg på medicin, og jeg tog 35 kg på. Jeg kan absolut ikke tåle psyko-fucking-farmaka, som jeg kalder det i dag. Jeg har følt mig som en prøveklud til kroner og øre og ære for medicinalindustrien og psykiaterne. På afdelingerne forandrede medicinen mig, jeg begyndte at sige mærkelige ting. Jeg vidste godt, at min hjerne ikke var grøn, som jeg ellers fortalte personalet, men jeg kunne ikke modstå trangen til at sige det.
Eller var det normen jeg fulgte? Normen om hvordan man skal opføre sig på en psykiatrisk afdeling. Om hvordan man skal udtrykke sig? Om at udskifte et almindeligt “Jeg er bare irritabel og sur i dag” med et “Jeg er angst og psykotisk i dag”? Jeg tror, at min adfærd skyldtes en blanding af medicin og normer. Jeg var “bare” træt og deprimeret af stress hele folkeskolen igennem og forvirret over at vide, hvor jeg gerne ville hen med mit ønske om at blive forfatter, og samtidig ikke at vide hvordan jeg skulle komme derhen i en fart på en måde, der gav mening for mig. Og jammerligt ked af ikke at få konkret støtte til at komme i nærheden af mine forfatterdrømme.
I bofællesskab på Granhøjen som 20-årig
Efter mine indlæggelser flyttede jeg i bofælleskab på landet ved Nykøbing Sjælland. Det var svært noget af tiden, men det, der fylder mest i dag, er mine minder til hest og som journalist på beboerbladet. Jeg lykkedes også meget flot og overbevisende med en slankekur og blev trappet ud af al medicin. Mit liv blev bedre og mere lyst end i mange år. Det var i foråret 2010. Jeg fik også mere ansvar for hestene på Dalhøjgård generelt og skulle hjælpe min kontaktperson Tina med at skrive en hesteopgave om “Rideterapi, krop og psyke i balance” til hendes studie.
Jeg følte mig stolt over det ansvar. Jeg havde også en fantastisk terapeut, der hed Helle, og jeg havde en følelse af, at jeg var en personlig medspiller i terapien og selv havde et ansvar for det. Uden hende havde jeg været til rotterne i dag. Hun har narrativ terapi som sit speciale, som tager udgangspunkt i det enkelte menneskes livshistorie. Vi havde ikke fokus på symptomer, men mere på at få orden på de nuancer og reaktionsmønstre, der er i mit menneskeliv, så jeg kunne lære at være menneske og indgå i min egen hverdag. Jeg blev en aktiv deltager med ansvar for mit eget liv. Jeg har altid haft det bedst, når jeg har været tæt på naturen, fået ansvar for noget og haft et job med at skrive.
Bondeknolden tilbage til byen
Da jeg kom til Gladsaxe igen, kom jeg væk fra naturen, jeg havde intet ansvar for noget og havde ikke noget job eller praktik, men havde kun kognitiv behandling og psykoedukation at tage mig af. Ting, der ikke virkede, og behandlere, der altid vidste bedre end mig og fokuserede på det, der var svært og på symptomer og medicin-pusheri. Ingen hjælp i Jobcentret eller i Nextjob til konkret at komme nærmere mine forfatter- og skrivedrømme, sådan som jeg ønskede det. Nextjob samarbejder med Jobcentret for at få folk afklaret til bl.a. flexjob. Der var fokus på flexjob, men jeg følte ikke, jeg kunne trænge igennem og få dem til at forstå, at jeg ikke vil have flexjob, fordi jeg så ikke må tjene en øre ved siden af som forfatter. På førtidspension må man godt tjene penge ved siden af sin indtægt, men det må man ikke på hverken kontanthjælp eller flexjob. Det er så forkert. I mine øjne burde alle have lov til at tjene lidt, især os der gerne vil prøve at arbejde meget forsigtigt og få lidt for det. Indtægterne på offentlig forsørgelse er så lave i forvejen, at snakken om “at det skal kunne betale sig at arbejde” er latterlig. For der er ingen tvivl om, at det godt kan betale sig at arbejde økonomisk.
Mit forfatterskab er min livsnerve og drøm, og når jeg kommer væk fra dette, bliver jeg syg. Det er først for nylig, det virkeligt er gået op for mig, hvor traumatiseret jeg føler mig af alle de ting, jeg har oplevet i psykiatrien. Det bliver en kamp at komme tilbage til min egen krop og hjerne.
Tiden går ikke, tiden kommer
Jeg ved godt hvor jeg vil hen. Jeg vil være forfatter, foredragsholder – som jeg allerede er blevet – og jeg vil meget gerne flytte væk fra min étværelses og er begyndt at planlægge at flytte tilbage til landet. Jeg har også en drøm om at have mit eget firma en dag. Jeg skal nok nå det hele en dag, tiden går ikke, tiden kommer – også selv om der kommer til at gå lang tid.
Som Jean Valjean fra musicalen Les Miserables synger: “They gave me a number and murdered Valjean”, kan jeg sammenligne med: “De gav mig en diagnosekode F603 og slog min personlige sjæl ihjel”.
Men det lykkedes ikke psykiatrien at slå mig helt ihjel. Mine drømme og vilje brænder voldsomt og vokser måned for måned. I min recovery har jeg nemlig fået intet mindre end min menneskelige sjæl og personlighed tilbage.