Outsiderens streetart-kunstner Dy analyserer, hvorfor puslespil ikke gør noget godt for psykiatriske patienter, hvorfor puslespil tværtimod er et sindbillede på, hvad der er galt med psykiatrien i dag – og hvorfor perleplader i modsætning hertil forløser kreativitet.
Af Dy Knudsen
Alle de psykiatriske afdelinger, jeg har været indlagt på, har alle haft dem. Puslespillene, I ved, dem med det smukke alpelandskab, dem med nuttede dyreunger og alt indimellem, og jeg hader dem alle sammen! Ikke fordi jeg nu skal underkende, at de kan virke beroligende eller afstressende for nogen. Ligesom de meget moderne mandalas, som basalt set er malebøger rettet til voksne… hver sine lyster.
Men puslespil, dem hader jeg!
Og hvorfor har jeg så denne store aversion imod dem? Jo fordi:
Puslespil kan kun lægges på én måde. Der er kun én korrekt løsning, og alle andre er forkerte. Brikkerne har én funktion og kan kun placeres på den allerede forudbestemte plads, med de forudbestemte omkringliggende brikker, så der dannes det perfekte billede. Mangler der bare en enkel brik i et spil, så er hele billedet ødelagt og fuldendelsen, med den dertilhørende følelse af succes, udebliver. Og tro mig, det er mere reglen end undtagelsen ude på afdelingerne, at der mangler, hvis ikke én, så flere brikker i spillet.
Igennem årene har jeg set mange folk få tiden til at gå med at lægge puslespil, for tiden kan godt føles rigtig lang på en psykiatrisk afdeling, hvor både bibliotek og ergoterapien er sparet væk, men langt størstedelen af de personer har nu været en del af personalegruppen!
Igen. Intet had fra min side over for folk, som fornøjer sig med puslespil, de er helt okay… Men. Jeg begriber ikke, hvem der lige har fundet på, at psykiatriske patienter skulle have særlig gavn af dem. At man midt i sit livs nedtur skal kæmpe med at fuldende en perfekt skovsø, som for øvrigt sjældent får lov til at ligge samlet i mere end et par dage, for så at blive pakket væk. Flere dages kamp pakkes tilbage i æsken igen, som om intet er hændt, og intet er forandret.
Og det er egentlig et meget godt billede på, hvad jeg synes, der er galt med vores psykiatriske afdelinger i dag. Det er blevet et puslespil, hvor patienterne skal passe ind, rette ind og sluses ind og ud i en alarmerende fart. Der er alt for få intensive sengepladser, og alle ved det. Personalet såvel som patienterne. Her udskrives efter princippet. ”Vi kan godt se, du ik’ har det godt, men desværre er der lige kommet en, som har det værre, og vi mangler en plads”.
Ville man byde nogen anden patientgruppe lignende forhold? F.eks. dialysepatienter? Fødende kvinder?
Perleplader holder!
Fik jeg sagt, hvor meget jeg hader puslespil?
Perleplader derimod. Perleplader er fantastiske! I ved dem, alle os 70’er og 80’er unger, helt frem til nutidens børn har leget med i børnehaven og fritidshjemmet. Multikulørte hjerter og stjerner, som møjsommeligt blev strøget af pædagogerne og siden hjembragt til far og mor. De gode gamle, og oh, så pædagogiske rørperler.
Med perleplader er det nemlig lige modsat. Der er ingen rigtige eller forkerte løsninger. Der er intet perfekt billede, som skal skabes for, at ”værket” er en succes. Man kan være abstrakt, cartoony, grafisk og lyrisk, som man har lyst til det lige i det øjeblik. Man kan lave alt i rørperler: smykker, enhjørninger, statements, man kan sy med dem og endda lave ting i 3D, hvis man har lyst til det udtryk. Det er et meget kreativitetsfremmende materiale, for det kan indeholde så mange udtryk.
For mig personligt har det været en befrielse at begynde at lave perleplader som voksen. Jeg har aldrig kunnet lide at male, for det kom aldrig til at blive pænt nok eller ligne godt nok, og begyndelsen var altid svær. Det med at sidde foran et blankt lærred, og hvor skulle man egentlig starte? Kom man til at lave en fejl, var den også gal, for man kunne aldrig helt rette op på det igen. Med perleplader er der en naturlig begrænsning allerede fra starten. Perlerne kan kun sidde i det kvadratiske gitter eller i en af de andre former, pladerne har, og man kan altid lave det om, hvis man ikke er tilfreds. Altså inden de bliver smeltet sammen. Naturligvis.
For mig betyder begrænsningerne frihed. De er gavnlige for min kreative proces. Det er ligesom en danser, der skal lave en koreografi: Hvis der ingen begrænsninger er, og alt er frit, kan det være svært at finde på ideer, for alt er jo åbent. Men hvis koreografien f.eks. kun må bestå af bevægelser med hovedet og det venstre ben, så bliver det pludselig nemmere for ideerne at komme, så på den måde kommer begrænsningerne til at skabe muligheder.
Se også to videoer med Dy: Om Streetart-værkstedet og om Dys egen personlige historie:
Se flere Outsider-videoer her eller direkte på vores YouTube-kanal her