Et menneske er meget mere end sin diagnose, men desværre har diagnoser stor betydning for at kunne blive tildelt hjælp, og en diagnose kan være svær at slippe af med og kan derfor få meget store konsekvenser for den enkelte, skriver Louise Bjørndal i denne introduktion til sin lille serie om diagnoser.
Af Louise Bjørndal
Diagnosedebatten går aldrig af mode, med mindre vi ændrer vores syn på diagnoser og den stigmatisering, diagnoser indebærer. Mange ”kloge” mennesker udtaler sig om diagnoser, og hvad de betyder, herunder Peter Gøtzsche og Svend Brinkmann, som ikke altid er helt enige herom. Begge bidrager i antologien ”Diagnoser”, som Brinckmann udgav sidste efterår. Gøtzche og Brinkmann er nok de to største kritikere i debatten. Men det kunne måske også være værd at se på, hvad mindre kritiske psykiatere mener. Jeg vil da overveje at kontakte nogen.
Jeg hælder måske lidt til Svend Brinkmanns synspunkter, men jeg vil nu alligevel dykke dybere ind i universet af diagnoser og se det lidt mere nuanceret. Jeg vil skrive en lille serie af artikler, hvor jeg stiller skarpt ind på diagnosedebatten og stiller mig kritisk over for diagnoser og deres indvirkning på mennesker med psykiske lidelser.
Hvem får taletid i debatten?
Når vi snakker diagnosedebat, så er det virkelig sparsomt hvor mange med psykiatriske diagnoser, som bliver hørt eller får taletid i debatten. Til gengæld bliver det en kamp for de professionelle om, hvem der har ret, og hvem der kan råbe højest. Men hvad med at høre de mennesker, som lever med diagnoserne tæt inde på livet?
Jeg er selv et af de mennesker. Jeg er diagnosticeret med ADHD, PTSD og en personlighedsforstyrrelse. Jeg kan også råbe højt, og det har jeg så sandelig tænkt mig i denne debat. Jeg kan ikke sige, hvad andre føler om deres diagnoser, men jeg vil gerne fortælle, hvad det har gjort ved mig, og hvordan jeg har set på mig selv i den forbindelse. De vender jeg tilbage til senere i denne serie.
At få hjælp kræver en diagnose
Det er efterhånden et faktum, at hvis man har behov for hjælp, så skal man have en diagnose. Det gælder i sundhedssystemet, men i den grad også i det sociale og det kommunale system.
Hvis du har et uroligt barn, som ikke fungerer i skolen, og som måske har allermest brug for at sidde i en klasse med få elever, så skal dette barn have en diagnose for, at det overhovedet kan komme på tale! Diagnoserne er en mærkat, som man får stemplet i panden, og den er i virkeligheden ikke helt til at komme af med igen. Den sidder fast som en tatovering, og den kan ikke bare dækkes. Lægeligt set kan man godt blive rask, men juridisk set kan man ikke.
Det kan Mads Fabricius, der er blevet rask efter en skizofreni-diagnose, bevidne. Han kæmper nemlig pt. mod systemet for at få lov til at tage et flycertifikat. Diagnoser kan sætte nogle voldsomme begrænsninger i den enkeltes liv, som på mange måder kan have nogle ubehagelige konsekvenser.
Diagnose-systemer
Pt. benytter Danmark sig af diagnosesystemet ICD-10. ICD-10 har været anvendt i Danmark siden 1. januar 1994, og det indeholder en lang række psykiatriske diagnoser, hvorimod man i USA, Canada og Australien anvender DSM-5. Forskellen på de to diagnosesystemer er, at alle de diagnoser, som står i ICD-10, også findes i DSM-5, men ikke omvendt. Varighedskriterier ses der også store forskelle på, f.eks. skal man i DSM-5 have haft symptomer på skizofreni i seks måneder for, at en diagnose kan stilles. Til gengæld skal dette kun være én måned i ICD-10. DSM-5 er kun et diagnosesystem til psykiatriske diagnoser, hvorimod vores ICD-10 indeholder alle former for sygdomme.
I psykiatrien diagnosticerer man ud fra symptomerne, da det endnu ikke er muligt at tage en blodprøve eller lave en scanning for at kortlægge, hvilken psykisk sygdom der er tale om, og evt. hvad årsagerne kan være. Af samme grund kan man også kun symptombehandle i psykiatrien. Man arbejder hele tiden på at videreudvikle diagnosesystemet, og i USA er man nu i gang med at arbejde sig frem mod DSM-6.
Da jeg begyndte at researche til denne artikelserie, blev jeg ekstremt forarget. Jeg har været mange år i psykiatrien og troede, at jeg havde set alt, men jeg kan i den grad stadig blive overrasket. I min søgen på forskellige diagnoser faldt jeg over Hoarding Disorder, Parental Addiction Disorder og Tanoreksi. Det betyder på almindelig dansk: Hamstremani, Forældrefremmedgørelse og Solafhængighed. Det er tre diagnoser, som enten er officielt godkendte eller alment accepterede af behandlere og patienter. Det skal dog lige siges, at dette kun er set i forhold til DSM-5 og, at jeg ikke har støt på det blandt danskere. Men hvem ved? Måske er det på vej!
Det er lige før, at det er mere normalt at have en psykiatrisk diagnose end ikke at have nogen, og flere og flere diagnoser popper op. Der er diagnoser, som – i mine øjne – er almindelig adfærd eller reaktioner på noget, som så bliver stemplet som en sygdom.
Der er mange meninger, når det gælder besøg hos psykiatere. Jeg har læst om flere, der møder op hos deres egen læge eller psykiater og går derfra med en recept på lykkepiller pga. depressionssymptomer. Jeg har ikke selv prøvet det på den måde, men det er efterhånden også mange år siden, at jeg blev diagnosticeret. Og der er ingen tvivl om, at tiderne er skiftet.
Tag selv en test på nettet!
På Internettet kan man finde mange tests, bl.a. en depressionstest og angsttest. Jeg tog for sjov et par stykker, og jeg blev lidt foruroliget over resultatet.
Ifølge testen lå mine symptomer på depression rimelig højt, hvilket jeg undrer mig over, da jeg ikke føler, at jeg er der, hvor jeg vil tænke depression. Jeg er lige flyttet til en ny by i min egen lejlighed og har lidt bøvl med kommunen, så det er jeg påvirket af. Jeg har ingen selvmordstanker, så det foruroliger mig lidt, at der bliver skrevet, at jeg skal fortælle min familie og nærmeste venner om det, så de kan støtte og værne mig mod selvmord. Hvor kom den ind henne?
Jeg kan sagtens forstå, hvis nogle føler sig triste og tænker: ”Jeg har måske en depression!”, hvorefter de går ind og tager en depressionstest, der så giver et lignende svar, som jeg har fået. Så kan man da gå helt i panik.
Jeg er sikker på, at der vil være en diagnose til os alle. Alle har et eller andet, de bokser rundt med, men hvor går grænsen mellem de almindelige reaktioner og det sygelige? Og hvem er det egentlig, som bestemmer?
Vi lever i et diagnosesamfund
Vi lever i et diagnosesamfund, og diagnoser er blevet allemandseje. Jeg tror ikke på, at noget menneske ønsker at blive stemplet med en diagnose, men hvis du har behov for nogle form for hjælp fra det offentlige, så skal du have en diagnose. Det er jo et skråplan, men jeg tror også, at vores senmoderne samfund spiller en stor rolle.
Prøv at tænke på en situation, hvor du sidder til din kammerats 30 års-fødselsdag. Din sidemand fortæller dig, at fødselarens lillebror lider af skizofreni. Pludselig sætter han sig ved dit bord og spørger ind til dig. Vil du have den viden om skizofrenien i baghovedet og prøve at se, om der er nogle tegn på, at han lider af skizofreni? Jeg vil personligt ikke sige mig fri fra at lede efter symptomer. Men hvis jeg ikke var vidende om diagnosen, ville jeg måske aldrig have lagt mærke til det.
Diagnosedebatten er hermed skudt i gang. Der er nemlig altid et menneske bag diagnosen, og ingen er kun sin diagnose! Følg med i de kommende artikler…
Louise Bjørndal blogger også på Outsideren. Se hendes blog her