I december 2015 hørte jeg for første gang om ARK – Akademiet for Recovery & Kompetenceudvikling. Og et par uger efter var jeg til introdag. Jeg var meget spændt på at høre nærmere om hvad det var for en størrelse. Min hjemmevejleder havde fortalt at det var et tilbud om forskellige kurser indenfor recovery, men meget mere vidste jeg ikke. Jeg havde aftalt at mødes med en fra INSP (et værested og et oplevelseshus, for unge i Roskilde) jeg var en smule nervøs for om der ville være mange mennesker, da det sommetider kan trigge min angst. Men det forløb rigtig godt og da jeg var hjemme igen var jeg spændt på om jeg ville komme ind på det kursus jeg havde valgt: ”Mine mål og meningsfulde veje dertil.” – Det gjorde jeg!
ARK er et spritnyt tilbud i Roskilde med 6 forskellige kurser med fokus på recovery. Alle forløb er afsluttet for første gang, og det har været en stor succes, så det gentages igen omkring august og september 2016. De forskellige kurser var:
- Mine mål og meningsfulde veje dertil.
- Krop og styrke.
- Viden om og værktøjer i recovery.
- Kunstmodul.
- Livsfortællinger.
- At leve et godt liv med psykisk sårbarhed.
Noget rigtig interessant er, at kurserne er udviklet og afholdt i samarbejde med fagprofessionelle og peer-støttemedarbejdere. Og det fungerede rigtig godt og jeg synes at idéen med peer-medarbejdere i psykiatrien er fantastisk. Det er også min drøm, at jeg selv bliver peer-støttemedarbejder i fremtiden. Det vil være fantastisk at kunne bruge alle de erfaringer og alt det jeg har været igennem til noget rigtig positivt og hjælpe mennesker.
Det var rigtig svært at vælge mellem de 6 forskellige tilbud, men så er det godt at det har været så stor en succes, så jeg kan tage flere forløb.
Kurset varede 10 uger, hvor vi mødtes 1 gang om ugen i 2 timer, hvilket for mig hverken var for lidt eller for meget. Jeg kan godt blive træt i hovedet og have svært ved at holde fokus i længere tid. Hver gang var spændende og meget givende. Vi arbejdede ud fra bogen ”Styr Livet: med personcentreret planlægning.” Vi lavede blandt andet kreative øvelser og snakkede om mål og drømme. Jeg var især glad for de interviews vi havde med hinanden. En god øvelse hvor vi var i grupper og stillede hinanden spørgsmål ud fra en liste og virkelig fik vendt dagens emne og fik gode input fra hinanden.
Det kan jo ske at man har en dårlig dag, men det er intet problem. Vi startede hver dag med at snakke lidt om sidste gang, og så var der lejlighed til lige at gøre opmærksom på hvis man ikke var frisk i dag. Jeg havde sådan en dag og der blev taget hensyn til min situation, så jeg følte mig 100% tryg. Havde man det så dårligt, så man ikke kunne møde op var der selvsagt helt forståelse for det da vi alle kender til det.
Mit mål er at få det bedre socialt og udvide mit netværk og det er jeg allerede begyndt på. Vi udvekslede alle sammen numre og har indtil videre aftalt at mødes 2 gange denne sommer. Jeg synes virkelig at vi har været vidt omkring på de 10 uger. Vi har blandt andet fundet vores styrker, set på hvor vi er i livet nu, hvad vi kan, hvad vores drømme er, hvem vi vil bruge som støtte til at opnå målet, hvordan vi vil opnå dette mål og så har vi set mareridtet i øjnene – Det var en svær dag, men rigtig vigtig synes jeg. Det med at snakke om hvad der kan holde en tilbage. For mit vedkommende er mareridtet at blive psykotisk igen. Det kan godt være at det var svært, lidt hårdt, at snakke om, men det var en god proces, for det var noget der før i tiden lå i baghovedet og nu har jeg fået snakket om det og så fylder det mindre.
Jeg vil anbefale kurserne til alle, der har berøring med psykiatrien. Pårørende, fagpersoner såvel som psykisk sårbare. For mig har det været en kæmpe sejr at gennemføre kurset og jeg vil søge ind igen næste omgang. Jeg har mødt søde mennesker, jeg har lært en masse og så har jeg testet hvor meget jeg kan i mit ståsted i livet pt.
Diplomet er sat i ramme og skal hænge i stuen.