Eisa har i årevis været rædselslagen for at have det godt, for hvad nu, hvis hun fik det godt og ikke kunne finde ud af det? ”Men fuck det, for jeg har lov til at have det godt!” skriver Eisa.

Af Eisa Hunø

Jeg tager en hulens masse psykofarmaka. Jeg tror, jeg er oppe på en rekord med mine 12 piller om dagen plus det løse. Desværre ser det ud til, at lortet virker.

Jeg bruger ordene “desværre” og “lortet” om medicinen, bl.a. fordi det har været svært for mig at acceptere, at krop, psyke, medicin, adfærd mm. – at det hænger sammen. Nå, ja, og så er der jo også lige de gange, hvor absolut intet hænger sammen!

Jeg så hellere en verden, hvor vi snakker om tingene – ”du er ikke alene”-dialog. Gerne med alternative metoder. Sindsglædelse i stedet for Sindslidelse. Et samfund uden (beton)psykiatri. Måske endda med kurophold, for jeg har altid syntes, at der var noget tillokkende over sanatorium-begrebet – og overvejet nonnekloster.

Leponex på godt og ondt
Et af de præparater, jeg indtager, føles som om jeg har en hat på, selv om jeg ikke har det. Det selv samme præparat, som får mig til at vakle omkring om aftenen, som om jeg har drukket Arnbitter.

Men til gengæld kan jeg smile. Selvmordstankerne er næsten ikke-eksisterende. Jeg græder ikke mig selv I søvn om natten. Faktisk kan Leponex’en give én en slags ”low-high”. Jeg ligger og plirrer med øjnene og tænker smilende på alle de ting, jeg vil ordne næste dag. Men når jeg så vågner næste dag, er jeg total groggy, og om aftenen stiller jeg mindst fire alarmer, hvis jeg skal op.

Men medicin skal helst ikke stå alene. Der skal selvhjælpsstrategier til…

Psykisk sygdom eksisterer, og pillerne eksisterer. Den etablerede psykiatri-institution eksisterer på godt og ondt, det er mega trist og mega svært at sluge. Men de vrede, onde åndevæsener, de nedgørende stemmer og behovet for at skade dig selv, inden du flyder ud – forhåbentlig er noget af alt det en del af min sygdom, eller var åndevæsenerne virkelige? Gyyyys!

Bange for at have det godt
I have come a long way: Jeg har i årevis været rædselslagen for at have det godt, for hvad nu, hvis jeg fik det godt, og jeg ikke kunne finde ud af at have det godt, ville jeg så have det dårligt for evigt?

Men nu til dags er jeg i stand til at nyde at have det godt. Jeg er dog stadig noget utryg ved at sige højt, at jeg har det godt, pga. frygten for at det bliver jinxed. Men fuck det, for jeg har lov til at have det godt! Jeg har ret til det, som jeg råber under vandet i svømmehallen og forsager alle de onde kræfter.

Det, som jeg ønsker, er at være i stand til at gøre de ting, som jeg gerne vil. Det er ikke specielt spektakulært eller filosofisk. Det er ting som at komme til bordtennis, til redaktionsmøde, at se en ven og alt muligt andet. Man (jeg) så jo gerne en verden, der ikke var så fucked, at man skal indtage ret så heftige præparater for at få det til at fungere.

”Men sådan kan alle da have det”
I oktober 2009 skrev jeg et blog-indlæg om ”Alle Syndrom Disorder”. Det er, når man henvender sig med en problemstilling og så får at vide, at sådan kan alle have det! Nå, virkelig! Dét anede jeg ikke. KRAFTIDIOT! Jeg ved sgu da godt, at jeg hverken har patent på virkeligheden, jammerdalen eller uvirkeligheden. Men tro det eller ej, jeg har en snert af empati – IDIOT!

Mit gamle blog-indlæg om ”Alle Syndrom Disorder” kan I læse her:

http://outsideren.dk/2009/10/21/alle-syndrom-disorder/

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.