Af Grethe Nielsen
”Kære Penelope” skriver Kristoffer Tobias Henrichsen i et utal af breve til en kendt TV-journalist i sin autofiktive debutroman ”Godthåbsvej-journalen”.
I brevromanen har Kristoffer kastet sin kærlighed på Penelope, men han får aldrig svar fra hende, når han skriver fra sine indlæggelser og sit ensomme liv mellem indlæggelserne. Kristoffer er uenig med psykiatrien i sin diagnose, skizofreni, som er givet efter en 15 minutters samtale år tilbage – han har en helt andet forklaring på, hvorfor hans liv er forløbet, som det er, end psykiatrien har.
Han er også utilfreds med sin medicin, og han beskriver bivirkninger på lige fod med anden kritik af psykiatrien – om at blive opbevaret uden aktivitetstilbud under indlæggelserne og om afmagtsfølelsen ved at være indlagt under tvang. Alt dette fortæller han til Penelope, der måske – måske ikke – læser med, når brevene lander i hendes mailindbakke med jævne mellemrum.
Penelope bliver også beriget med en masse gode råd samt en række madopskrifter, når Kristoffer tryller alt fra en god viniagrettedressing til lækre salater i sit køkken – så hvis hans debutroman ikke skulle vinde læsernes hjerter, kan han måske forsøge sig med en kogebog som sin næste bog.
Kristoffer Tobias Henrichsen får både smil frem på læben samt panderynker hos mig – hans bog har lige del humoristisk tilgang til livet og psykiatrien og lige del kritik og beskrivelser af mødet med psykiatrien. Hans tankegang og virkelighed kan virke nærmest fantasifuld og drømmende – i kombination med helt jordnære erindringer fra hans liv og beskrivelser af hans daglige gøremål . Vi har alle hver vores virkeligheder, men som læser kan jeg have svært ved at skelne mellem, hvad der er Kristoffers fantasi, og hvad der er Kristoffers virkelighed – måske kan de to størrelser ikke skilles ad?
Jeg synes rigtigt godt om idéen med, at han skriver til Penelope, at han har tillid til hende og betror hende sine tanker og følelser om sit liv, om verden og om psykiatrien – og at han har mod til at dele sine breve med andre end Penelope ved at udgive brevene som bog.
Jeg fandt bogen læsværdig – og jeg måtte undervejs jævnligt lægge papirlapper ind i bogen på steder, jeg tænkte, var værd at læse igen senere. Blot for at nævne et enkelt sted i bogen er her et citat henvendt til Penelope:
Jeg har lige set et paparazzifoto i SE og HØR af dig og din kæreste på den røde løber.
Hvad du ikke er klar over, er, at det billede har medført fem selvmål i Superligaen, syv harmonikasammenstød på de jyske motorveje og tre sikkerhedslandinger i de danske lufthavne. For fremtiden må du krybe tættere langs væggene, så du ikke bliver opdaget af fotograferne.
Kærlig hilsen Kristoffer Tobias Henrichsen
Bogen udkommer på Skriveforlaget den 25. august 2016