Som næsten hver dag starter med, faktisk inden jeg får min morgenkaffe, så åbner jeg Facebook, og i dag dukker der et minde op fra 2011. En status jeg skrev kort efter at jeg endnu en gang var ved at blive psykotisk. Det var lige omkring julen, den hyggelige højtid, tiden hvor alle er glade, gaver åbnes, familien samles over and & flæskesteg. Men samtidig også en tid, der i bogstavelig forstand er kold og mørk, og min højsæson for depression, selvmordstanker, angsten for angsten, angst for at jeg bryder sammen juleaften og må indlægges, stress over gaveindkøb blandt mennesker og højsæson for den automatiske facade, der meget gerne skal vise ”I can do this” og at jeg har det godt, selvom at jeg skriger indeni.
Sådan var det engang. Nu kan jeg oprigtigt glæde mig til julen. Jeg kan være glad for at jeg ikke længere får følelsen af at jeg sidder og snakker om bizarre ting, uden at jeg åbner munden – uden at kunne kende forskel på stemmerne og mine egne tanker.
I år glæder jeg mig til julen, men skal stadig lave en lille liste med strategier for hvordan jeg håndterer det hele bedst muligt, og hvad jeg kan gøre hvis jeg nu skulle gå hen og få det dårligt. Før i tiden kunne det for eksempel være at gå udenfor med musik i ørerne og ryge, men da jeg er stoppet med at ryge, må strategien ændres en smule. Pauserne er vigtige. Også selvom det går godt. Lige et lille afbræk fra al snakken og vedligeholdelse af balancen i hovedet.
Jeg har lige været igennem et par lange og hårde perioder. Jeg har været rigtig ked af det, mit overskud har ligget tæt på nulpunktet og jeg har haft en periode med selvmordstanker. Men midt i al elendigheden har jeg fundet mig en ny yndlingsfilm: ”Perks of being a Wallflower”. Den går fuldstændig ind hos mig, rammer mig lige i hjertet og endte med at se den 5 gange i den tid jeg havde det svært. Græd hver gang, og det havde jeg virkelig brug for.
Filmen følger Charlie, en introvert teenager, i hans første år i high school. Det går hurtigt op for seeren, at han har nogle psykiske problemer – uden at afsløre for meget. Det er en smuk og rørende fortælling om ungdom, store spørgsmål, kærlighed, selvopdagelse, og livet med en anderledes tankegang. Jeg kan varmt anbefale den.
I år glæder jeg mig især til at holde jul med min nevø Solbjørn. Han er nu blevet så stor, så han kan forstå mere af hvad der sker og han vil selv kunne pakke sine gaver op. Og i år føler jeg mig mere tryg. For jeg har gode sejre at tænke tilbage på. Senest min 30 års fødselsdag, som gik rigtig godt, selvom at jeg var i centrum en hel dag og selvom vi var mange mennesker. I det hele taget, så har jeg mange gode oplevelser som jeg kan tænke tilbage på og så sige til mig selv, at det gik godt sidste gang, så skal det nok også gå godt denne gang. Det giver mig mere ro, så jeg ikke går og er så bekymret.
Hvad kan jeg selv gøre for at opnå endnu en sejr? Jeg skal mødes med min hjemmevejleder inden juleaften for at lave en liste med konkrete idéer til hvad jeg kan gøre hvis jeg skulle gå hen og få det svært, og vigtigst af alt, så må jeg drage nytte af de erfaringer jeg har fra de sidste mange år. Blandt andet, at det er vigtigt at tage pauser, også selvom det går godt. Jeg ved at jeg kan og jeg ved hvad der skal til for at det bliver en dejlig jul.