Eisa Hunø hverken kan eller vil tilbage på jobmarkedet. Derfor undrer det hende, at en aktivitet altid har lige præcis den målsætning.
Af Eisa Hunø
Jeg havde hørt, at der var startet en gartneri-aktivitet i Valby og på Bispebjerg Hospital. ”Gartneri, det lyder fedt, det må jeg undersøge”, var min første tanke. Så jeg bad en ansat på mit bosted om oplysninger, og jeg fik et print stukket i hånden.
En sætning skar mig dog i øjnene: “…et personligt tilbud om at deltage i et arbejdsfællesskab, der skal være med til at hjælpe Dem ind eller tilbage på arbejdsmarkedet…”.
Det er udviklingstider, og der bliver sjældent sparret på ord som: ”personlighedsudvikling”, ”ressource-forløb”, ”handleplaner”, ”remission”. Altså det er ikke, fordi jeg har noget imod recovery. Det er da skønt, hvis man kan blive erklæret næsten rask.
Men nogen gange tænker jeg: ”kan jeg ikke bare få lov at være på gartneriet og få lov til at hygge mig med det”. Altså hygge mig med den aktivitet, som jeg deltager i, uden at det nødvendigvis skal føre til noget? Og hvad er det egentligt, det skal føre til? Er der et mål, hvor du så skal stå på toppen af kransekagen? Og er kransekagen et job?
Det viste sig, at jeg godt kunne være på gartneriet uden et egentligt forløb og uden fare for at komme på det ”rigtige” arbejdsmarked. Jeg har skam været dér, altså på arbejdsmarkedet, og jeg blev lige syg i hovedet hver gang. Jeg har blandt andet været rengøringsassistent og avisbud, inden jeg som 27-årig kom på førtidspension.
Jeg kunne muligvis godt lægge et par arbejdstimer om ugen, men jeg kan ikke levere stabilitet. I snit aflyser jeg cirka en tredjedel af mine gøremål. Sagt med andre ord, er jeg ikke særlig pålidelig.
For et par år siden fik jeg den idé, at jeg da kunne blive avisbudsvikar. Jeg forestillede mig, at de kunne ringe til mig, når der var sygdom, og så ville jeg have mulighed for at vurdere fra gang til gang, om jeg var klar den pågældende dag. Men sådan en vikar havde de ikke brug for. Det var enten seks dage om ugen eller ingenting.
Det er et tabu
Når folk spørger, hvad man laver, menes der stort set altid, ”hvordan får du dine penge?”. Jeg får førtidspension – mit arbejde er at leve med paranoid skizofreni, kunne jeg svare. Min onkel joker med, at når jeg har det rigtigt skidt, så skulle jeg have et løntillæg, da jeg i princippet er på arbejde 24 timer i døgnet. Mit svar er ikke altid nok. For folk undrer sig ofte over, at man ikke har et behov for at komme videre. Jeg tør næsten ikke sige højt, at jeg er godt tilfreds med at være på førtidspension, fordi det er forbundet med et kæmpe tabu at have et godt liv uden at være på arbejdsmarkedet. Jeg skriver artikler for Outsideren og er tilknyttet skriveværkstedet, går til sport hos Kæmperne og svømmer en gang om ugen. Derudover ses jeg ofte med mine venner.
Kort sagt har jeg masser af indhold i mit liv.
Jeg mener også, jeg bidrager til vækst i samfundet, selvom jeg ikke selv er ude på arbejdsmarkedet. Jeg beskæftiger en hel del mennesker: Min kontaktperson på mit bosted, personalet på de psykiatriske afdelinger, inklusiv en kontaktperson og en psykiater. Og jeg kunne blive ved. Dét er da vækst, der vil noget.
Nogle antyder, at recovery betyder, at der ligger et løn-job og venter et sted ude i fremtiden. Det mener jeg ikke. Når jeg tænker på recovery, tænker jeg også på min egen udvikling, og den skal ses i en kontekst. For mit vedkommende kan jeg fortælle, at jeg ikke har været indlagt i et år. Det er en sejr, og jeg er kommet mig på mange områder. Men jeg har stadig ikke et job, og det er helt i orden med mig.