Da Kåre Michelsen på 67 blev indlagt med en svær depression, havde han brug for ro og omsorg. Han oplevede desværre det modsatte. På de to psykiatriske afdelinger, hvor han var indlagt, manglede der både sengepladser og personale.

Af Kåre Michelsen
Alt var nøje planlagt, da min datter i foråret 2015 skulle konfirmeres. Vi fik afholdt en vellykket fest, og jeg fik blandt andet holdt en rigtig god tale. Efter festen kørte min søster og jeg sammen hjem med nogle ting. Men da jeg kom hjem, brød jeg pludselig sammen og græd som et lille barn. Jeg havde været stresset op til festen, så måske var festen en udløsende faktor for min sindstilstand. Min søster var med det samme klar over, at den var helt gal og sagde: ”Kåre, det er helt klart en depression”. Jeg kunne også godt selv mærke, at det var meget slemt. Hun ringede til lægevagten og fik den besked, at hun ventede som nummer 79 i køen. Hun var heldigvis tålmodig, og da sygeplejersken i den anden ende af røret hørte om min tilstand, blev jeg straks henvist til akut indlæggelse på Bispebjerg Hospital.

Jeg havde det så skidt, at alene det at skulle svare på de spørgsmål, som sygeplejersken stillede mig ved modtagelsen, var svært.

Jeg blev på mit værelse
Jeg blev herefter indlagt på en enestue, men hvad hjalp det, når der var alle mulige forskellige patienter med vidt forskellige diagnoser stuvet sammen på en afdeling? Når man bliver indlagt med en svær depression, har man for det første behov for total fred og ro. Dette kunne jeg ikke få, da der var både depressive-, psykotiske- og maniodepressive patienter på afdelingen. Nogle skreg og råbte ustandselig, fordi de ikke ville være på afdelingen, og i flere tilfælde blev hele personalet tilkaldt for at passivisere patienter, som var gået amok. Der var kun en lille fællesstue, som vi alle med vidt forskellige diagnoser skulle bruge både som dagligstue, fjernsynsstue og spisestue. Nogle patienter sad og talte i telefon, når vi spiste, mens andre tændte for fjernsynet, så snart de var færdige med at spise, uden at personale blandede sig i det.

Det var med til at forværre min sygdom betragteligt, dels fordi jeg var bange for de andre patienter, dels fordi jeg havde brug for ro og ikke kunne koncentrere mig om at spise samtidig med, at fjernsynes var tændt. Jeg holdt mig derfor for mig selv på mit værelse og kom kun ud til måltiderne. Jeg spiste næsten ingenting og gik ned i vægt.

I en uge lå jeg på den akutte afdeling på Bispebjerg Hospital, fordi der var pladsmangel på den åbne afdeling, og jeg husker det kun som et mareridt. Det var meningen, at jeg skulle have været overført til den åbne afdeling umiddelbart efter min indlæggelse. Men fordi de var ved at opføre et nyt psykiatriskcenter på Bispebjerg Hospital, blev jeg overflyttet til Gentofte Hospital.

På Gentofte Hospital blev jeg indlagt på en topersoners-stue til trods for, som jeg tidligere nævnte, at jeg virkelig havde behov for en enestue, hvor jeg kunne få ro og fred. Der var kun et par enkelte enestuer, og de var hele tiden optaget. Alle der har det så dårligt, som jeg havde det, da jeg blev indlagt, burde som minimum have mulighed for at blive indlagt på en enestue.

Jeg trængte til to
Under mit månedlange hospitalsophold blev jeg flyttet fire gange fra stue til stue, hvilket var meget frustrerende og stressende, da jeg var i en elendig forfatning. Afdelingen lå i stuen, og på første sal var der indkvarteret psykotiske patienter, hvilket betød, at der hver aften var en masse larm fra patienter, som var gået amok og råbte og skreg og kastede rundt med møblerne. Det var til stor gene for mig og mine medpatienter, da vi ikke kunne få ro til at sove. Forudsætningen for at kunne blive helbredt er, at man får en fast søvnrytme og sover cirka otte timer dagligt. Jeg var nødt til at få en indslumringspille for overhovedet at kunne falde i søvn.

Da jeg var kommet nogenlunde til kræfter igen, ydede jeg selv en stor indsats for at komme tilbage til min normale tilstand. Blandt andet begyndte jeg at bevæge mig uden for hospitalet, selvom jeg var meget plaget af angstneuroser og helst undgik andre mennesker. Jeg fandt blandt andet ro i mit sind ved at vandre rundt om Gentofte Sø flere gange dagligt. På afdelingen var der konstant larm fra mobiltelefoner og patienter, som talte højt og vedvarende samt travle ansatte. Jeg kunne på grund af min tilstand ikke tåle støj, så derfor var jeg nødsaget til at gå uden for afdelingen hver dag.

Del os op
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om vores politikere overhovedet ved, hvad de byder psykiatriske patienter i dagens Danmark. Depressive patienter burde være sammen på et afsnit, maniske på et andet afsnit og psykotiske på et tredje afsnit. Det er så vigtigt, at man får ro under sin indlæggelse og i hvert fald ikke går og er bange for eksempelvis stærkt psykotiske patienter. Størstedelen af det personale jeg mødte gjorde dog, hvad de kunne under de omstændigheder, de arbejdede under. Så på trods af personalets utilfredsstillende fysiske og psykiske arbejdsmiljø, var der alligevel plads og rum til samtaler med mig, når jeg havde det skidt. Jeg havde eksempelvis en kontaktsygeplejerske og en faglig dygtig læge, som fortalte mig, min kone og børn om sygdommens opståen og behandlings former. Efter at være kommet i medicinsk behandling kombineret med kompetente læger sygeplejersker og psykologers samtaler, samt fysisk aktivitet i form af ugentlige fitnessbesøg og afspændings-programmer, begyndte jeg langsomt at få det bedre. Men jeg har alligevel følt træng til at fortælle om min hospitalsindlæggelse, så især politikerne ved, hvad de byder psykiatriske patienter.  Det kan ikke være meningen, at man til at starte med får det dårlige af at blive indlagt.

En kommentar

  1. Maria

    Ok, jeg skriver virkelig ikke dette som et angreb mod dig personligt, for jeg forstår virkelig godt din situation og dine frustrationer over din indlæggelse. Jeg har selv været indlagt i mange måneder ad gangen de sidste fem år på diverse lukkede afdelinger, fordi jeg har skizofreni, og jeg synes bestemt heller ikke at det er godt på nogen måde at ende med en delestue. Jeg synes det er meget for dårligt, uanset hvilken diagnose man har, men samtidig synes jeg heller ikke at man kan kræve at få et af de enkelte par eneværelser når man hverken er til fare for sig selv eller andre. Ligeså kan jeg også godt sætte mig ind i at du havde/har brug for masser af fred og ro, og at det har været meget belastende for dig at kunne høre de psykotiske ovenpå, men så igen, du kan ikke forvente en hel bygning kun for depressive.
    Udover det, så fik jeg det selv værre de første par gange jeg var indlagt. For man skal virkelig vende sig til det, og især til de meget udadreagerende medpatienter. Jeg kan godt se at det ikke er optimalt på den første afdeling du er på, at der kun er et lillebitte fællesrum hvor der ikke bliver respekteret ro når man spiser, og jeg er glad på dine vegne over at du blev flyttet derfra. Men når det så er sagt, så er det altså hospitaler vi taler om, og et system som virkelig mangler penge, og der er bare ikke ressourcer nok til at gøre det til et hotelophold. Jeg er virkelig glad for at du havde gode oplevelser med personale og læger og psykolog.
    Jeg ønsker dig fortsat god bedring!

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.