Vi skal konstant præstere både privat og professionelt. Det presser os, og hvis vi ikke kan præstere, øges risikoen for at vi bliver syge. Det er sociolog Anders Petersens tese i bogen Præstationssamfundet. Vi har talt med ham, for kan det hele virkelig være samfundets skyld – eller ligger der også et ansvar hos den enkelte?
Af Ida Juel Koll
Hvad definerer præstationssamfundet?
Det bliver først og fremmest defineret ved det faktum, at vi har etableret forudsætningerne for et samfund, hvor det at præstere konstant og uafladeligt er blevet den kerneværdi, som vi alle skal forholde os til. Det er blevet et ideal, som vi om og om igen må prøve at leve op til, og som vi sjældent har mulighed for at få pause fra. Det er den overordnede forklaring.
Hvordan kan det føre til psykisk sygdom?
Det, som er min tese i bogen, er, det evindelige leven op til eller forsøg på det. Sygdommen kan komme, når presset fra præstationssamfundet trykker os i bund, og vi ikke er i stand til det. Præstationssamfundet foreskriver, at vi hele tiden er i udvikling, er aktive, fleksible, omstillingsparate og kan præstere på alle parametre. De her modeord er blevet institutionaliseret i vores samfund. Det er noget, vi trænes op til allerede i vores børnehaver og skoler. Eksempelvis skal børnehaver og skoler nu lave sådan nogle læringsprogrammer, som konstant indgyder dem til at skulle præstere, forbedre sig, og tage stilling til, hvordan de kan blive bedre versioner af sig selv. Det vil sige, at de bliver testet, målt og vejet i enhver sammenhæng med henblik på, hvor de kan forbedre sig.
Hvordan har det ændret sig fra tidligere?
Det har ændret sig i den forstand, at tidligere tiders sociale regler og logikker fokuserede mere på, at man skulle passe ind. Der var en særlig skabelon som man skulle følge, som var givet til én på forhånd – her taler jeg om overgang fra disciplinærsamfundet til præstationssamfundet. Der var mere disciplinerende regler på den måde. De er nu sat fri, og overgået til præstationssamfundets præmisser, som jo bare udstikker nogle andre disciplinerende regler.
Hvordan kan man gøre noget ved det? Både på det personlige og det samfundsmæssige plan.
For mig er det væsentlige at gøre opmærksom på, at det her er et strukturelt problem. Det er ikke noget, som individer kan løsne op for, fordi det ville være det samme som at gentage vores fejltagelse, der er blevet begået med præstationssamfundet, nemlig at lægge alt ansvar over på den enkelte. Det har delvist fået os i den her misere til at begynde med, så det er bestemt ikke det, der skal få os ud af den. Nej, det er helt og holdent et strukturelt problem, som vi må holde fast på kollektivt. Det vi kan gøre, som jeg også selv forsøger, er at tage diskussionen, tage debatten, lyse det op så tydeligt som overhovedet muligt, at der er de her forhold på spil, og at vi burde gøre noget mere ved det. Så forhåbentligt kan vi få råbt nogle politikere op, så de kan ændre på nogle af de her forhold.
Jeg får lyst til at spørge dig, er det hele virkelig samfundets skyld? Kan individerne ikke gøre en indsats?
Det kan de helt sikkert. Det er ikke et spørgsmål om, at præstationssamfundet har frataget individet sin pligt til at reagere overfor sig selv. Det er et spørgsmål om, at der er et yderligere samfundsmæssigt pres, som individet skal forholde sig til, som er med til at skubbe os udover kanten i stigende grad. Det, jeg gør opmærksom på, og det, jeg er særligt opmærksom på i øjeblikket, er, at det rammer vores yngre generationer – og det er jeg meget bekymret for.
Er der andre grupper, det rammer hårdt?
Man kan se på arbejdsmarkedet, at grupper som er under den her form for pres qua deres arbejdsgruppering, synes at bukke kraftigt under. Specielt folkeskolelærere, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter.
Hvordan ser fremtidsudsigterne ud for præstationssamfundet?
Jeg hæfter mig ved, at der er små lommer af modstand rundt omkring, der forsøger at gøre op med de her idealer. Det håber jeg på, er nok til at skabe en grubund for en større modstand imod det her. Det må historien vise os.
Hvad er det for nogle lommer, du ser?
Der er flere og flere mennesker, som begynder at sige fra overfor de her krav og forventninger, og skaber små ’subgrupperinger’, hvor de er mere optaget af have tid til at være sammen med sig selv og deres familie end at skulle præstere på alle mulige måder. Det behøves ikke være knyttet til politiske bevægelser. Det kan også være små landbrugsgrupperinger eller alternative bofællesskaber, der popper op rundt omkring. Det kan også bare være helt ned på familieplan, hvor man kan se en anden vej, end den vi har fulgt de sidste 30-40 år. Så der er en masse ting i gang, men hvorvidt det batter noget på det store plan, har jeg svært ved at udtale mig om.
Det de gør, er det ikke i virkeligheden at gå på kompromis med forventningerne?
Jo, og det er måske heller ikke helt dumt at gøre det engang imellem. Fordi de forventninger, som vi får fra samfundets side, dem kanaliserer vi ind, så vi gør dem til vores egne. Så forsøger vi at udleve dem, men her kunne man jo starte på at slække lidt på forventningerne, så starter man igen med sig selv. Derved begynder man også at stille spørgsmålstegn ved, hvilke samfundsmæssige krav vi bliver præsenteret for.
Kommer presset ikke også indefra os selv?
Hovedpointen er, at presset kommer fra samfundets strukturer, men det er essentielt at forstå, at vi optager det pres indeni os. Det gør vi, fordi presset er blevet institutionaliseret, og det gør det svært at komme udenom. Det ligger overalt, hvor vi bevæger os hen: på uddannelsesområdet og på arbejdsmarkedet, som jo er væsentlige elementer i vores tilværelse. Vi ved også fra forskningen, at det flyder over i den måde, vi bedriver familie på. Forventningen bliver så, at vi skal være i aktivitet hele tiden og også præstere i vores familierelationer. Det betyder, at den rationalitet som karakteriserer præstationssamfundet, bevæger sig stille og roligt over i familielivet også.
Hvordan stiller det folk som i forvejen er svage, fx psykisk syge?
Det stiller dem endnu værre, end deres situation i forvejen er. Det bliver endnu vanskeligere at finde en måde, hvorpå du kan deltage aktivt i præstationssamfundet, hvis det skal foregå på de her præmisser. Præstationssamfundet er også et ordenssamfund, dvs. man etablerer forudsætninger for en bestemt type af orden ved at leve op til de her idealer. Alle de, som ikke lever op til idealet om succes, må stå som succesens modsætning, altså en slags fiasko. Det er her, at depression og andre psykiske lidelser kan forekomme. Her ser vi i øjeblikket en stigning i fx angst. Igen må jeg sige, at det bekymrer mig, hvordan det rammer vores yngre generation, unge over en bred kam.
Hvad kan man gøre for dem?
De er bevidste om det. De spørger mig: ”jamen, hvad skal vi gøre?” Så tænker jeg, at hvis vi spørger den enkelte, hvad de kan gøre, så geninstallerer vi problemet i dem og gør det igen til et individuelt problem. Det er det ikke, det er et strukturelt problem, som må løses i fællesskab.
Hvem skal ændre det?
Det er dels et politisk spørgsmål. Der ved jeg godt, at hvis man skal skubbe til det politiske, så skal der typisk komme nogle strømninger nedefra. Ellers er det nogle bevægelser, der må i gang og sætte fokus på de her uhensigtsmæssigheder som præstationssamfundet skaber. Der er det en hårfin balance, hvor vi kan træde til som enkeltindivider, men heller ikke stå med hele byrden på vores egne skuldre. Det er noget, som vi må løfte i fællesskab.