Så goddag og velkommen til. Jeg er ny blogger her på outsideren og jeg har siddet og tænkt på hvordan jeg skulle invitere jer en tur ind i mit liv og hvordan jeg skulle beskrive hvordan det hele startede. Hvordan starter min historie som forårsagede at en pige på 15 år skulle ud i et liv fyldt med selvskade, selvmordsforsøg og en paranoid skizofreni – hverdag? Det vil jeg prøve at fortælle i dette blog indlæg. Desuden vil jeg sige at jeg gennem veninder med lignende situationer og skizofreni-diagnoser har oplevet at denne start er hos mange. Det bliver meget personligt for mig. Jeg ligger nemlig nogle dagbogsindlæg op som i alle kan læse. Det er hudløst ærligt. Så lad os begynde…

Vi starter med at kigge på hvordan mit liv ser ud før den skæbnesvangre dag. Vi går faktisk hele 19 år tilbage i tiden til den 4. April 1999. Jeg er 10 år gammel, så der er 5 år endnu til at jeg bliver ødelagt. Det er en søndag. Her er indlægget:

10 år. 4. April. 1999. Søndag. Påske.

Jeg keder mig meget. Der er ikke rigtig noget at lave. Nåh, jo! Jeg kan lege med Andreas. (lillebror, red.) Det vil jeg gøre. Jeg skriver videre senere! (Senere) Jeg har fået nogle påskeæg men nu skal jeg i seng. De kærligste hilsener Annette.

Ja. Sådan skriver den 10-årige mig. Det virker som om jeg er en helt almindelig lille pige på 10 år. Ingen frygt. Ingen rædsler. Bare et helt almindeligt barn som i øvrigt skriver i sin Barbie dagbog med lyserødt papir. Jeg elskede Barbie. Det var mit yndlingslegetøj. Jeg har tit efter jeg var fyldt 15 og da rædslerne begyndte tænkt, hvor meget jeg egentlig ville ønske at jeg var barn igen. Et barn som var 10 år gammel og havde ingen større bekymringer. Som levede med sin mor og far og brødre i et hus i et børnevenligt nabolag, med en masse venner i skolen og bare nød livet.

Lad os sammen sprænge nogle år længere frem. Faktisk er dette indlæg sidste indlæg inden ‘det’ sker. Jeg er 14 år på dette tidspunkt. Det er den 29. marts 2003. Jeg er på dette tidspunkt en stor nørd, som jeg selv vil kalde mig. Jeg var totalt fan af Ringenes Herre universet og brugte så meget tid på at nørde i det univers.

29. Marts. 2003. Kl. 21.00 dansk tid. LA. 12.00

I dag var jeg til plakat udsalg i the cinema, og jeg fik mine plakater billigt fordi Ina (veninde, red.) solgte mig dem. Købte det for 100 kroner. Jeg har fået en ny hobby. Fotografering er ret cool… Synes jeg! Jeg prøver at tage nogle fede billeder. Jeg har fået en invitation til Stines (veninde, red.) konfirmation… og forresten… TTT (The Two Towers, red.) er FED!

Så igen ser vi at her er der stadig masser af uskyld og glæde. Jeg er en ung teenager som har masser af glæde og bruger masser af tid med mine veninder. Det ser ikke ud til at der er noget galt her. Og det var der heller ikke. Det var først da jeg få uger efter at være fyldt 15 år blev udsat for et seksuelt overgreb. Jeg blev voldtaget af en mand på omkring 25 år som i nogle dage havde lagt anden på mig uden at jeg egentlig vidste at det var det han gjorde. Eftersom jeg aldrig havde været interesse for andre drenge, havde jeg ingen idé om at det var dette han lavede. Så jeg blev meget forskrækket da han fulgte efter mig og gjorde hans gerning da jeg var helt alene. Da det lykkedes mig at slå fra mig under overgrebet, tager han fat om min hals og presser til, indtil jeg besvimer. Jeg vågner op og skynder mig hjem. Hjemme er der ingen hjemme. Jeg går i bad imens jeg græder og græder. Jeg tænker her for første gang på selvmord. Den eneste jeg fortæller om dette til er min hund, velvidende om at hun aldrig vil sladre. Lad os nu kigge på det næste indlæg i dagbogen, som nu er en bordeaux rød indbundet bog.

07. August. Torsdag. 2003. Kl. 22.30

Jeg føler mig så anderledes… Hvor er de venner jeg søger… Og hvem kan jeg stole på? Hvorfor er jeg helt alene? Hvem kommer og hjælper mig op? Er jeg lost? Jeg føler en tomhed! Jeg føler at jeg skriger, midt i timen! Men ingen vil reagere… For det er BARE Annette! Og hvis jeg en dag kommer hjem og virkelig havde udrettet noget… ville alle pludselig have forandret sig… Som om jeg var en stor pige nu! Hvem er jeg? Og hvor dukker jeg en dag op?

Når jeg sidder og læser de her indlæg bliver jeg rørt. Jeg kan godt huske hvordan jeg havde det efter jeg startede i skole igen efter sommerferien. Da jeg kom i skole igen efter at han havde gjort dét imod mig. Jeg havde svært ved at være social med de andre i frikvartererne. Meget. Dette fik mig til at låse mig inde på skolens toiletter i frikvartererne. Og de andre i min klasse lagde mærke til det. De synes det var lidt mærkeligt, hvilket også gjorde det en anelse komisk. De havde jo ingen idé om hvad der var sket. Den slags sker jo ikke for dem man kender. Jeg klarede mig dog fint i skolens timer. Flittig og fik gode karakterer. Men indeni fyldtes jeg med et mørke som gjorde at jeg langsomt trækkede mig ind i mig selv. Og jeg blev mere og mere depressiv. Det gjorde det heller ikke bedre af at min hund, Vicky, døde i løbet af min 9. klasses år. Jeg kunne hverken spise eller sove. Det hele blev mere og mere mørkt.. Jeg fik en depression. Men jeg prøvede at skjule det for min familie derhjemme. Og det var fordi jeg elskede dem så meget. Jeg ville jo ikke fortælle dem at jeg havde oplevet dette og at jeg var ulykkelig. De ville blive bekymret og dét syntes jeg ikke at jeg ville byde dem.

Den mand ødelagde en ung piges liv. Han gjorde noget som er utilgiveligt. Noget som er det værste du kan gøre mod et andet menneske. Hvordan havde mit liv set ud, hvis han aldrig havde været der? Hvordan ville det hele så være gået? Jeg kan kun drømme om det. Hvis man med én handling vil ødelægge et andet menneske som har så meget potentiale… Go right ahead. En voldtægt inkl. et mordforsøg… Så har du helt sikkert opnået dette. Det var mit uskyldige, lykkelige liv der blev taget væk fra mig. Og jeg vil aldrig tilgive dig.

Men selv om jeg gerne ville have haft et anderledes liv, så er jeg alligevel i dag kommet langt. Jeg har en skøn kæreste, en skøn familie som er utroligt støttende. Jeg har en hund og jeg bor i egen lejlighed. Men dette er jo kun 1 procentdel af min historie. Der er så meget mere.. så mange historier og erfaringer som jeg synes i skal høre, for bedre at forstå et liv med psykisk sygdom og hvordan man kan komme ovenpå igen. Hvordan det er at være i det aller aller svageste sted i ens liv, til man er stærk igen. Med mod på livet og er fyldt med kærlighed.

En kommentar

  1. Nis

    Kære Anette
    Du må endelig skrive om alt det andet også. Tak for at dele din historie.
    Kh

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.