Af Victoria Wolsing
Når jeg søger på ‘bosted’ på Google, kommer der stort set kun artikler op om helt uhørte
hændelser. Der bliver ikke lagt fingre imellem, og de meste omtalte handler om drab på personale. Jeg husker tydeligt, da en beboer dræbte en sosu-assistent på Lindegården i Roskilde. Det var forfærdeligt og fuldstændig uacceptabelt. Jeg kan selv sidde med en klump i halsen, forarget og uforstående overfor, at det kunne ske. Beboeren har tydeligvis haft en masse udfordringer at kæmpe med, og han har måske heller ikke fået den hjælp, han havde brug for. Jeg bliver dog forarget over, hvordan medierne og omverdenen generaliserer på dette punkt. Altså, at ‘sådan er det på alle bosteder, der bor kun meget syge og utilregnelige mennesker’: For sådan er det langtfra.
Jeg bor selv på et socialpsykiatrisk bosted ved navn Skibbyhøj, der ligger i smukke omgivelser i Skibby tæt på Frederikssund. Jeg vil ikke lægge skjul på, at der kan ske hændelser, hvor personalet er nødt til at benytte magtanvendelse og kontakte politiet, men det sker heldigvis sjældent, og det betyder langt fra, at vi er sindssyge. Beboerne på Skibbyhøj har et utal af forskellige diagnoser, og selvfølgelig har nogle flere og sværere udfordringer end andre, men vi bliver alle set ens på.
Usmageligt at generalisere
Jeg har selv skammet mig over at bo på bosted på grund af omverdenens syn på dem. Det er ingen hemmelighed, at det ikke er attraktivt at bo på bosted, men for mange er det nødvendigt. Skammen og tabuet er særligt kommet efter voldsomme hændelser på andre bosteder, som har skabt vild panik i medierne og hos omverdenen. Generaliseringen er taget til efterfølgende. Det får ‘almindelige’ mennesker til at se beboerne som sindssyge, fordi få beboere har været voldsomme og begået drab på få bosteder, men alle bosteder er ikke ens, og derfor synes jeg, at det er usmageligt at generalisere. Det har fået mig til at tænke på, om jeg virkelig er sindssyg, men hvad er betydningen egentlig af selve ordet? Ordet ‘sindssyg’ bliver sjældent brugt i det psykiatriske system. Ordet er nærmere gået hen og blevet et skældsord, som bliver brugt i mange forskellige sammenhænge.
Jeg tror ikke, at befolkningen kan ændre synet på bostedsbeboerne fra den ene dag til den anden, men jeg føler mig i hvert fald sindssygegjort på baggrund af alt dette, og jeg ved, at jeg ikke er den eneste. Jeg håber, at generaliseringen kan ændres, men jeg er selvfølgelig klar over, hvilken påvirkning medierne har på befolkningen, så måske man skal starte med at oplyse medierne om, at det slet ikke er sådan, det er. Det tror jeg virkelig vil hjælpe på det negative syn på beboerne.
Personalet bruger nænsom nødværge
Men har de voldsomme hændelser egentlig ændret noget på andre af landets bosteder?
På Skibbyhøj er der ikke sket den store ændring. Personalet er dog blevet mere opmærksomme på, hvordan de skal tackle udadreagerende beboere ved hjælp af en kriseplan, som er blevet hængt op på kontorerne. Det meste personale har også fået undervisning i nænsom nødværge, som er en hjælp til magtanvendelse, hvis det skulle blive nødvendigt. Personalet har stået i situationer, hvor en beboer har stået med en kniv og truet med at gøre en ende på det hele. De tacklede det på en kaotisk måde før i tiden, hvor de overmandede beboeren med det formål at fjerne kniven, uden selv at komme til skade. Dette var selvfølgelig farligt, da det let kunne gå galt.
I dag har personalet ved hjælp af kriseplanen fået andre metoder til at tackle sådanne situationer på, men om det hænger sammen med hændelsen på f.eks. Lindegården, ved jeg ikke. I situationer med beboere og knive er personalet blevet yderligere opmærksomme på at passe på sig selv. Man overmander ikke længere beboeren, men går i stedet hen og bliver en slags forhandler, som taler vedkommende til ro og får han eller hende til at lægge kniven fra sig. Det foregår mere nænsomt, så det bliver mindre voldsomt for både beboeren og personalet.
Situationer som denne er selvfølgelig nogle af de værst tænkelige, men jeg ved, at det på Skibbyhøj sker meget sjældent, og måden, hvorpå personalet nu går mere nænsomt til værks, er rart for beboerne. Jeg er sikker på, at disse situationer ikke kun opstår på Skibbyhøj. Jeg ved, at det kan virke voldsomt, men jeg må understrege, at det langtfra betyder, at vi alle er sindssyge. Vi kan have det svært, hvor vi ingen anden udvej ser end at ende det hele på den ene eller anden måde – nogle måder voldsommere end andre, men vi er ikke sindssyge. Vi er sårbare.