unsplash

Velkommen til mit første blogindlæg

Velkommen til min nye blog. Jeg er 31 år gammel og socialpædagogstuderende ved UCC Carlsberg og har siden august 2014 arbejdet som peer-medarbejder i socialpsykiatrien både som aktivitetsmedarbejder på væresteder og som kontaktperson på botilbud. Derudover har jeg som en del af Opus-panelet holdt foredrag om min personlige historie både for brugere og personale i social- og behandlingspsykiatrien. Et af mine fokuspunkter for foredragene har været fysisk aktivitet i et recovery perspektiv. Til dato har jeg holdt omkring 90 oplæg i ind- og udland.

Til dagligt bor jeg på Ydre Nørrebro med min søn på 9 hver anden weekend. Jeg røg ind i psykiatrien med et psykotisk brag i vinteren 2012 og jeg har igennem et intensivt rehabiliterings- og Opus-forløb vendt tilbage til hjem, arbejde og søn med endestationen klinisk recovery og afslutning i psykiatrien.  Før jeg kom i behandling i psykiatrien har jeg skrevet en bachelor i historie, arbejdet som omsorgsmedhjælper og STU-lærer indenfor det socialpædagogiske felt.

Jeg har valgt at være anonym på min blog da jeg af bitter erfaring har oplevet stigmaet om psykisk sygdom på egen krop. Derudover er det for mange stadig en grå zone at have været tidligere bruger af psykiatrien men samtidig arbejde og uddanne sig indenfor det psykiatriske felt. Jeg vil på sigt når jeg er er færdig med uddannelse og med en fast position på arbejdsmarkedet gerne være offentlig omkring dette, men ikke i nuværende situation hvor man konstant møder og bedømmes af nye mennesker i både uddannelses og arbejdsmæssige situationer og relationer.

Med denne blog kunne jeg godt tænke at sætte fokus på nogen af de faglige refleksioner jeg gør mig som pædagogstuderende, men med den reference ramme der hedder at jeg er tidligere bruger af psykiatrien, som har været medarbejder i psykiatrien de sidste 3 år.

Nogen af de tematikker jeg gerne vil sætte fokus på er: Fremmedgørelse i det senmoderne samfund, Definitionsmagt i det pædagogiske arbejde, Stigma, Den dynamiske sundhedsforståelse ved Antonovsky, Psykiatrien i konkurrencestaten: recovery contra trivsel, Peer-arbejde som brobygning, Empowerment mm.

I forhold til udarbejdning og idegenerering til de kommende artikler har jeg teamet op med en god ven og psykolog ved PP Clinic i Gentofte og en Antropologistuderende ved Lund Universitet med speciale i psykiatri.

Udover de mere faglige blogindlæg vil jeg også gerne bidrage med rejsefortællinger fra den store verden, da det er en af mine store livsglæder.

Jeg håber i vil læse med <3

Nikita

Foto: Unsplash