“Tavsheden gjorde, at jeg voksede op med konstant angst og skyldfølelse. Jeg var overbeskyttende over for min mor. Ja, jeg var nærmest mor for hende”, fortæller Louise Hornbøll i denne video. Louise er i dag sygeplejerske og EN AF OS ambassadør, og hun fortalte sin historie på PsykInfos arrangement ”Hvorfor græder du nu igen, mor?” Hun sagde blandt andet, at hun som barn var konstant opmærksom på moderens tilstand. Og da hun ikke fik noget at vide om sygdommen, gjorde hun sig alle mulige forestillinger og var bange for, at hendes mor skulle dø. Det var også tæt på engang, moderen – efter at have slugt et glas piller – ikke var til at få vækket, da Louise sad ved hendes seng. En anden gang forsvandt moderen og sendte en farvel-sms til Louise. Hun blev fundet i skoven, men oplevelsen satte sig sine angst-spor hos Louise, der på et tidspunkt selv fik en depression.
Louise fortæller, at de “grædeaftener”, hun og nogle veninder holdt, hjalp hende langt bedre end samtaler med en psykolog.
Arrangementet fortsatte med, at lærer Henrik Højstrøm fortalte, hvordan han og hans bipolare kone, Nanna, forsøger at finde et sprog, som børnene på otte og 10 forstår. Børnene får blandt andet at vide, at deres mor har noget oppe i hovedet, der gør hende træt meget af tiden. Når Nanna har en depression prøver Henrik, uanset hvor udmattet han er, at skabe en festlig atmosfære i hjemmet. Børnene sover hos ham, og han laver “kager” til morgenmad – bestående af mel, vand, korn og banan. Hanna har haft to indlæggelser. En på et halvt år og en på en uge. Hun har over fire år skrevet bogen “Viggo og Walthers verden”, som henvender sig til børn i alderen 6-10 år, forældre og andre pårørende, lærere og øvrige fagfolk i kontakt med børn og familier, hvor psykiske lidelser spiller en væsentlig rolle for trivslen. Bogen er udgivet af EN AF OS.
Endelig fortalte socialrådgiver Katrine Frydendal og sygeplejerske Louise Høgenhaven om arbejdet i Region Hovedstadens Psykiatris børnegruppe. Tre tidligere deltagere i gruppen fortalte, at det bedste ved gruppen var at møde de andre og opdage, at de ikke er var eneste, der levede med en psykisk syg mor eller far. De fortalte om den gruppe, de havde deltaget i for et år siden. Her havde de fået psykoedukation i seks uger, og fået viden om psykisk sygdom i et sprog, de forstod, og de mente alle tre, at det havde været meget gavnligt.
