“Man kan, hvis man vil…”
Dette udsagn stødte jeg for nyligt på i en artikel omhandlende recovery, og det triggede noget i mig, for kan man det? Kan man alene med viljen styre sin recovery proces? I så fald burde man jo også kunne styre sin psykiske sygdom fuldt ud?
Recovery er et ord, der dækker over en personlig proces, hvor du kommer dig i en eller anden udstrækning f.eks. i forhold til psykisk sygdom. Recovery indebærer ikke nødvendigvis fuld helbredelse, men at du er nået frem til et sted i dit liv, hvor du på trods af de begrænsninger psykisk sygdom giver, lever et liv der er meningsfuldt for dig.
Jeg har skrevet om det før her på Outsideren, fordi recovery er et emne jeg brænder for. Skrevet om, hvorfor ordet recovery hænger mig ud af halsen, fordi den psykiatri jeg har mødt solgte det til mig, som noget, der kunne forceres, noget som kunne presses ned i et skema. Og som netop beroede på viljestyrke, og at det derfor måtte være manglen på vilje, der gjorde, at jeg ikke kom mig på den ønskede tid og med de metoder, som mine behandlere mente var rigtige. Derfor bliver jeg trigget af den slags udsagn, fordi det netop er med til at skabe skyld og skam i de mennesker, som ikke kan komme sig efter en tidsplan eller med de gængse metoder og anvisninger der gives i behandlersystemet.
Din recovery eller din genvindelses proces, som jeg foretrækker at kalde det, kan aldrig blive styrket af pådutning af skam, skyld eller tvivl på dig og din viljestyrke. Men styrkes derimod af respekt for din personlige måde at komme dig på, og af at du opmuntres til at gøre alle de ting, der gør dig i stand til igen at tage ansvaret for dig selv og dit velbefindende tilbage. Hvis det føles godt for dig, gør det dig også godt i forhold til processen med at genvinde dig selv. Så hold fast i det.
Genvindelsens spire skal til dels gro frem indeni, og så skal dem, der omgiver en som enten pårørende eller behandlere stå klar med vandkande, gødning og måske en støttepind til de første spæde blade. Hvad der virker er fuldstændig individuelt. Og derfor kan det heller ikke forceres. For at blive i metaforen med spiren, så begynder planter jo heller ikke at spire og gro midt i den koldeste, mørkeste vinter. Bare fordi nogen vil det. Der er visse betingelser, der skal være til stede for at spiren i dig og mig kan gro.
Og hvad er det så for betingelser? Jeg kan kun svare for mig selv, men for mig var det faktisk en meget negativ oplevelse, hvor mine grænser blev overløbet, der for alvor satte gang i spirens vækst. En følelse af, at nu var det nok, og af at behandlere som kunne gøre det ved mig i hvert fald ikke kunne vide, hvad der er godt for mig. At jeg nu blev nødt til at finde vejen selv, hvor skræmmende det end var. Og så en følelse af ikke at være helt alene, selvom jeg fysisk var spærret inde, fordi jeg havde fællesskabet på Outsideren ved hånden. Bogstaveligt talt i hånden i form af min telefon og internettets fortræffeligheder. Det gav mig mulighed for at udtrykke min smerte til ligesindede og følelsen af, at der i det mindste fandtes ét sted i verden, hvor der stadig var nogen, der gad at lytte til mig. Gad at give sig tid til at læse mine tekster, så jeg ikke bare var overladt til ligegyldigheds følelsen. Det gav mig styrke til ikke at give op, da det var mest sort.
Selvfølgelig er der et element af vilje i processen med at komme sig. Men igen, det kan ikke lade sig gøre at fremtrylle en recovery proces alene ved viljens kraft. Hvis det var det, var jeg kommet mig i det øjeblik, jeg blev klar over, at jeg var syg. At sige det er vilje er det samme som at sige: “Nå, du gider ikke have det bedre, hva’?” Og det vil helt sikkert virke modsat på de fleste. Tage modet væk og fodre de negative tanker med nye skyts. “Jeg vil det ikke nok, derfor kommer jeg mig ikke. Jeg er svag. Jeg kan lige så godt bare give op, for jeg er intet værd…” Sådan har mit tanketog kørt af sted med mig mange, mange gange. Fordi jeg blev vred stoppede alle mine nedgørende tanker om mig selv ikke med det samme. Og det tog har stadig afgang fra tanke perronen i perioder. Nu har jeg fundet ud af at lære mig selv at rangere det bort på et sidespor. Øvelse gør mester, men ingen bliver mester uden fejl at lære af. Husk det.
Recovery er ikke en destination, hvor du og jeg kan sige, at nu er vi nået endegyldigt frem. Recovery er en lang rejse. En individuel roundtrip i dit sinds krinkelkroge, hvor tilbagefald er en del af processen. For mit eget vedkommende tænker jeg, at en del af processen vil være livslang. Jeg vil altid skulle være opmærksom, som en gymnast på balancebommen, for ellers kravler de sejlivede indre dæmoner frem igen. Det er samtidig også det sværeste for mig at acceptere, at det forholder sig sådan. Men accept er også en del af ligningen i forhold til at komme sig. Jeg arbejder på det.
Og så er det ikke man, der kan, hvad man vil, det er dig, mig, os eller dem. Brugen af ordet man er at lægge ansvaret fra sig, og at tage ansvar for sig selv er en fast ingrediens i enhver genvindelses proces.
Så jeg vil omformulere det til noget, som jeg kan tilslutte mig: Du kan, hvis du er klar! I mørket gemmer der sig et håb i os alle – jeg tror på, at det finder dig, når du er klar til det.
Privatfoto taget af Ulven